Mindeord om tidligere pinsemenighedsforstander Karl Kühn

Tirsdag den 25. marts modtog vi i Tønder Frikirke besked om, at Karl Kühn i en alder af 93 år var gået bort, eller som han selv ville have udtrykt det: ”var blevet forfremmet til herligheden”.
Karl har haft en helt særlig betydning for Tønder Frikirke – og for en række andre kirker og fællesskaber i Danmark. Sammen med sin kære Solveig – som vi tog afsked med for blot to måneder siden – dedikerede han sit liv til at tjene den Gud, som han fuldt og fast satte sin lid til. Karl voksede op i en fiskerfamilie i Højer og færdedes som barn og ung i Tøndermarsken. Karl har fortalt, at det var i et af de mange fåreskure, som lå spredt rundt om i marsken, at han oplevede et kald til at tjene Jesus, og det blev definerende for hele hans livsgerning.
Gennem årene blev det til tjeneste i Nykøbing Falster, København, Vejle, Canada, igen i København, på Bornholm og til sidst tilbage i Sønderjylland, hvor Karl tog initiativ til at sammenlægge Pinsekirken med Apostolsk Kirke til det, der i dag hedder Tønder Frikirke. Karls liv og tjeneste var kendetegnet ved hans kærlighed til mennesker. Han var handlingens mand og var altid parat til at smøge ærmerne op og yde en praktisk indsats.

Han havde øje for den enkelte og var i øjenhøjde med de mennesker, som omgav ham. Han havde aldrig for travlt til at tage på sygebesøg eller sende én eller anden en hilsen. Hans forkyndelse var tekstnær og kristuscentreret og hans omgangstone var uselvhøjtidelig og fuld af humor. Karl talte frimodigt med mennesker, han mødte, om troen på Jesus som sin frelser og var nidkær i tjenesten for den Herre, som havde kaldet ham i hans tidligste ungdom.
Vores hjerter fyldes af taknemmelighed til Karl, og vi vil savne ham – samtidig med at vi glæder os over, at han nu er et bedre sted og genforenet med sin Solveig. Karl blev bisat fredag den 4. april kl. 14 fra Tønder Frikirke, Carstensgade 95 i Tønder.
Æret være Karl Kühns minde!