– Jeg brugte og udviklede de evner, som Gud gav mig, og det gør jeg stadig

I højt solskin ankommer vi til den hvide villa i Jelling, hvor 53-årige Anette Hoffmann Møberg sammen med sin familie har boet de sidste tyve år. Hun blev gift med Henrik Møberg i 1994, og sammen har parret tre voksne døtre.

I den ene ende af haven står et håndboldmål, men ellers er der ingen synlige tegn på, at vi er sammen med en tidligere håndboldstjerne. En af de ”jernhårde ladies”, som det danske kvindelandshold i håndbold blev kaldt i midten af halvfemserne.

”Vi kom frem på samme tid som udtalelsen: “At livet var for kort til at se kvindehåndbold,” siger Anette med et varmt smil og et glimt i øjet. Hun voksede op i et kristent hjem i Jelling, og hun oplevede fra barnsben at have Gud med som en naturlig del af hverdagen. Det gav hende en fred og et håb at have Jesus med i alle ting. At kunne vende alt med Jesus var for hende en stor tryghed. Ligesom det var dejligt at have den indre ro, som Gud gav hende. ”Jeg føler, at mine håndbold-evner var givet af Gud. Når jeg tænker tilbage på de ti år fra 1990 til 2000, er det med stor taknemmelighed.”

Sammen med landsholdet vandt hun OL-guld i 1996 og 2000, ligesom holdet også vandt guld ved VM i 1997 og ved EM i 1994 og 1996. Hun sluttede også med kåring til Allstar-holdet under OL i 2000 som bedste venstre fløj. Da Anette blev kendt, oplevede hun, at landsholdet var hvermandseje, hvilket hun skulle vænne sig til at navigere i.

“Folk var utrolig søde og støttende. Jeg forsøgte at have benene solidt plantet i jorden, men efter jeg stoppede med at spille håndbold på topplan, kunne jeg mærke, at der havde været et pres, hvilket jeg heldigvis ikke tænkte ret meget over, mens jeg var i det.”

Gud var med

Anette følte sig velsignet og passet på i de intense år med håndbold på topplan. Mange gange oplevede hun, at tingene flaskede sig, dog ikke altid som hun forventede eller bad om.
Flere gange i bilen, hvor der kunne være sket uheld, oplevede hun, at Gud passede på hende, og i flere situationer følte hun, at Jesus talte igennem hende.

”Det var utroligt dejligt at føle, at Gud var der, både i medgang og modgang,” siger hun smilende og fortsætter: ”Jeg synes, vi nogle gange som kristne går for meget op i, at man skal være på en bestemt måde. Ligesom vi også kan gå for meget op i de forskellige meninger, der er indenfor kristendommen. Vi tror på den samme Gud og på, at vi er elsket, som vi er. Vi skal ikke gøre os fortjent til hans kærlighed. Det er for mig det vigtigste budskab. Med en firkantet holdning, tror jeg nogle gange, vi kan afskære os selv fra ting, som vi måske i stedet skulle gå ind i. Vi skal turde at gøre os sårbare i mødet med andre.”

Hvad var det bedste ved din håndboldkarriere?

”Det bedste var sammenholdet. Det værdifulde i at arbejde sammen og kæmpe hårdt for at nå målene. “Vi var som en flok veninder, der mødtes, vi var gode til at bakke hinanden op både på og udenfor banen.” Holdet brugte omkring en fjerdedel af året sammen og flere spillede også på samme klubhold, så de kendte hinanden rigtig godt.

”Jeg føler, at mine håndboldevner var givet af Gud.
Når jeg tænker tilbage på de ti år fra 1990 til 2000,
er det med stor taknemmelighed.”

”På det nuværende herrelandshold og kvindelandshold kan jeg se det sammenhold, som vi også havde dengang. Det er en fornøjelse at se den oprigtige glæde, når ens holdkammerater lykkes. Man bakker op om hinanden og hjælper hinanden. Nogen spiller mange flere minutter på banen end andre, og man har forskellige roller, men alle kæmper jo for at få lov til at spille. Det er om at slå til, når chancen byder sig. Vi kunne rigtig godt lide at være sammen, og vi kunne lide hinanden, og det gjorde også, at vi var bedre på banen. Vi var gode til at klappe hinanden på skulderen, når man havde brændt og fik en skideballe fra bænken. Vi var gode til at vende en dårlig periode i kampene, og selvom vi var bagud, formåede vi ofte at få det vendt til sejr. Vi stolede både på egne evner og på vores evner som hold.”

Anette begyndte at spille håndbold som 7-årig i Jelling. Det var et hold, som holdt sammen gennem alle ungdomsårene, og som vandt DM to gange. På et tidspunkt blev Anette opdaget som talent og blev udtaget til ungdomslandsholdet. Senere som 19-årig blev hun udtaget til A-landsholdet.

”Det var først, da jeg kom tæt på udtagelsen til ynglinge landsholdet, at det gik op for mig, at det kunne blive til noget mere. Det var ikke noget, jeg tidligere havde drømt om, tænkt på eller troet, at jeg kunne. Men fordi det tilrettelagde sig sådan, og fordi jeg havde evnerne og fik mulighederne, tænkte jeg, at det var det, jeg skulle.”

”Vi var gode til at vende en dårlig periode i kampene,
og selvom vi var bagud, formåede vi ofte at få det vendt til sejr.
Vi stolede både på egne evner og på vores evner som hold.”

”Både min far, mor og mine søskende bakkede mig fuldstændig op, hvilket betød rigtig meget for mig. De var med til de store kampe, men fordi jeg er den mellemste af tre søskende, var især min mor selvfølgelig også optaget af at være der for min storebror og min lillesøster. Min far var selv meget bidt af håndbold, og det er ikke så længe siden, han fortalte, at der dengang kom nogen, der spurgte ham, om jeg ikke brugte for megen tid på håndbold? Det var nok ment godt, men lidt grænseoverskridende at høre, men rigtig dejligt, at de samme folk et par år senere vendte 180 grader og nævnte, at de virkelig bakkede op og syntes, at det var sejt og godt gået. Jeg brugte rigtig meget tid på håndbold, fordi det var nødvendigt, hvis jeg ville være med på det niveau, og jeg arbejdede også ved siden af.”

Accepter andres livsstil

Anette tænker, at når vi har travlt med, hvordan andre skal leve deres liv, kan det have en negativ effekt. Hun synes, det er forkert, fordi vi ikke skal dømme hinanden. Man skal være den, man er, med de evner, man har fået og gøre brug af dem. I dag arbejder hun med salg af idræts-, trænings- og aktivitetsudstyr til danske klubber, skoler og institutioner i en virksomhed beliggende i Skive. ”Jeg er glad for mit arbejde som salgskonsulent i A-Sport, og jeg vil fortsat give og gøre mit bedste.”

Opmuntring gør en forskel

Anette mener, at noget, vi kan tage med i livet, er at acceptere hinanden. At det er okay at gøre sig sårbar og at lave fejl. Det er også vigtigt at støtte hinanden, at give skulderklap og ros til hinanden. Anerkendende ord er væsentlige, og vi bliver faktisk også bedre til det, vi gør, når vi får ros. “Ved at rose og anerkende hinanden kan vi hæve trivslen og glæden hos andre. Det kan også ændre hele verdenssituationen, som nu er temmelig udfordret,” siger Anette.

Anette uddannede sig som pædagog, og selvom hun ikke har arbejdet meget i faget, bruger hun mange af de ting, hun lærte på uddannelsen.

”Det er en almindelig menneskelig tanke at konkurrere med andre, og jeg er også selv et konkurrencemenneske. Det skal man ikke slå sig selv i hovedet over at være, det er med til at udvikle os. Men det er klart, at det gør os bedre, når vi støtter og roser hinanden. Opmuntrer vi hinanden, skal ordene være ægte og oprigtige både for modtagerens skyld og for vores egen. Opmuntrende ord kan skabe glæde og motivation. Alle mennesker vokser af at modtage anerkendelse, også dem, der har svært ved at tage imod den. Vi kan alle blive meget bedre til at anerkende hinanden med ord, men det er vigtigt, at det er ægte,” slutter Anette.