Hvad sker der lige her?

En stor del af mit liv havde jeg et anstrengt forhold til ”de sidste tider”. Jeg ville egentlig helst undgå at beskæftige mig med spørgsmålet om, hvornår Jesus ville komme igen, og hvornår Antikrist ville stå frem osv.

Sådan er der nok flere, der har det. Og jeg vil også advare imod at snakke voksensnak om ”de sidste tider”, mens følsomme børn lytter med. For det er jo stærke sager, vi kan læse om i fx Johannes’ Åbenbaring. Og jeg brændte mig selv som barn på emnet.

Onkel Jakob

Jeg havde en onkel, som jeg ellers holdt meget af, men når han talte om de sidste tider, blev jeg skræmt. Engang sad vi i hans pejseopvarmede stue ud mod havet. Et skønt sted i dagslys, men i mørke, når vinden peb, og bjælkerne i det gamle hus knagede, så var det ikke helt så hyggeligt. Der var kommet røg ud i stuen fra pejsen, så han lukkede vinduerne op ud til den mørke nat. Alt imens han talte i en forskrækket ophidset tone om Antikrist. Jeg husker, at jeg forsøgte at kravle dybere ned i lænestolen, hvor jeg sad.

Jeg tror, min far forsøgte at dæmpe den kære onkel. Vi ”vidste jo ikke hvornår,” og der var jo ikke noget at frygte, når vi var Guds børn, forsøgte han. Men hos mig satte den aften sig som et traume. Fremover undgik jeg at lytte til al snak om ”de sidste tider”. Jeg læste kun nødtvungent i Johannes’ Åbenbaring. Og når talen blandt kristne faldt på ”de sidste tider”, begyndte jeg at tale om noget andet. Jeg kunne ikke holde ud at høre om det.

Hoffmanns mørke

Som ung er man jo heldigvis fuld af livsmod og ambitioner. Engang skulle jeg som ung journalist interviewe min yndlingsforfatter Poul Hoffmann. Jeg elskede hans romaner. Men på sine gamle dage blev han meget optaget af alt det, der gik den forkerte vej i verden. Og det var jo ikke så lidt. Lige den dag, jeg skulle møde ham på et motel i Aarhus, var jeg begyndt at komme sammen med en kæreste. Så jeg havde svært ved at holde benene på jorden. Alt så lysegrønt ud.

Men jeg havde ikke tilbragt mange minutter i Hoffmanns selskab, før jeg var både angst og trist. ”Mørke ruger over jorden, mulmet dækker folkene”, citerede han med sin dybe stemme fra Esajas’ Bog kap. 60 i Bibelen. Pludselig så fremtiden mørk og farefuld ud – selv om den pige, jeg var forelsket i, havde sagt ja. Det ærgrer mig, at han ikke citerede fortsættelsen: ”…men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig.”

Det vigtigste er jo ikke mørket, men lyset, der bryder frem over Israel (med tilbagekomsten i 1948) og profetiernes opfyldelse, for det varsler, at Jesus kommer snart og henter dem, der tror på ham, før Dommedag. Og det ender jo godt. Jesus sejrer over det onde, og et vidunderligt Tusindårsrige og en evighed hos Gud venter.

Tag tyren ved hornene

Jeg fortæller disse personlige oplevelser for at komme de læsere i møde, som ikke har lyst til at beskæftige sig med emnet. Måske pga. lignende oplevelser. Men det er vigtigt at tage tyren ved hornene, som man siger. Hvis man hele tiden fortrænger det, der gør ondt, bliver det bare værre og værre. Små ting kan slå os ud af kurs og hensætte os i en tilstand, hvor vi ikke kan reagere, som vi gerne vil.

Jeg kæmpede selv i ca. 20 år – fra 1984 til ca. 2004 – med en stærk angst. Heldigvis mødte jeg den canadiske prædikant Graham Powell, som brød den mørke forbandelse, som min angst havde udviklet sig til. Og i løbet af de næste år slap formørkelsen sit tag. Efterhånden fik jeg også mod til at beskæftige mig med ”de sidste tider”.

Håbet om bortrykkelsen

Næste skridt henimod frihed var, da jeg tvang mig selv til at høre en lydbog om bortrykkelsen. Det var en meget alvorlig bog, så jeg kunne ikke holde til mere end et kapitel ad gangen. Så ind i mellem hørte jeg en lydbog om positiv kristendom og Guds godhed. Som lutheraner var jeg vokset op med et bibelsyn, hvor de kristne skal igennem trængselsperioden med Antikrist. Og hvor Jesus først henter sin brud til allersidst – efter trængslen.

Det er muligt, at det går sådan. Men der er også bibelvers, der tyder på, at de troende bortrykkes FØR Antikrist. Og bare muligheden gjorde, at jeg igen kunne nærme mig det betændte emne.
Gennem de seneste år har jeg derfor studeret ”de sidste tider” indgående. Nogle af de bøger, der skrives om de sidste tider, er imidlertid alt for tunge for de fleste. Andre er for overfladiske og abstrakte. Man kunne lige så godt læse Bibelen, for de har sjældent konkrete forklaringer og udlægninger.

Hvad sker der dog?

Samtidig oplever vi jo i vores tid, at verden på mange måder er af lave. Kæden er hoppet af på det etiske område. Store dele af kirken er kommet på afveje i sit forsøg på at behage vor tids skiftende trends. Jordskælv, tsunamier og andre naturkatastrofer rammer jorden. Det er ikke længere kun Bibelen, der forudsiger en dommedag. Det gør verdens politikere, medier og videnskabsfolk også. De sidste to år har jeg derfor ønsket selv at forstå den tid, vi lever i, og at formidle det i en letforståelig bog.

Udgangspunktet var derfor bogens titel: ”Hvad sker der lige her?” om de mærkelige fænomener, der sker i vores tid. Undervejs blev jeg meget optaget af nogle nye bøger af den amerikanske dr. theol. Ken Johnson. Jeg havde allerede læst mange af hans bøger. Men de sidste handlede især om de skriftruller, der blev fundet i Qumran allerede i 1948-56. Selv om forskere i 75 år har beskæftiget sig med disse skriftruller, er det først på det sidste blevet klart, hvor epokegørende opdagelsen af skriftrullerne er.

Det er næppe tilfældigt, at de kom frem samtidig med, at jøderne fik deres gamle land tilbage. Og skriftrullerne åbner for en forståelse af vores tid – som om det var Guds vilje, at de skulle gemmes i Qumran-hulerne i næsten to tusinde år for så at blive fundet igen netop i vores tid.

De fulgte ’Vejen’

Min bog kom derfor til at handle meget om Qumran-rullerne og essæerne. De var en bibeltro gruppe i Israel på Jesu tid. Faktisk tyder noget på, at både Johannes Døber og flere af Jesu disciple var essæere, ligesom Maria og Josefs slægter var det. Paulus taler om, at han før sin omvendelse forfulgte dem, der tilhørte ”Vejen” – og efter sin omvendelse bekender han, at han nu selv følger den ”sekt”, man kalder ”Vejen”. Og netop essæerne og Qumran-klosteret kaldte sig ”Vejen” – og tilmed ”Damaskus”.

De vidste, hvornår Messias skulle dø

Oplysningerne om essæerne giver os en bedre forståelse af livet på Jesu tid. Men noget af det mest spændende er alligevel, at essæerne kunne regne sig frem til, at den kommende Messias skulle dø i påsken i det år, der i vores kalender er år 32. Og det var netop det, der skete, da Jesus blev korsfæstet. Herefter blev de tusinder af essæere, der fulgte Vejen, formentlig kristne. Og i den første tid kaldte man de kristne for ”Vejen”, hvilket viser det nære forhold.

Essæerne havde regnet sig frem til tidspunktet for Messias’ død ved at gå ud fra de 69 uger (årsuger = 7 år) i Daniels Bogs profeti om Messias. Når de kunne beregne det så præcist, skyldtes det bl.a., at essæerne holdt fast i den oprindelige 364 dages solkalender fra tidernes morgen, mens de korrupte jødiske ledere var gået på kompromis med den syrisk-græske besættelsesmagt og havde indført en 360 dages måne-kalender.

Det var bl.a. grunden til, at påsken faldt på forskellige tidspunkter. Johannes taler i sit evangelium om ”jødernes påske” – dvs. judæernes påske, som blev bestemt af Templet i Jerusalem.
De tre andre evangelie-skrivere følger essæernes oprindelige dage for påsken, som hos dem faldt på de samme datoer og ugedage hvert år.

År 2025-2075

Noget endnu mere spændende er, at essæerne ligesom flere af de første kirkefædre regnede med, at Messias ville komme igen i slutningen af Nådens Tidsalder 6.000 år efter Adam. Ifølge den essæiske opfattelse falder den sidste jubelårs-periode fra 2025-2075. Indenfor den periode burde de sidste profetier derfor gå i opfyldelse. Men så er det måske derfor, at verden er af lave? Dag og time kender vi jo ikke, men det er vigtigt at forstå tidens tegn i den tid, vi lever i, så vi kan sørge for at have ”olie på lampen” og ikke blive ladt tilbage, når han kommer. For vi véd, at Gud vil føre sin retfærdige plan igennem.