Se dit eget mørke i øjnene – med Jesus ved din side

Jesu fristelse i ørkenen indbyder til fastetidens formål: At komme Gud nærmere. Når vi søger Helligånden, kan der komme indre dæmoner og vores egen brudthed frem. Måske har du oplevet noget ligende i dit eget liv: Når du står i noget, som er godt og smukt og sandt, og så pludselig erfarer du, at gamle minder, sår og skrammer vælter op i dig? Hvis der er ro omkring os kan vi høre den indvendige larm.

Jesus drives ud i ørkenen af Ånden og er der, som jøderne var det, da Gud befriede dem fra Egypten – dengang i 40 år, nu i 40 dage. Jøderne var et ulydigt folk, der fandt på alle mulige unoder og falske guder, Jesus er den lydige søn, der holder sig til Guds kærlighed. Jesus faster i 40 dage og i 40 nætter, hvilket er bemærkelsesværdigt, da det var normalt, at man fastede i dagstimerne, men ikke om natten.

Fristerens taktik

Djævlen, navnet på ham eller den som frister, kendes også som Satan, Beelzebul eller dæmonernes fyrste. Satan betyder ”modstander” og ”anklager” og djævlen betyder ”bagtaler” eller ”bagvasker”. Det er altså den magt, som modarbejder Guds plan med mennesker, nemlig at elske hele skaberværket til frelse og til liv. Djævlen møder Jesus med tre fristelser, og Jesus besvarer dem alle tre med love fra 5. Mosebog, Shema Israel, den jødiske trosbekendelse: Hør Israel, Gud er én Gud. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.

I teksten fristes Jesus med de ting, som er vigtige for mennesker: Basale behov, sikkerhed og status. Det er en forenklet udgave af Marslows behovspyramide, vi har med at gøre her. Jeg hørte engang en amerikansk metodist-prædikant beskrive, at det, som fristeren frister os med, må indeholde elementer af noget, vi kan genkende som godt. Det kan ikke være ren ondskab, for så ville vi jo blive bange og ikke overveje at lade det komme ind i vore sind og hjerter.

Og det er sådan, bagtaleren arbejder: Ved at tage noget, som er af sandhed og af godhed og så dreje det til sin egen fordel, så vi tror, at vi kan undvære Gud. Så vi mennesker, ganske som Adam og Eva i den oprindelige synd, tænker, ”nååå, men lige det her, det kan jeg godt klare uden Gud… jeg tør ikke rigtig spørge om det her” Første gang handler det om mad, det helt basale. Jesus har ikke spist i 40 dage, og Jesus lider af sult. ”Hvis du er Guds søn…” Djævlen ved ligeså godt som Jesus selv, at han ER Guds søn.

Men bagtalerens mester forsøger at så tvivl i Jesu hjerte om hans sande identitet. Det kender vi jo til i vore egne liv, når vi slår os på tanker, som ”hører jeg mon også til hos Gud? Er jeg velkommen?” Anden gang er det om beskyttelse. Fristeren vil have Jesus til at afprøve Guds beskyttelse og trofasthed. Det kan vi jo komme til i vore egne liv også: ”Hvis ikke Gud svarer på min bøn, så er det fordi, Gud ikke vil mig.”

Tredje gang drejer det sig om magt, rigdom, pomp og pragt. Status og succes er så indvævet i vores samfund, at vi måske slet ikke lægger mærke til omfanget. Hver gang, vi forkynder til verden og til os selv, at vores identitet er andet, end at vi er elskede Guds børn, så er vi af verden og ikke i verden. Når vi går med på verdens tendenser angående vores ambitioner med vores job, studier, træning, udseende, familier, ja endda med vores menighedsfællesskaber og kirkearbejde, så giver vi os hen til en anden fortælling end den, der er Guds. Så går vi med på fortællingen om, at vores indsats og arbejdsmoral kan give os kærlighed og frelse – så har bagtaleren ret.

Frelse og nåde i at give slip

Men evangeliet, det glade budskab i Jesu fristelse i ørkenen, er, at der er frelse og nåde i at give slip. Jesus giver slip: Han lader ikke de ting, Djævlen frister ham med, komme ind under huden på sig, fordi han hviler i Guds kærlighed, og så er alt andet uvæsentligt. Jesus er vores Frelser og Herre. Vi kan inspireres af den måde, Jesus elsker Gud på. Men vi må passe på med at dømme os selv og i virkeligheden give modstanderen endnu mere brændstof ved at tro, at vi ikke er gode nok børn, hvis vi fejler og ikke kan modstå ligesom Jesus.

Det gør alle mennesker – hver dag. Men vi kan forsøge, som Jesus gør, at give slip på kampen om frelse. Den gives kun af Gud Helligånden. Det er de gode nyheder: At Gud elsker verden og dig så højt, at alt det, du fristes af og giver efter for, det kender Gud allerede til, ligesom at Jesus er ført ud i ørkenen af Ånden for at fristes. Vi inviteres til i fasten at se vores eget mørke i øjnene. Det, som bor i os, og som er i verden. Imens vi gør det, så er Jesus selv ved vores side, i vore hjerter. Også når vi tror, at vi er i ørkenen et helt forladt og ensomt sted – der er Helligånden. Amen.

Prædikentekst: Matt. 4,1-11

Fristelsen i ørkenen

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: ”Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.” Men han svarede: ”Der står skrevet: ’Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.’” Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham:

”Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ’Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’” Jesus sagde til ham: ”Der står også skrevet: ’Du må ikke udæske Herren din Gud.’” Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.”

Da svarede Jesus ham: ”Vig bort, Satan! For der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’” Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.