Præst på ottende år uden teologisk universitetsuddannelse

Orla er præst i Horsens Frikirke, men vi mødes i hyggelige omgivelser over en kop kaffe på Café Gran. Jeg spørger Orla, hvilken historie han tror, Gud fortæller til andre gennem hans liv.

Orlas fortælling om sit liv og vejen ind i præstetjenesten uden teologisk universitetsuddannelse åbner for overvejelser om, hvad der vejer tungest eller tungere på Guds hjerte: Guds kald over menneskets liv eller den uddannelse, som mennesket har? I langt de fleste frikirker, hvor det er muligt at blive præst uden at have studeret teologi, anerkendes præstekaldelsen af andre. I Orlas tilfælde har landsledelsen i Apostolsk Kirke anerkendt og støttet op om virket som præst, så han er ikke selvudnævnt.

Han er fuldtidsansat i en kirke, hvor antallet af medlemmer stiger. Han fortæller, at Horsens Frikirke ligesom mange andre kirker skrumpede under Corona-krisen. I 2021 var antallet af besøgende til gudstjenesten cirka 35, i dag er tallet steget til cirka 100. Derfor har kirkens ledelse i nogen tid ledt efter nye, større kirkebygninger.

”Vi er på udkig efter en kirkesal med plads til 300 mennesker og tilsvarende store cafélokaler. Det er mit håb og ønske, at vi indenfor de næste fem år kan fylde sådan en sal. Men jeg ved godt, at vi mennesker ønsker og håber på ting, som nogle gange ikke sker, sådan som vi havde tænkt,” fortæller Orla Fredensborg Møller.

Fortællingen om kirken

Udover ønsket og arbejdet på fortsat medlemsvækst er Orla optaget af at vende den negative fortælling om kirkelivet i Horsens. “Mange sagde, at det var bedre at vælge en kirke i Vejle eller Aarhus, men jeg synes, det er ved at lykkes at vende denne fortælling, også fordi det går bedre nu for flere kirker i Horsens.” Han fortæller også om to ikke-kristne, der vågnede en søndag morgen og tænkte: Nu skal jeg i kirke, hvorefter de dukkede op i Horsens Frikirke.

”Vi oplever fortsat hver søndag flere nye, der kommer til gudstjenesten. Det var jo sådanne vækkelsesmirakler, vi bad om for mange år siden,” siger Orla storsmilende og fortsætter: ”Nu sker det så i Horsens.”

Opvokset i Nigeria

Orla blev født i Nigeria, hvor hans forældre var missionærer. Han gik på en kristen kostskole, hvor optagethed af Gud i dagligdagen var helt almindeligt. Han boede sammen med 20-30 andre missionærbørn i et hus med skiftende ”husforældre.” altså det ægtepar, der tog ansvar for børnene. Som ti-årig fik Orla et nyt sæt ”husforældre”. Et ægtepar, som Gud havde mødt på en radikal og livsforvandlende måde.

Ægteparret udskiftede de kristne børnesange og børneandagter med lovsange og mere regulær bibelundervisning om frelsen. Orla mindes, at lovsangene rørte ham dybt, og at parret fortalte om, at man ikke kunne leve på andres tro, heller ikke på sine forældres tro. De udfordrede Orla til at tage personlig stilling til, om han troede på Jesus eller ej, hvilket medførte et positivt skifte for Orla. Hans tro på Jesus Kristus blev personlig og virksom, idet han oplevede Helligåndens kraft og ledelse.

Børnene, som almindeligvis kom i folkekirkeligt regi, fik tilbud om deltagelse i en bibelstudiegruppe i en pinsekirke. Kirken lå på en gammel skole ude midt i ingenting. Der var huller i loft og vægge, og vinduerne var gået i stykker, men der var også et stærkt nærvær af Gud, profetiske ord og tungetale. Som 12-årig fik Orla tungetalens nådegave.  ”En dag spurgte jeg mine forældre, om vi sammen kunne tage til gudstjeneste i den Pinsekirke, hvilket de sagde ja til.”

Et religiøst kulturchok

Da Orla var 14 år flyttede familien tilbage til Danmark, som de kun havde besøgt cirka hvert andet år. Orlas far døde af leukæmi, altså kræft i blodet, i 1993, da Orla var 20 år gammel. Orla husker hjemkomsten til Danmark tydeligt, idet hans far var syg, og det religiøse kulturskift var markant. ”Jeg kom fra et kristent miljø, hvor Gud fyldte meget til Danmark, hvor tro på Jesus var ret unormalt. Jeg var den eneste i klassen, som udfordrede biologilæreren på undervisningen om evolutionsteorien. Men det var min tro på Jesus og det, at jeg kendte ham og Helligåndens virke, der fik mig igennem teenageårene,” siger Orla.

”Vi oplever fortsat hver søndag flere nye,
der kommer til gudstjenesten.
Det var jo sådanne vækkelsesmirakler,
vi bad om for mange år siden.”

I 9. klasse lærte han at spille guitar, og han startede et kristent lovsangsband, som spillede i missionshusene. Ønsket var at få guitarspil og lovsang ind der. ”Formidlingen af den kristne tro på forskellige måder fyldte meget i mit liv. Noget af det, jeg lærte i forhold til at tale med mennesker om troen på Gud, var, at hvis ikke mennesker vil åbne sig for Guds Ord, var diskussion fuldstændig spild af tid. Derfor fortæller jeg i dag mere om, hvad Gud har gjort i mit liv personligt, så folk på den måde kan se, at Jesus virker.”

Arbejdsliv og kirkeliv

Orla uddannede sig på Handelshøjskolen i tysk og fransk handelssprog. Han brændte for formidling, både mundtlig, skriftlig og gennem billeder, hvorfor han tog kurser og dygtiggjorde sig på frivillig basis ved at lave kirkeblade og hjemmesider. Orla fik job i reklamebranchen, og i 2003 startede han sin egen virksomhed, som i dag hedder Kommunik8. På firmaets hjemmeside står der; ”Orla Fredensborg Møller arbejder med kommunikation og formidling – både som grafisk designer, tekstforfatter og foredragsholder.”

”Nogle af mine første kunder var Israels Missionen og Dansk Oase,” siger Orla smilende og fortsætter: ”Jeg blev senere ansat i Mission Afrika, hvor jeg var i 13 år fra 2011-2024. I 2015 gik jeg på deltid med skiftende timetal, indtil jeg stoppede med arbejdet i august 2024, da jeg fik en fuldtids præstestilling.” Orla og Helle, som blev gift i 1997 og har tre døtre, tjente sammen i lovsangen. Da de var medlemmer af Aarhus Valgmenighed, opstartede de også i samarbejde med andre forældre børnekirken.

I 2003 flyttede familien til Vejle, hvor de i syv år var medlem af frikirken ’En åben dør’. De overtog børnekirken og opstartede familiegudstjenesterne, inden de i 2010 skiftede til Apostolsk kirke i Vejle. Helle og Orla bor fortsat i Vejle. Orla blev mere målrettet i erkendelsen af, at han gerne ville lede og undervise i kirken, hvorfor han kontaktede den daværende præst for at få en samtale om dette.

”Jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at jeg gerne ville være præst, for det var ligesom for store ord at bruge. Så jeg sagde, at jeg gerne ville lede og undervise, men ikke være præst. Derefter fik jeg mulighed for at prædike, ligesom jeg også kom med i kirkens ledelse.”

Fornyelse i Horsens Frikirke

Da Orla en dag i 2014 kørte forbi Horsens Frikirke, fik han en dyb nød og sorg for byen. Næste gang han passerede kirken, spurgte han Gud: ”Hvad er det, du vil? Vil du have, at jeg skal være i Horsens?” I 2015 blev Orla frivillig hjælpepræst der, mens han fortsat sad i ledelsen i Vejle. Da præsten i Horsens Frikirke trådte tilbage, blev Orla i 2017 ansat på deltid som præst. I en årrække havde han tre forskellige stillinger: præst i Horsens, grafisk designer for Mission Afrika i Højbjerg og sin egen virksomhed med base i Vejle.

”Det var ret hårdt at have tre forskellige arbejdspladser. Som kirke gik vi samtidig ind i forskellige processer for at forny kirken på forskellige områder, hvilket, jeg synes, vi er godt på vej med. Jeg tror, at Gud igennem mit liv fortæller, at den, der er tro i det små, vil han sætte over meget,” slutter Orla som svar på mit indledende spørgsmål.