IPSICC

Er Danmark et kristent land?

Pastor Benny Blumensaat,
Kirkegade 58, 6700 Esbjerg

I KD d. 16. april skriver avisen i en artikel på forsiden, at en ny måling viser, at fire ud af fem danskere siger, at Danmark er et kristent land. Danmark bliver ikke et kristent land ved flertalsafstemning, men ved et personligt forhold til den Treenige Gud, som man bekender troen på og ved at acceptere, at Jesus Kristus er Messias, at han er vejen, sandheden og livet. Efterfølgere af Jesus blev kaldt for kristne første gang i Antiokia (ApG 11:26), og en kristen er altså en Jesu efterfølger, en, der gør, hvad han siger.

Provst Anna Helleberg Kluge siger i samme artikel, ”folk kommer i kirke til foredrag, koncerter og ved store højtider. Få er faktisk optaget af, om de tror på opstandelsen eller reinkarnation, og provsten mener alligevel, at vi som folk kan kalde os kristne”. Man er kristen, når man ved troen og dåben er forbundet med Jesus Kristus, beder til ham og lever, som han ønsker det. Foredrag og koncerter hører til i forsamlingshuse, biblioteker, musikhuse, foreningshuse og sportshaller etc.

Kirken skal danne ramme om forkyndelsen af Jesus Kristus og medvirke til at fremme et troens og kærlighedens fælleskab og ikke være skueplads for kendisser og alverdens initiativer, der intet har med kristendommen at gøre, men tværtimod udhuler den. Danmark er et af verdens mest sekulariserede land, hvor sand kristendom fylder meget lidt.