Metallovsang: Høreskader i Herrens Hus

Der var kun 32 tilmeldte på Facebook til lovsangskoncerten med det dugfriske kristne metalband ’At The Mountain’. Alligevel fyldtes foyeren i Aarhus Valgmenighed med godt 100 mennesker tirsdag aften.

Karakterernes aften

Ved første øjekast er det uklart, om man er til kirkekoncert eller udklædningsfest. Publikum er en broget skare: nogle kommer direkte fra kontoret, andre bærer Harley Davidson-T-shirts, tanktops og langt skæg. En uofficiel dress-code, der minder om en afdæmpet udgave af Copenhell. Guitaristen Andreas Larsen hilser på alle i foyeren. Hans halvskaldede hoved, lange hestehale og tætte blonde skæg giver et vikingepræget udtryk, der viser sig at være del af en bredere tendens.

At The Mountain lyder som klassisk,
moderne lovsang tilsat hurtige trommer
og tung elguitar. Det kunne næsten have
været Hillsong eller Bethel, hvis disse var på speed.

Den kenyanske kultur er også repræsenteret – primært ved en 19 minutters forsinkelse og en trommeslager i bare tæer. Før koncerten samler de fire bandmedlemmer sig i en bønnecirkel på scenen. Tre minutter med lukkede øjne og armene om hinandens skuldre, mens højtalerne stadig dønner af metalrock. ”Kom frem!” kommanderer forsangeren, Morten Storgaard, mens han varmer guitaren op. ”Vi vil gerne lovsynge med jer!”

De længstskæggede og tatoverede samler sig ved scenekanten, mens de få over 50-årige holder sig bagerst i lokalet og sporadisk piller telefonerne ud af klapcoveret for at tage et foto med blitz. At The Mountain lyder som klassisk, moderne lovsang tilsat hurtige trommer og tung elguitar. Det kunne næsten have været Hillsong eller Bethel, hvis disse var på speed.

Under den første sang rækker publikum armene i vejret. De fleste holder sig til den klassiske frikirkelige lovsangsarm, men en mand i nederdel løfter kortvarigt pege- og lillefinger som refleks i, hvad der kunne ligne et djævlehorn. Det erstattes hurtigt af en knyttet næve i stedet. Det er bandets anden koncert nogensinde, og det kan man godt høre. Alligevel udfylder de tilsyneladende et tomrum i Kirkedanmark, for folk er kommet fra hele landet for at overvære koncerten. Enkelte metalhoveder er endda kørt hele vejen fra København. Altså seks timers kørsel for 60 minutters koncert.

Den del af publikummet, der går klædt efter metal-dress-coden synger bestemt ikke med. Mændene skråler og råber med på en rock-udgave af ‘Hil dig frelser og forsoner’, mens et overtal ‘danser’ ved at rykke overkroppen frem og tilbage. Enkelte tager endda, hvad der ligner, et chassé til højre og derefter til venstre. Det er – ret tydeligt – mænd, der ikke danser normalt, men elsker alt det her.

Prædikanten Gandalf

Bob Beeman sidder tilbagelænet i en stol i hjørnet. Han er en legende i kristen metal og har rejst fra Schweiz til Danmark for at tale her. Publikum sætter sig på gulvet og lytter. Han ligner en bred, tatoveret og yderst hjertevarm udgave af troldmanden fra Ringenes Herre, Gandalf, ”Hvor mange af jer har hørt dette band før?” spørger Beeman. Tre hænder ryger i vejret. ”Det er klart, for de spillede deres første koncert i går,” svarer han selv og lover, at om ti år kender alle kristne At The Mountain.

Mændene skråler og råber med
på en rock-udgave af ‘Hil dig frelser og forsoner’,
mens et overtal ‘danser’ ved at rykke overkroppen
frem og tilbage. Enkelte tager endda, hvad der ligner,
et chassé til højre og derefter til venstre.
Det er – ret tydeligt – mænd, der ikke danser normalt,
men elsker alt det her.

Hans prædiken tager udgangspunkt i Davids salmer og ender med den amerikanske selvfølgelighed: Verden har brug for vækkelse.

Hovedrystende

Så langt så godt. Bob Beeman tager plads på stolen igen og lytter til bandet, der nu har givet sig til at bøje overkroppen helt ned og svinge voldsomt med hovedet i takt med musikken. Der er tale om dansedisciplinen headbanging, der går ud på at køre hovedet aggressivt i cirkler til musikkens tempo. ”Jeg ville bare sige tak. Uden ham var den her type musik måske aldrig blevet udgivet,” forklarer en fan.

Da Beeman i 80’erne under den store metalbølge fra Californien forgæves forsøgte at overbevise pladeselskaberne om at udgive kristen rock, grundlagde han kirken Sanctuary International i Los Angeles målrettet metalhoveder. Her skabte han et fællesskab for kristne musikere og fans, der følte sig udstødt af både kirken og metalscenen. Sanctuary blev hurtigt et samlingspunkt for bands som Stryper, Bloodgood og Deliverance og voksede til en bevægelse, der kombinerede tro og heavy metal.

Selvom det er store navne i de miljøer, perspektiverer vi for en sikkerheds skyld, så alle kan være med. Bandet Stryper har alene solgt 10 millioner album. Dobbelt så mange som Kim Larsen og hele ti gange flere end Lis og Per.

Elefantbønner

Det lovede kenyanske islæt udebliver næsten, men lander heldigvis inden koncertens afslutning. Bandet beder en bøn for, at de vrede elefanter, der bliver ved med at smadre guitarist Terry Richards’ ejendom, må holde op. I samme omgang at vildkatten må forsvinde fra hans have. Det er svært at vurdere, om det er en vittighed, eller om den er god nok. Trommeslageren, Jonas Brunsnæs, træder nu ned fra scenen og afslører i den forbindelse sine bare tæer i shortsene. Han har svært ved at vende sig til at gå med sko, efter han er flyttet med sin hustru til Kenya, fortæller han.

At The Mountain er bestemt ikke for alle. Mens nogle så ekstatiske ud, så enkelte endda deciderede chokerede ud, for kirken er en uvant scene for metalgenren, men i det mindste beviste At The Mountains, at der er plads til andet en babysalmesang på listen over kirkelige musikalske revolutioner.