Vi tilbeder vores børn i stedet for Gud

For nylig blev influencer Julie-Elsebeth bedt om at forlade et arrangement med titlen *Respect the Uterus*, afholdt på Christiansborg af Alliancen for Kvinders Sundhed i samarbejde med skofirmaet Roccamore. Begrundelsen var, at hendes barn pludrede så højt, at det forstyrrede oplægget og gjorde det svært for deltagerne at høre oplægsholderen. En af arrangørerne henvendte sig derfor til Julie-Elsebeth og meddelte, at hvis barnet ikke kunne være helt stille, måtte hun forlade salen.

I stedet for at forsøge at dæmpe barnet eller forlade lokalet, når det blev for højlydt, valgte Julie-Elsebeth at forlade konferencen. Senere delte hun oplevelsen med sine 150.000 følgere på Instagram, hvor hun skrev, at hun græd hele vejen hjem i toget. Hun kritiserede arrangementet for at fremstå som et feministisk og trygt rum – men ende som stedet, hvor hun oplevede den “dårligste behandling” som mor.

Den slags reaktioner er desværre ikke usædvanlige. Enhver, der jævnligt går i kirke, vil kunne nikke genkendende til problematikken. Søndag efter søndag bliver kirkegængere og gudstjenester tyranniseret af børn, der får lov til at opføre sig, som om kirkerummet var deres egen dagligstue – mens både præst, personale og forældre lader stå til. Og skulle nogen forsøge at gribe ind, ville mange forældre formentlig reagere præcis som Julie-Elsebeth: med anklager om, at kirken ikke formår at rumme deres børn.

Når jeg selv bliver forstyrret under en gudstjeneste, har jeg ofte lagt mærke til, hvordan forældrene forholder sig – og det er slående, hvor meget opmærksomhed, der rettes mod barnet og ikke mod Gud. Det er, som om det er deres eget barn – ikke Jesusbarnet – de tilbeder. Det er barnets behov, barnets larm og barnets ønske om opmærksomhed, der kommer først. Selv når det sker på bekostning af andres mulighed for at søge stilhed, eftertanke og forbindelse med det hellige.

At børn får lov til at larme frit og forstyrre liturgien, er i mine øjne en form for helligbrøde – en skændsel mod det hellige. Ansvaret ligger hos forældrene, der ikke opdrager deres børn til respekt. Men det ligger også hos kirken, som tillader det og dermed undergraver sin egen åndelige autoritet. Vi har skabt en kultur, hvor værdierne er vendt på hovedet. Børn, som har brug for opdragelse – og i kirkelig forstand: vejledning i at elske og ære Gud – bliver i stedet ophøjet til små gudevæsener, som aldrig må modsiges, og som ikke kan gøre noget forkert.

I kirken tør vi ikke sige noget, for vi klamrer os til Jesu ord: Lad de små børn komme til mig – dem må I ikke hindre. Men hvad betyder det egentlig? Det betyder i hvert fald ikke, at børn frit kan spolere gudstjenester. Det betyder, at børn også skal lære, hvad det hellige er. Det kræver, at de fra en tidlig alder lærer betydningen af stilhed, respekt og disciplin. At der findes rum og tidspunkter, hvor de ikke er i centrum.

Når forældrene ikke griber ind over for det kaos børnene laver, forhindrer de dem ligefrem i at komme til Gud, fordi de ikke lærer dem at rette deres opmærksom mod ham, men kun at være optaget af sig selv. Jeg tror, problemet med de larmende børn hænger sammen med, at mange forældre i dag mangler moralske og åndelige autoriteter. De ved ikke, hvad de skal tro på – og i forsøget på at gøre det rigtige, overlader de hele autoriteten til barnet.

Men det er ikke kærligt. Det er en alt for stor byrde at lægge på et barn og en forfladigelse af det rum, hvor vi skulle rette blikket opad – ikke ned mod barnevognen.