Spilekspert: Kirken kan vise, hvordan computerspil og kristendom kan integreres

Næsten halvdelen af alle børn og unge i Danmark spiller computerspil, så det er oplagt, at kirken bevæger sig ind på spilområdet. Men kirken skal ikke satse på kristne computerspil eller forsøge at tale gamersprog, siger spilekspert.

”Det er altid en god idé at møde folk, hvor de er, og da 46 % af alle 1-15-årige i Danmark ifølge en undersøgelse fra 2023 spiller computerspil dagligt, er det jo oplagt også at være til stede der,” siger cand. mag. Mikkel Lodahl, der har arbejdet som institutleder ved Dania Games og Institut for Dansk Spiludvikling ved Erhvervsakademi Dania. Foto: Malene Fenger-Grøndahl

Computerspilindustrien er i kraftig vækst, og spillene fylder meget i en stor del af danske børn og unges hverdag. Hvordan kan kirken forholde sig til det?

Udfordringen har talt med Mikkel Lodahl, der er uddannet cand.mag. i idehistorie og religionsvidenskab og har arbejdet som institutleder ved Dania Games og Institut for Dansk Spiludvikling ved Erhvervsakademi Dania. Han har beskæftiget sig med computerspil og læring i over et årti og har undervist i udvikling, design og markedsføring af computerspil. Han har desuden skrevet flere bøger om emnet, blandt andet bogen ”#dkgame” om den danske spilbranche.

– Deltagerne i IM Gaming samles online om andagt, bøn og om at spille – som et supplement til at gå i kirke og missionshus. En del af medlemmerne er småbørnsforældre, og for dem er IM Gaming et kristent fællesskab, som det rent logistisk er nemmere at deltage i end fx bibelstudiegrupper, der mødes i private hjem. Hvor meget adskiller IM Gaming sig fra andre spilfællesskaber?

”Det adskiller sig faktisk ikke så meget fra andre spilfællesskaber. Ofte er den største udfordring for gamere, når de bliver ældre og får forskellige forpligtelser, der gør det sværere for dem at investere den tid, der ofte skal bruges for at få spil-hobbyen til at virke. I nogle kristne kredse kommer den livssituation tidligere, fordi der er større fokus på at etablere en familie tidligt end hos mange andre grupperinger.”

– IM Gamings medlemmer understreger, at fællesskabet omkring bøn og andagt er mindst lige så vigtigt for dem som det at spille sammen. Er det anderledes end i andre spilfællesskaber?

”Det er også ofte meget udbredt, at spilgrupper spiser sammen, en aktivitet, som f.eks. i KFUM’s GoGaming-initiativer bruges aktivt til at supplere og udvide fællesskabet omkring spillet. Her har det fælles måltid meget af den samme socialiserende effekt, som bønnen og andagten har hos IM Gaming. Det atypiske er måske, at når man udvider den kreds, man spiller onlinespil med, kan det være en udfordring at sikre, at de nye spillere deler værdier med de eksisterende medlemmer af gruppen. Den risiko bliver naturligvis mindre, hvis man vælger nye spillere ud fra andre kriterier end, at man møder dem online, og de virker flinke, såsom at de tilhører den samme religion som én selv.”

– I IM Gaming er der regler om, at man ikke bander eller ytrer sig blasfemisk. Kendes det fra andre spilfællesskaber?

”I forhold til sprogbrug sker der typisk en meget tydelig socialisering blandt spillere, der er fælles om bestemte spil. Men i modsætning til de regler, du her beskriver, om ikke at tale grimt, er der ofte en sportsholdsagtig stemning i gamersproget. Man bruger en hård tone, men for det meste med en underliggende kærlighed; ofte kodet som en maskulint performativ afstumpethed. Men socialiseringen kan siges at have samme funktion som i IM Gaming: ”Her taler vi sådan her, og når vi taler sådan her, ved vi, at vi tilhører samme gruppe”.

– I IM Gaming fravælger de spil, der strider imod deres kristne værdier, så de spiller fx ikke spil, der forherliger vold eller alene handler om at stjæle. Findes der den slags grænser i andre spilgrupper?

”Nej, generelt har man i spilgrupperne ikke nogen problemer med spil, der primært handler om at slå ihjel og stjæle. En ret stor minoritet af spillere forsøger at udleve magtfantasier igennem spil. De destruktive og antisociale muligheder i spillene opfattes af spillerne som ventiler i deres moralske univers, hvor de kan få afløb for negative fantasier i et sikkert miljø, hvor ingen kommer til skade i virkeligheden. Generelt er spillere mere opmærksomme på, hvordan de systemer, der ligger omkring spillene påvirker dem, end selve spillene – altså hvordan man for eksempel bliver påvirket til at bruge penge i spillet, snarere end om hvordan historien eller gameplayet påvirker dem.”

– Spilindustrien og -kulturen er meget stor og indflydelsesrig. Er man som kirke eller menighed nødt til at forholde sig til det, hvis man vil bevare kontakt med nye generationer børn og unge?

”Det er altid en god idé at møde folk, hvor de er, og da 46 % af alle 1-15-årige i Danmark ifølge en undersøgelse fra 2023 spiller computerspil dagligt, er det jo oplagt også at være til stede der.
Man bør nok allerførst stille sig spørgsmålet: Hvilken rolle skal kristendommen spille i gaming-fællesskabet og omvendt? Jeg tror, at man skal være rigtig klar i mælet om, hvad der er det specifikt kristne, man vil – som IM Gaming er det, når de gør det klart, hvad der er de specifikt kristne aktiviteter, altså andagt og bøn, og hvad der er den specifikt kristne tilgang, altså den gode tone, og at man afholder sig fra blasfemi. Man skal som menighed eller kirke ikke forsøge at være hip og tale gamersproget. Det er meget bedre og mere autentisk at stå på sit og vise, hvordan de to fællesskaber faktisk kan integreres.”

– Findes der specifikt kristne spil, man kan bygge spillefællesskaber op omkring?

”Der findes ikke ret mange gode specifikt kristne spil – særligt ikke multiplayerspil. Det fleste kristne spil er mere fortællende spil, der enten inddrager bibelhistorier – ofte ikke særlig godt – eller bruger troen som et stærkt omdrejningspunkt i en historie, såsom ny-klassikeren That Dragon, Cancer, der udforsker troens rolle for et kristent forældrepar med en terminalt syg søn. Men generelt er de kristne spil svære at lave et fællesskab om på den måde, man normalt tænker gaming-fællesskaber. Man ville næppe spille dem sammen, men måske kunne man forestille sig en afart af en bogklub, hvor man har spillet spillene inden mødet og derefter diskuterer de kristne temaer i det.”