Fastetid, international kampdag og en sikker hånd
Som lille dreng løb jeg engang rundt sammen med en anden dreng og legede på kanten af nogle vandbassiner. Det var et afspærret område med hegn ved boligblokkene, hvor man ikke måtte lege. Der var en del alger på kanten af bassinerne, og på et tidspunkt røg jeg ned i vandet.
Jeg kunne ikke svømme, og jeg kan huske, at jeg begyndte at synke ned under vandet. Jeg kan også huske billedet af ham, jeg legede med, der kom løbende ovre fra venstre og hen imod det sted, hvor jeg var under vandet – og så kan jeg huske, at der kom en hånd ned i vandet og trak mig op.
For ikke så længe siden så jeg et afsnit af serien The Chosen, hvor Jesus rækker hånden ned i vandet og trækker Peter op. Scenen var lavet på en måde, som gav mig et ret tydeligt deja vu til dengang, hvor jeg som dreng så en lignende hånd, der kom ned og hev mig op. Oplevelsen har fået mig til at tænke på, hvor tit Jesus stikker hånden ud og trækker os op, når vi er ved at gå helt ned.
Det kan virkelig føles som at være ved at drukne, og så rækker han sin hånd ud og hiver os op igen. Det kan være, når vi er ved at drukne i sorg eller bekymring – for os selv, vores arbejde eller vores omgivelser. Det kan være, når vi, som mange gør lige nu, bekymrer os over verdensfreden og vores eget lille lands fred. Der er ikke en situation, hvor Gud ikke kan række sin hånd ud og trække os op.
Han kan række sin hånd til en hel menighed og trække den op. Han kan for den sags skyld også række en hånd ud til et helt land og trække det op. Lørdag den 8. marts er det kvindernes internationale kampdag. Hvis bare verdens ledere kunne nøjes med det samme; en enkelt international kampdag. Desværre lader det lige i øjeblikket til, at hver dag er deres internationale kampdag. Den samme følelse kan jeg i øvrigt også nogle gang få på de sociale medier, hvor det ofte lader til at være alles internationale kampdag.
Fastetiden, som begyndte i onsdags, er, udover at være en anledning til at give afkald på forskellige ting og til at rette fokus mod Gud og øge sin taknemlighed, også en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor Jesus rækker hånden ud og giver os mulighed for at gribe fat og lade ham trække os op, trække os ud, trække os væk fra hverdagens travlhed og bekymringer og forkerte fokus, så vi igen kan få luft. Jeg er ikke selv en mester til at faste, men jeg er til gengæld ret god til at være lige ved at drukne – og så er det altså rart at have en hånd at gribe fat i.
