”Da var det, jeg så Jesus smile ned til mig fra korset…”
Den, der kender Leif Andersens forfatterskab, ved, at mange af hans bøger beskæftiger sig med tunge, mørke emner som tvivl, det onde og lidelsens problem. Dette er imidlertid ikke tilfældet med hans nye bog, ”Da jeg så Jesus smile”, hvad der allerede stråler igennem i bogens titel.
Bogen tager udgangspunkt i en rejse til Rom sidste sommer. Her var han bl.a. på besøg i kirkeruinen Santa Maria Antiqua, der er fra 6. århundrede. Leif Andersen var ivrig efter at se et maleri af Jesus som korsfæstet, som befinder sig i kirken. Da han endelig fandt det, ”da var det, jeg så Jesus smile ned til mig fra korset og hviske: ’Velkommen, Leif. Jeg har ventet på dig’” (s. 10).
Denne oplevelse har sat dybe spor i ham, og som han skriver, vidste han jo godt i forvejen, at Jesus er den villigt og med glæde tilgivende, men han havde ikke set det før.
Tårer fik en ny betydning
Udover denne scene inviterer Leif Andersen os med ind i endnu en scene, som udspiller sig nogle uger efter oplevelsen i Rom. Han fortæller, hvordan han har let ved at blive bevæget, og hvordan han har syntes, at det er pinligt, når det sker, bedst som han står på en talerstol og pludselig ikke kan styre sin stemme. En søndag er han så til gudstjeneste hos sin søn, der også er præst, og netop denne søndag er prædiketeksten fortællingen om synderinden, der græder og vasker Jesu fødder med sit hår uden at føle sig pinligt berørt.
Med udlægningen af denne beretning får Leif Andersens tårer pludselig en anden betydning for ham – de bliver en salvning af Jesu fødder, og – som han skriver: ”Han er en tåresalvning værd” (s. 21).
Kunsten og den lidende Kristus
Leif Andersen tager derudover læseren med tilbage i den kunsthistoriske fremstilling af Jesus, hvor kunstnerne den første tid efter Jesu død og opstandelse veg tilbage fra at afbillede ham på korset. Senere, da korsfæstelserne ikke længere fandt sted, kunne man så småt begynde af male Jesus som korsfæstet, men stadig undlod man at vise den lidende og afmægtige Jesus. Den mand, man fra den tid ser på korset, er den gode hyrde eller den herskende.
Forsonings lærens tre tolkninger
Samtidig føres vi også ind i teologiens tale om tre forsoningslærer: Den klassiske, den objektive og den subjektive. Denne fremstilling af de tre måder at tolke Jesu korsdød på er den mest letforståelige og mest afbalancerede, jeg endnu har læst. Her spilles de tre forsoningslærer ikke ud mod hinanden, som det ofte ses. I stedet viser Leif Andersen, hvordan hver af dem peger på én side af, hvad der skete, da Jesus døde på korset.
”Da jeg så Jesus smile” er en på alle måder smuk og opløftende bog. Især forfatterens egne erfaringer med Jesus’ godhed og kærlighed er med til at vække en fornyet taknemlighed og kærlighed til vores frelser og forløser.
Leif Andersen: ”Da jeg så Jesus smile”. 64 sider. 149,95 kr.
Forlaget Lohse