Hykleriet i dansk udenrigspolitik: Hvorfor taler vi aldrig om de forfulgte kristne?
Af Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti
Hver gang, der opstår ny uro i Mellemøsten, står dele af Folketinget i kø for at fordømme Israel og diskutere det såkaldte “Palæstina”. Det er sket igen og igen – senest efter Hamas’ brutale angreb den 7. oktober, hvor israelske civile blev slagtet i deres hjem, kvinder voldtaget og børn kidnappet. Ikke desto mindre så vi straks efter en strøm af forslag i Folketinget om at fordømme Israels ret til at forsvare sig.
Men hvor er debatten om verdens mest forfulgte trossamfund? Hvor er samlingerne i Folketingssalen om de millioner af kristne, der hvert år udsættes for vold, fordrivelse og død i lande, hvor det ofte er statsmagten eller majoriteten, der står bag forfølgelsen? Open Doors’ World Watch List 2025 dokumenterer, hvordan kristne dagligt bliver myrdet, voldtaget, forfulgt og marginaliseret – alene på grund af deres tro.
I lande som Nigeria, Somalia, Pakistan og Afghanistan er det ikke blot ekstremister, men også myndigheder og love, der gør livet til et helvede for enhver, der bekender sig til Kristus. I Nigeria bliver hundredvis af kristne hvert år dræbt af islamistiske militser og nomadiske fulani-krigere. I Pakistan fængsles kristne under blasfemilovgivning uden beviser. I Iran risikerer præster dødsstraf for at holde husmenigheder. Og i Nordkorea… ja, der bliver man ganske enkelt fjernet fra jordens overflade.
Alligevel taler vi aldrig om dem i Folketinget. Der er ingen aktioner foran udenrigsministeriet, ingen hashtags, ingen resolutioner fra røde og grønne partier, der insisterer på “menneskerettigheder”. Hvorfor? Er det, fordi kristne ikke passer ind i det venstreorienterede verdensbillede, hvor Vesten er skyldig og resten af verden altid offer? Er det, fordi forfølgerne – som i mange tilfælde er muslimske majoritetsbefolkninger eller islamistiske bevægelser – ikke er passende skurke i den politiske korrektheds øjne?
Det er hykleri af værste skuffe. Og det er pinligt for et land som Danmark, der bryster sig af at kæmpe for ytringsfrihed og trosfrihed. Når Folketinget igen og igen bruger sin tid og sin moralske kapital på at tale om “Palæstina”, men konsekvent ignorerer de kristne i verdens brændpunkter, så afslører vi en værdipolitisk blindhed. Det skal ændres. Jeg vil fortsat insistere på, at Danmark aktivt bruger sin stemme i internationale fora – ikke kun for dem, der har stærke lobbyister, men for dem, der ingen stemme har.
De kristne minoriteter i Mellemøsten, Afrika og Asien fortjener vores opmærksomhed. De fortjener vores solidaritet. Og de fortjener, at vi i Folketinget ikke kun taler om undertrykkelse, når det er politisk bekvemt – men også når det koster noget at sige sandheden.
