Gudløs selvtillid

I Danmark vælger stadigt færre unge at blive konfirmeret i kirken. I hovedstadsområdet er det nu under halvdelen. Det baner vejen for nye overgangsritualer. Ét af de nyeste er selvfirmation – en sekulær ceremoni, hvor unge “bekræfter troen på sig selv i stedet for Gud” (TV2.dk).

Konceptet er skabt af coach Elisabeth Sofie Olsen, som mener, at unge “fortjener at blive klædt bedre på til voksenlivet og få lov til at markere overgangen fra barn til ung, uden at det skal handle om Gud”. I stedet for trosbekendelsen læser deltagerne deres eget manifest op – deres “egen trosbekendelse. Ikke til Gud, men til sig selv”, som Olsen udtrykker det. Det lyder stærkt og selvstyrkende. Men bag den moderne overflade gemmer sig en bekymrende tendens: Trangen til at sætte individet i centrum og gøre det til normgivende autoritet – også i livets store overgange.

Her på Færøerne står konfirmationen stadig stærkt. Det glæder mig. For netop i mødet mellem et fællesskab og en tro, der rækker ud over individet, ligger en værdi, vi ikke bør opgive.

Den flydende sandhed og den skrøbelige selvværdi

Selvfirmationen bygger på ideen om, at vi skal finde styrken i os selv. Men når vores værdi afhænger af, hvad vi føler og tænker om os selv, bliver fundamentet skrøbeligt. Følelser skifter. Selvopfattelsen vakler. Og livet rammer os uundgåeligt. I stedet for én fælles sandhed får vi mange – formet af personlige oplevelser og individuelle følelser. Det kan lyde frisættende, men skaber i praksis forvirring. Når sandhed kun findes i det enkelte menneske, bliver selv nære relationer ustabile. Alt skal forhandles. Intet er fast.

Unge efterlades alene med opgaven: De skal selv finde mening, forme deres identitet og skabe deres værdi. Men den bekræftelse, man finder i sig selv, er aldrig stærkere end ens egne følelser. Derfor vil selvfirmation – hvor godt ment det end er – efterlade de unge sårbare og alene.

Den kristne konfirmation: at få sin værdi givet

Den kristne konfirmation bygger på en helt anden grundtanke. Her lærer unge, at deres værdi ikke afhænger af dem selv – hverken deres tanker, følelser, handlinger eller præstationer. De lærer, at de er skabt og elsket af Gud, og at deres værdi er absolut og uforanderlig – givet i skabelsen, bekræftet i dåben og båret af Guds kærlighed. Det kristne menneskesyn retter ikke blikket indad, men opad og udad.

Ikke for at ignorere det indre liv, men for at sætte det i en større sammenhæng. Man lærer som konfirmand, at man er elsket, også når man ikke kan elske sig selv. At man er værdifuld, også når man ikke føler sig nyttig. Man lærer, at man ikke står alene, men er sat i relation – til Gud og til næsten. Og netop relationerne er helt afgørende. Kristendommens centrum – det dobbelte kærlighedsbud – kalder os til at elske Gud og elske vores næste som os selv.

Det indebærer også, at vi tager imod os selv som dem, vi er skabt til at være, og lader Gud realisere os som hans elskede børn i Kristus – børn, der går ad de veje, han har lagt til rette for hver af os.

Når vi ikke skal finde os selv

Når vi lærer at finde vores værdi i noget, der er større end mennesker og rækker ud over selvet, begynder en anden bevægelse: ikke ind i os selv, men ud mod Gud – og videre ud mod vores medmennesker. For i Gud møder vi den kærlighed, der ikke veksler med stemninger eller præstationer. Og netop fordi Gud er kærlighed, bliver det at modtage hans kærlighed forudsætningen for at kunne elske andre. Ikke i kraft af vores vilje eller styrke, men fordi vi først selv er blevet elsket.

Hvad giver vi de unge?

Når vi tilbyder unge et ritual, hvor de selv skal formulere deres sandhed og bekræfte sig selv, risikerer vi at gøre dem til små guder i deres eget univers – alene med et ansvar, de ikke har bedt om. Vi lærer dem at søge indad, når de har allermest brug for noget at se op til og holde fast i. Vi giver dem en fest og et manifest, men ikke nødvendigvis en ramme, der rækker længere end deres næste følelse.

I kristendommen lærer man, at livet er større end én selv
– og at det er godt. Man er ikke sit eget projekt, men en del af noget evigt.

I kristendommen lærer man, at livet er større end én selv – og at det er godt. Man er ikke sit eget projekt, men en del af noget evigt. Den ægte og sande fred findes ikke i at bekræfte sig selv, men i at turde miste sig selv – og finde livet i noget større. Ikke ved at kæmpe imod sig selv, men ved at lade Gud bære det, vi ikke kan. Måske længes de unge i virkeligheden ikke efter at høre, at de skal finde sig selv – men efter at få at vide, at de allerede er fundet.

At de er skabt, elsket og kendt helt ind i det, de ikke selv forstår. Og at deres liv har værdi, ikke fordi de selv har indset det, men fordi Gud har sagt det først.