Fra mørke til lys – en fortælling om tro og forvandling

Bevin er opvokset i Sydafrika, hvor han boede med sin familie. Selvom familien havde katolsk baggrund, var der ingen kristen praksis i familien.

Som voksen arbejdede han først i militæret og senere med minerydning. Samtidig trænede han til at komme i den sydafrikanske version af Frømandskorpset, som kaldes ”Recces”. En motorcykelulykke med adskillige brækkede knogler forhindrede ham dog i at fortsætte, selvom han var gået videre fra alle de hårde prøver, som udskiller de egnede fra de ikke egnede. Han fik lov at vende tilbage, når han var i bedring, men han trængte mere til at komme væk.

Bevin rejste derfor til Israel og senere til Danmark, hvor han også arbejdede med minerydning. Han har været udstationeret både i Afghanistan, Sudan, Irak og flere andre steder. Der var mange voldsomme episoder, men han elskede at leve ”på kanten” og opleve noget nyt og vildt. Sådan har han altid haft det. I Danmark mødte han Sarah, som var opvokset i en almindelig dansk familie, hvor man blev døbt og konfirmeret uden af have en tro på Gud.

Sarah er pædagog, og derudover var hun vild med fester og heavy metal koncerter. Hun drømte om et godt familieliv sammen med Bevin, og da de begyndte at få børn sammen, bad hun Bevin om at være mere hjemme i Danmark. Det indvilligede han i, men det blev ikke let for nogen af dem. ”Så da jeg sluttede med det (udstationeringerne, red.), så kom alle mine – som jeg kalder det – dæmoner hjem. Så blev det svært. Jeg begyndte at få depressioner og PTSD,” siger Bevin.

Kampen mod mørket

Bevin havde holdt svære tanker nede ved at leve et vildt liv. Nu måtte han finde på måder at berolige sig selv og tankerne på, og det blev til et misbrug af både joints, alkohol og piller. Han var altid rastløs, ustabil eller deprimeret. Han havde svært ved at sove om natten, og han kunne svinge mellem at være lys og glad og helt nede og vred. Nu var der pludselig alt for meget plads og tid til alle de svære tanker. Tanker, som nok i virkeligheden altid havde været der. Bevin følte sig ikke som en del af familien, for Sarah havde stået for det meste i lang tid.

Når Sarah ser tilbage på det i dag, så forstår hun ikke, hvorfor hun blev i det, men hun ved nu, at Gud var med i det. Det var tungt og svært, at Bevin var så ustabil, og hun måtte i perioder have hjælp fra sin mor, når Bevin meldte fra. Han blev mere og mere indesluttet og holdt sig mest inden døre. Han fik svært ved at være sammen med andre, og han kunne til sidst ikke engang gå ud for at handle.

”Det føltes hele tiden sådan, at jeg bare havde det her store hul, og jeg prøvede hele tiden at fylde det med alt muligt uden at vide, at ingen af de ting kunne fylde det hul,” fortæller Bevin.

Vendepunktet

På en meget svær dag måtte Sarah få Bevin indlagt på en psykiatrisk afdeling. Imens Sarah talte med personalet, ventede Bevin i et andet rum. Selvom de havde taget næsten alt fra ham, havde han stadig et armbånd, som var lavet af faldskærmsline. Af det lavede han en løkke, som han forsøgte at hænge sig i. Han ville ikke mere. Alt var sort. Det lykkedes ikke, men han mistede i en periode følelsen visse steder i ansigtet på grund stramningen om halsen.

Derefter var han indlagt i over en måned og fik både mere medicin og chokbehandlinger. Da han kom hjem igen, håbede de begge på en ny start. Men sådan blev det ikke. Bevin havde stadig et stort forbrug af både joints, piller og andre stimulanser for at holde sit liv ud. En af Bevins gamle venner inviterede uventet Sarah og Bevin på ferie i Polen, hvor vennen boede. Sarah og Bevin takkede ja og tog afsted med børnene. Sarah ville normalt ikke have haft mod på sådan en tur, når Bevin var så ustabil og deprimeret, men tog afsted alligevel.

I dag ved de begge, at der var en dybere mening med det. Bevins ven var kristen, men det havde han aldrig fortalt. Bevin ville nok heller ikke have haft noget med ham at gøre, hvis han havde vidst det. En dag var Bevin og vennen ude at vandre. De satte sig og spiste den medbragte mad, og her fortalte vennen Bevin om Gud og delte nogle bibelvers med Bevin. Bevin husker ikke præcist, hvad han sagde, han lyttede bare. Der skete ikke mere, og da ferien sluttede rejste Sarah, Bevin og børnene tilbage til Danmark igen.

Få dage efter hjemkomsten mærkede Bevin endnu en depression komme. Han brød ud i gråd, for han vidste, at han ikke kunne klare at komme igennem endnu en. Han anede ikke, hvor han skulle vende sig hen. Pludselig fandt han sig selv knælende og råbende om hjælp til en Gud, han ikke kendte. Den Gud, som hans ven havde fortalt om. Han sagde til Gud, hvis han virkelig var der, havde han brug for hans hjælp nu. Han skældte også Gud ud for alt det svære og uforståelige.

Han anede ikke, hvor han skulle vende sig hen.
Pludselig fandt han sig selv knælende
og råbende om hjælp til en Gud, han ikke kendte.
Den Gud, som hans ven havde fortalt om.
Han sagde til Gud, hvis han virkelig var der,
havde han brug for hans hjælp nu.

Næste morgen mærkede Bevin, at noget var forandret. Han havde ikke brug for at indtage noget for at holde livet ud, og han mærkede en helt ny frihed. Han oplevede en glæde og kunne gå udenfor igen uden problemer. Han købte en bibel, og her gik det op for ham, at han kunne læse, hvad der var sket i hans liv. Det var Jesus, der ved sin død havde båret Bevins synder og sat ham fri. Bevin var ikke i tvivl. Det var dét, der var sket. ”Så det skete den aften. Han tog alt for mig – alt hvad verden ikke kunne,” siger Bevin.

Friheden og et nyt liv

Sarah kunne tydeligt mærke en forandring hos Bevin, og det glædede hende. Samtidig var hun meget skeptisk. De havde prøvet utallige ting, for at Bevin skulle få det bedre, og indtil videre havde intet virket. Hvorfor skulle dette så hjælpe? Bevin havde altid haft en evig søgen efter nyt hele tiden, så Sarah tænkte, at dette var endnu et indfald, som nok bare ville holde nogle uger. Men sådan var det ikke denne gang. Bevin oplevede fortsat frihed og glæde, og jo mere han læste i Bibelen, jo mere forstod han, hvad der var sket med ham.

Sarah var både draget af det og forbeholden på én gang. Det ville jo sikkert gå over ligesom alle andre nye ting, og samtidig tænkte hun også, at kristendommen var fuld af restriktioner, hun ikke umiddelbart kunne se sig selv i. Bevin købte også en bibel til Sarah, og en dag tog hun en beslutning. Hun ville også tro på dét, som havde forandret Bevin så meget. Da hun tog den beslutning, oplevede hun sig slet ikke begrænset, eller at hun gik glip af noget. Tværtimod så oplevede hun glæde og frihed, ligesom da Bevin fandt sin tro.

”Og jeg ved også, jeg har det (troen, red.) i mig selv. Jeg ved, at det er ægte, og at det er sandt,” fortæller Sarah.

Må lære at vente på Gud

Livet var ikke helt uden problemer derefter. Bevin fik travlt med at fortælle alt og alle om Gud, og han var helt ”høj” på den nyfundne tro. Da Bevin efter et halvt år oplevede sig tungsindig igen, kunne han ikke forstå hvorfor. Han blev alligevel ved med at læse i Bibelen og bede, selvom han ikke havde lyst. Bevin oplevede, at Gud talte til ham om, at han ikke skulle løbe ”foran Gud”, men være tålmodig, vente på Gud og gøre hans vilje.

Bevin lever i dag helt uden behov for hverken piller eller nogle stimulanser af nogen art. Han er sat helt fri. Han har stadig kampe, men det er ikke med sig selv mere. Han har fundet hvile og fred i Gud. Sarah oplevede at have tvivl om at være god nok til Gud. Var han tilfreds med hende og hendes forhold til ham? Skulle hun gøre mere – tale med flere? To gange kom der nogle helt ukendte mennesker hen til hende med ord og tanker fra Gud.

Det ene var til en koncert i en kirke, hvor en dame kom hen til Sarah med et opmuntrende ord. Damen havde haft et syn af Sarah, som i den grad bekræftede, at Sarah var helt og fuldstændig god nok til Gud. En anden gang kom der en fra kirken hen til Sarah og gav hende en enkelt sætning, som Sarah lige havde brug for: ”Hun sagde, at hun lige skulle sige mig noget. Og så sagde hun, at Gud er helt tilfreds med mig,” siger Sarah.

Sarah og Bevin lever i dag i stor taknemmelighed til Gud. Byrden er taget væk. Den frihed og glæde, de har fået, tager de ikke for givet, og de giver Gud ære for det. Derfor deler de deres glæde og historier med andre. De ved, at de er afhængige af ham, som har givet dem dette nye liv. ”Når man har oplevet det her og overgivet sit liv til Jesus Kristus, så kan man aldrig gå tilbage igen,” siger Bevin.