Er Danmark et kristent land?
Pastor Benny Blumensaat,
Kirkegade 58, 6700 Esbjerg
I KD d. 16. april skriver avisen i en artikel på forsiden, at en ny måling viser, at fire ud af fem danskere siger, at Danmark er et kristent land. Danmark bliver ikke et kristent land ved flertalsafstemning, men ved et personligt forhold til den Treenige Gud, som man bekender troen på og ved at acceptere, at Jesus Kristus er Messias, at han er vejen, sandheden og livet. Efterfølgere af Jesus blev kaldt for kristne første gang i Antiokia (ApG 11:26), og en kristen er altså en Jesu efterfølger, en, der gør, hvad han siger.

