Min evangelikale identitetskrise

Der er blevet sagt og skrevet meget om indsættelsen af Donald Trump som USA’s 47. præsident. Og ikke mindst om alt, hvad der er af kaos og krisestemning i kølvandet på denne begivenhed. Ved selve indsættelsen blev det for mange biskop Budde, der bad om nåde for forskellige seksuelle minoriteter i USA, der gjorde mest indtryk på dem. Positivt, altså.

For mig var det kirkelederen Franklin Grahams forbøn for Trump, der gjorde mest indtryk. Negativt, vel at mærke. At den evangelikale kirke og kristenhed i USA i så overvejende grad ikke bare bakker op om Trump som præsident, men ligefrem betragter ham som udvalgt af Gud, er et tegn på en uhellig alliance mellem kirke og politisk ideologi, som jeg på ingen måde kan se mig selv i. Det blev for mig et endegyldigt tegn på, at den ”evangelikale” selvforståelse, som jeg i mange år har abonneret på, er i frit fald.

Jeg har måttet indse, at jeg, som betegner mig selv om ”evangelikal kristen”, befinder mig i en dyb identitetskrise, så dyb, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet vil betegne mig som evangelikal længere.

Det evangelikale anliggende

Når det var lige præcis kirkelederen Franklin Grahams bøn, der nærmest blev dødsstødet for mig, så hænger det ikke mindst sammen den indflydelse, som hans navnkundige far Billy Grahams åndelige arv har beriget den evangelikale familie verden over med. Et ”ministry”, som hans søn, Franklin Graham, nu står i spidsen for. Billy Graham ledte i utallige år forskellige evangelistiske kampagner verden over med det formål at forkynde evangeliet om Jesus Kristus til tro og frelse for mennesker.

Meget godt er fulgt i hans kølvand, mange har hørt og modtaget evangeliet og kirker er blevet inspireret til at dele de gode nyheder alle vegne. Nogle har kaldt Graham for den evangelikale families ukronede pave, men det er nok at tage munden lidt for fuld. Men hans indflydelse på den evangelikale kristenhed kan dårligt overvurderes. Jeg har selv besøgt retrætestedet Forrest Home i Californien under en lederretræte, stedet, hvor Billy Graham modtog visionen om at tage ”det hele evangelium til hele verden”.

For mig var det et stort øjeblik, og jeg oplevede mig dybt forbundet med de kristne fra alverdens protestantiske kirkesamfund, jeg var sammen med. På trods af vores både teologiske og kulturelle forskelle så var vi dybt forbundne, forenede af en grundlæggende evangelikal selvforståelse og dens pejlemærker. En evangelikal identitet, der trodsede syn på dåb, nadver og andre spørgsmål, der i den hjemlige kirkelige andedam ellers kan blive meget store. Men hjertet for at bringe evangeliet til alle var en større sag at samles om. Det evangelikale anliggende er – ganske enkelt – at sætte evangeliet i centrum.

Den evangelikale hjertesag

Hvis man skal forsøge at definere den evangelikale hjertesag, så handler det for det første om en grundlæggende traditionel eller konservativ tilgang til teologiske spørgsmål. Fx spørgsmål om vielse af to af samme køn, som afvises. Der råder hos evangelikale en grundlæggende positiv tillid til Bibelen som Guds inspirerede ord og kilde til forståelsen af, hvem Gud er, og hvad frelse er. Personlig tro og omvendelse er omdrejningspunktet for forkyndelsen og skal netop kalde til tro og efterfølgelse af Kristus og engagement i den lokale kirke.

Derfor står også ”mission” og det, som flere desværre værger sig for at tale om i dag, nemlig ”evangelisation”, også centralt. I vores frygt for at være normative er mange kirker desværre blevet bange for deres eget budskab og vil gerne nøjes med gode diakonale tjenester. Men mission og også den mundtlige forkyndelse og kristnes vidnesbyrd i verden spiller en afgørende rolle. Men allerede på dette tidspunkt for over snart 15 år siden mærkede jeg blandt mine amerikanske venner, at man nok havde en fælles evangelikal identitet, men at der nedenunder lurede politiske spændinger, der sidenhen har ført til ikke bare diskussioner, men dybe splittelser, og forårsaget en krise i den evangelikale familie i USA.

”At den evangelikale kirke og kristenhed i USA
i så overvejende grad ikke bare bakker op om Trump som præsident,
men ligefrem betragter ham som udvalgt af Gud,
er et tegn på en uhellig alliance mellem kirke og politisk ideologi,
som jeg på ingen måde kan se mig selv i.”

En krise, som sætter sin ring-effekt verden over. Disse spændinger er nu brudt ud i lys lue. Der er naturligvis gode kræfter, der forsøger at holde sammen på den evangelikale familie, ikke mindst præst og forfatter Andy Stanley, der med sin tankevækkende bog ”Not in it to win it” forsøger at bygge en bro over det svælg, der åbner sig mere og mere mellem forskellige evangelikale grupper i USA. Men krisen er ikke til at komme uden om.

Krisen kradser

Der er sket en politisk højredrejning af det kristne USA. I fundamental mangel på respekt for de demokratiske værdier samt tabet af kristne værdier i samfundet og nye woke-strømninger er mange kristne i USA flygtet ind i armene på Trump. Selvom de ikke nødvendigvis bryder sig om ham, så er han på papiret i deres øjne den ”mest kristne” – hvis man da lige ser bort fra hans livsstil, kriminalregister og øvrige adfærd. Nogle ser ham ligefrem som en slags kong Kyros, en gammel-testamentelig hedningekonge, der ikke frygtede Gud, men alligevel blev et redskab for Guds vilje i verden.

Og ja, ifølge Trump selv, så blev han reddet af Gud for at ”make America great again” – som om Gud ikke selv skulle kunne klare den sag. Når man befinder sig i et værdimæssigt vakuum, som vi på mange måder gør nu, så fristes man i fraværet af en god leder til at vælge en dårlig.

Nye betegnelser skaber nye identiteter

På den store Lausanne-kongres i Seoul i 2024, et forum, som Billy Graham var med til at skabe, er bevidstheden om den uheldige kobling af politisk højre drejning og evangelikal identitet slået igennem. Derfor begyndte flere her at betegne sig selv som ”disciple making Churches” i stedet for evangelikal. En betegnelse, der sådan set flugter fint med den evangelikale selvforståelse og hjertet til at give evangeliet videre og bygge lokale fællesskaber.

Men oversat til dansk er ”discipel-gørende kirke” et meget gumpetungt udtryk. Lige så lidt som ordet ”disciplende” fungerer på dansk ”gør dicipelgørende kirke” det heller ikke. Vi har brug for at få den evangelikale hjertesag genbeskrevet i vor tid. Men der skal også ske en sproglig bearbejdelse, så det fungerer på dansk. Ellers går det aldrig til hjertet. Spørgsmålet om identitet og identitetspolitik er som bekendt noget, vi alle skal forholde os til.

Og når det går galt mellem os mennesker, så er det ofte, når en identitet ved et menneske så at sige ”overtrumfer” de andre identiteter, vi har. At én identitet nærmest udraderer alle andre. Jeg er fx både luthersk og karismatiker. Men jeg er også rundet af det missionske og inspireret af det grundtvigske i de senere år. Osv. Så opgaven, der ligger foran os, der i hjertet oplever, at den evangelikale ild stadig brænder, er at finde nye måder at beskrive sagen, vi er optaget af, mere end den gruppering, vi tilhører. Eller engang hørte til.

I vores frygt for at være normative er mange kirker
desværre blevet bange for deres eget budskab
og vil gerne nøjes med gode diakonale tjenester.

Ord, begreber og grupperinger skifter som bekendt betydning, og noget kan størkne og sætte sig fast. Jeg frygter, at den politiske højredrejning og den evangelikale identitet nu er blevet så uløseligt forbundet, at de ikke kan vristes fra hinanden. Men heldigvis er evangeliet ikke noget, de ”evangelikale” har patent på!