Pave Frans’ sidste dag efterlader verden med et stort håb

“Jesu opstandelse er i sandhed grundlaget for vores håb. For i lyset af denne begivenhed er håb ikke længere en illusion. Takket være Kristus – korsfæstet og opstanden fra de døde – skuffer håbet ikke! Spes non confundit! (jf. Rom 5,5). Dette håb er ikke en flugt, men en udfordring; det bedrager ikke, men giver os styrke.

Alle, der sætter deres håb til Gud, lægger deres svage hænder i hans stærke og mægtige hånd; de lader sig rejse op og begiver sig afsted på vandring. Sammen med den opstandne Kristus bliver de håbets pilgrimme, vidner om kærlighedens sejr og om Livets afvæbnede kraft. Kristus er opstanden! Disse ord rummer hele meningen med vores eksistens, for vi er ikke skabt til døden, men til livet. Påsken er livets fest!”

Disse håbefulde ord var pave Frans’ sidste påskebudskab, som han gav påskedag i forbindelse med den traditionelle Urbi et Orbi-velsignelse. Paven deltog ikke i den forudgående messe under åben himmel på Peterspladsen, som blev fejret af kardinal Angelo Comastri, og der var derfor stor spænding omkring, om han ville træde frem på balkonen over indgangen til Peterskirken, som traditionen byder.

Da forhænget blev trukket til side, og paven kom til syne i sin rullestol, brød pladsen ud i jubel. Han var for svækket til at læse budskabet selv, men nåede nærmest hviskende at lyse velsignelsen. Trods hans svækkelse havde ingen forestillet sig, at det var sidste gang, han ville ses på Peterspladsen. Allerede næste morgen „gik han hjem til Faderen”, som det altid lyder i Vatikanets meddelelse om en paves død.

Guds perfekte timing

At pave Frans døde mindre end et døgn efter at have bekræftet det kristne håb om det evige liv, føles som en højtidelig og mægtig påmindelse. Guds timing synes nærmest perfekt. At en pave dør netop på dagen, hvor Kristi opstandelse fejres, rummer et vidnesbyrd i sig selv. Juleaftensdag 2024 åbnede pave Frans jubelåret ved at træde hen og fysisk åbne den hellige dør til Peterskirken – en dør, der kun åbnes hvert 25. år.

Ved den lejlighed erklærede han, at 2025 skal være et jubelår med temaet „Håbets pilgrimme“. Et jubelår i den katolske kirke er en tid for forsoning, nåde og åndelig fornyelse. Pavens egen død midt i denne tid styrker også hans budskab om, at vi er skabt til livet – ikke døden. I en verden, hvor politik fylder så meget, minder pave Frans’ afsked os om det kristne håb, der rækker ud over det jordiske.

Noget, der også har rørt mange menneskers hjerter, er pave Frans’ mod og vilje til at fuldføre sin opgave helt til det sidste – på trods af sygdom og svækkelse. Selvom han var tydeligt præget af sin tilstand og måtte sidde i rullestol, valgte han alligevel at vise sig for de mange tusinde på Peterspladsen og udføre sin pligt til det sidste. Ingen havde forventet, at han efter velsignelsen også ville tage turen rundt i den åbne, hvide papamobil – og hilse og velsigne de 35.000 fremmødte.

At en pave – trods smerte og alderdom – ikke trækker sig tilbage, men fuldfører sit kald med værdighed og trofasthed, har givet håb og trøst til mange, særligt til dem, der selv kæmper med sygdom eller handicap. Pave Frans ønskede altid at minde verden om, at alle liv har værdi – også det, der er svagt, aldrende eller lidende. Med sit eget eksempel viste han os det endnu en gang. Det blev et stærkt og dybt meningsfuldt farvel – ikke bare til Peterspladsen, men til verden og til Kirken. Og selvom han ikke selv vidste det den dag, var det et perfekt punktum.

Bøn på Peterspladsen

Samme aften, som pave Frans døde, blev der bedt rosenkrans på Peterspladsen, ledet af en kardinal Mauro Gambetti. Mange turister og pilgrimme stoppede op og deltog stille. Solen gik ned bag Peterskirken og farvede himlen i de smukkeste rosa nuancer, som gav en fornemmelse af, at den himmelske verden er virkelig – og som en naturlig forlængelse af pavens sidste ord dagen før.
I katolsk tro er det vigtigt at bede for de døde – ikke kun i sjælemesser, men også i personlig forbøn.

Troen er, at sjælen kan få brug for kirkens og de efterladtes bøn for at nå helt frem til Gud. Derfor fokuserer kirken i sorgens dage mere på den afdøde end de efterladte, selvom sorgen naturligvis deles.

Hvad sker der nu?

Når en pave dør, bliver en læge tilkaldt for at bekræfte dødsfaldet og skrive rapport. Kroppen gøres klar til fremvisning og klædes i hvid soutane (katolsk præstekjole). Kammerherren, Vatikanets embedsmænd og nogle familiemedlemmer samles til ceremoni i pavens kapel, som i pave Frans’ tilfælde er kirken på Casa Santa Marta, som er det hotel i Vatikanet, pave Frans boede på under hele sit pontifikat.

Kisten er lavet af træ, foret med zink, og paven bliver klædt i rødt. Hans bispehue (miter) og pallium (et hvidt uldbånd) lægges ved siden af. Ved en højtidelig handling knuser kammerherren pavens fiskerring med en ceremoniel hammer for at forhindre at nogen kunne bruge den til forfalskninger. Dørene til hans arbejdsværelse og soveværelse forsegles. Natten før begravelsen lukkes kisten, og pavens ansigt dækkes med et slør af hvid silke.

Han bliver begravet med en lille pose med mønter præget i Vatikanet i løbet af hans tid som pave, samt en beholder med et dokument – kaldet rogito – som kort fortæller om hans liv og tid som pave. Dette dokument bliver læst højt, inden kisten lukkes.

Pave på lit de parade i Peterskirken

I onsdags blev pave Frans’ kiste ført i procession til Peterskirken. I tre dage inden begravelsen lørdag den 26. april vil offentligeden således have mulighed for at tage afsked, så både troende – og ikke-troende kan vise deres respekt. Tidligere blev paver begravet i tre kister: én af træ, én af bly og til sidst én mere af træ. Men i 2024 forenklede pave Frans reglerne og bestemte, at der kun skal bruges én kiste – en trækiste foret med zink.

Pave Frans har selv ønsket at blive begravet i den pavelige basilika Santa Maria Maggiore – i stedet for krypten under Peterskirken, hvor flere af hans forgængere ligger begravet. Pave Frans havde et meget nært forhold til netop den kirke, som er indviet til Jomfru Maria, og som han altid besøgte inden og efter hans apostoliske rejser.

Læs også: Pave Frans er død, 88 år gammel