Ramadanen bliver markeret på rådhuset, men fasten gør ikke
P. Benny Blumensaat
Kirkegade 58
6700 Esbjerg
I Kristeligt Dagblad d. 5. marts gør Sørine Godfredsen opmærksom på at der en ubalance i, at der i anledning af muslimernes ramadan, som indledes i disse dage, indbydes til stormiddag på Københavns rådhus, og at ikke andre trossamfund får samme behandling, og det kan hun have ret i. Det hænger sammen med, at den kulturkristendom, som hersker i Danmark, intet har at byde ind med og derfor overtager andre, hvad der engang hørte kristendommen til, og det accepteres gerne i mangfoldighedens navn.
I onsdags var der ca. 200 mennesker til messe i Skt. Nikolaj Kirke i Esbjerg, som indledte den kristne faste (40 dage inden påske). Her bad vi om, at fasteperioden må bringe mennesker tættere på Jesus, og at vi gennem faste, bod og bøn må bringe Guds kærlighed ind i en verden, hvor aggressivitet, oprustning (køb, køb, køb) had og uforsonlighed bliver fremmet både af politikere og medierne i en grad, der næppe tidligere er set.
Den kristne faste bliver forbigået i stilhed, ja de fleste aner ikke engang, at den er begyndt, selvom det er der, kimen til den virkelige fred findes.
Fasten drejer sig om at stå ondskaben imod og forsone sig med sine fjender, lade tilgivelsen råde frem for had og vrede og gennem omvendelse at komme til tro på Jesus. Jesus spiste gerne med sine venner, men han bad dem også om at fortælle andre, at det er ham, der er vejen, sandheden og livet.