IPSICC

Aktiv dødshjælp

Simon Thidemann. Ansvarshavende redaktør.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor vores statsminister og andre med hende ønsker aktiv dødshjælp. Er det for pengenes skyld? For at spare penge på dyr behandling til folk, der alligevel snart dør, eller som kun kan se frem til et liv, der koster samfundet penge? Eller er det et ideologisk spørgsmål? Jeg kan helt grundlæggende ikke forstå, hvad motivationen er. Hvad er formålet?

Vores sundhedsvæsen er allerede ekstremt dygtige til at hjælpe mennesker med at få en værdig og en så smertefri død som muligt, så når sundhedsministeren og andre siger, at det udspringer af et ønske om at give folk en mere værdig og smertefri død, klinger det altså lidt underligt. Hvordan vil personale, pårørende og bekendte fremover bedømme en person med store smerter eller store handicap, som er dybt afhængig af hjælp?

Hvordan vil man tale om det i frokostpausen? Vil man mon helt kunne se sig fri for at tænke, at nåh ja, men han har jo selv valgt, at han hellere vil det der end at modtage aktiv dødshjælp? Det vil komme til at ændre tilgangen og omsorgen overfor den, der lider. Og ja, man kan godt argumentere for, at vi er blevet så dygtige, at vi holder folk unaturligt i live. Vi er blevet så dygtige, at det næsten kan virke til, at det kan være svært at få lov til at dø.

Men det er kun delvist rigtigt. Det er rigtigt, at lægerne har mange muligheder for livsforlængende behandling, men de har også mulighed for at stoppe livsforlængende behandling – og faktisk har de pligt til det, hvis behandlingen ikke står mål med de gener eller bivirkninger, som behandlingen giver, eller hvis patienten ikke ønsker det. Der er noget bemærkelsesværdigt i, at vores statsminister under corona ville gøre alt i verden for at undgå, at nogen skulle dø, men nu mener, at staten åbenbart hjertens gerne må tilbyde dødshjælp.

Det er også værd at bemærke, at mens det nogle steder bliver fremført, at tre ud af fire danskere ønsker aktiv dødshjælp, viser andre undersøgelser samtidig, at kun 17 procent af danskerne reelt ved, hvad aktiv dødshjælp er. Mange forveksler angiveligt aktiv dødshjælp med den smertelindrende behandling og de beslutninger, man allerede nu kan træffe om ikke at fortsætte med livsforlængende behandling.

Selvfølgelig vil den første ordning om aktiv dødshjælp, der evt. vil blive indført, ikke indeholde alle tænkelige skræk-scenarier, og det skal også retfærdigvis siges, at udvalget bag den netop offentliggjorte rapport ikke selv mener, at de går ind for aktiv dødshjælp, men i stedet retten til selvbestemmelse. Med andre ord en blid start på vej mod aktiv dødshjælp. Al erfaring fra de lande, der har indført aktiv dødshjælp, viser, at grænserne rykker sig.

I Oregon i USA er andelen af ansøgere til aktiv dødshjælp, som henvises til psykologisk vurdering, og dermed livshjælp, eksempelvis faldet fra 43 pct. i 1999 til under 1 pct. i 2022. Der er noget grundlæggende galt i tankerne bag aktiv dødshjælp. Det kan ikke undgå at komme til at lugte lidt af, at nogle former for liv har mindre værdi end andre, og det kan ikke undgås at få indflydelse på vores syn på de mennesker, der lider eller er ude af stand til at klare sig uden hjælp. Det er en glidebane – og ikke en af de sjove, hvor man lander blødt.