Kierkegaard fungerer som sjælesørger og terapeut for studerende

Der hænger et simpelt kors af to krumme grene på væggen over den stol, hvor studenterpræst Jens Munk sidder. Gulvet er dækket af et persisk tæppe i varme mørkerøde og blå nuancer, som han for nylig har købt i Bazar Vest i Gellerup.

På en reol står bøger om psykologi, samfundsvidenskab og teologi, og på et lille bord er der stillet en kande med kaffe og krus i forskellige farver og former frem, og der står et par fyrfadsstager med tændte lys. I rummet sidder – udover studenterpræsten – fire unge mennesker, der alle er studerende ved Aarhus Universitet eller for nylig har afsluttet en uddannelse derfra. To er psykologistuderende, en læser filosofi og en fjerde er uddannet fra medicin.

”Når jeg kommer her, er det en pause fra det faglige og målrettede. I begyndelsen kom jeg med faglige briller og tænkte på, hvordan jeg kunne bruge det i forhold til psykologistudiet. Det tænker jeg stadig over indimellem. Men det er mere og mere gledet fra det professionelle til det personlige. Kierkegaard er blevet en samtalepartner, som jeg spejler mit eget liv i,” siger en af de psykologistuderende, der går på 4. semester.

Rummet, hvor gruppen er samlet denne onsdag sent på eftermiddagen, er kontor for Jens Munk, der er studenterpræst ved Aarhus Universitet. Han er uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet og har desuden taget uddannelser i gestaltterapi, kognitiv terapi og Acceptance and Commitment Therapy. Og det er netop terapi og sjælesorg, der er kodeordene for det ugentlige møde i den lille gruppe. Her mødes Jens Munk med op til syv studerende for at læse tekster af Søren Kierkegaard og reflektere over dem.

Ideen er, at Kierkegaards tanker kan kaste lys over dilemmaer og erfaringer fra de studerendes liv, så den for længst afdøde filosof bliver lyslevende som samtalepartner, sjælesørger og terapeut.

Fra studiekreds til terapi

”Det begyndte med lidt af en tilfældighed, da jeg på en flyrejse efter et ophold på øen Athos talte med et par studerende fra universitetet, som gerne ville starte en lille Kierkegaard-studiegruppe. Det begyndte som en form for intellektuel studiekreds, men udviklede sig efterhånden til en form for terapi, hvor vi lader Kierkegaard tale ind i vores liv nu og her,” fortæller Jens Munk. Han har selv været i samtale med den berømte filosof og teolog i over 30 år og bliver stadig ved med at opdage nye dybder i hans forfatterskab. Ikke mindst i samtalerne med de studerende i de ugentlige dialoggrupper dukker der spændende perspektiver op, fortæller han.

”Vi bruger Kierkegaard som en slags psykolog eller præst, der er til stede i ånden. Vi kan som deltagere i gruppen få en konkret situation op at vende og høre, hvad Kierkegaard spiller ind med. Og vi kan overveje, om vi er enige med Kierkegaard, og hvad der ville ske, hvis vi levede efter det, Kierkegaard siger. Ville det give en mere meningsfuld retning i livet at lytte til Kierkegaard og tage ham på ordet?”

Jens Munks mål med dialoggrupperne, som han har flere af, er at skabe et trygt og samtidig udfordrende rum, hvor Kierkegaards tanker kan hjælpe de studerende, så de bedre kan leve et bevidst, nærværende og autentisk liv. ”For det er det, Kierkegaard vil have os til,” siger han. Hvad det vil sige, taler deltagerne om med afsæt i ganske korte tekstbidder, som læses højt på møderne. Hvert møde indledes med en runde, hvor alle kort fortæller, hvad der har optaget dem siden sidst, og hvilke følelser, overvejelser eller oplevelser, de er fyldt op af ved ankomsten til mødet.

”Når jeg står med et barn, der er dødt af hjertestop,
har jeg svært ved at mærke andet end meningsløshed.
Men ved nærmere eftertanke kan der godt være både
meningsløshed og kærlighed i rummet på samme tid.”

Herefter læser Jens Munk en kort passage fra et Søren Kierkegaard-værk højt, og det bliver afsæt for en samtale mellem gruppemedlemmerne, som strækker sig over halvanden time.

Befriende selvopofrelse

Denne eftermiddag læser Jens Munk højt fra side 360 i en paperback-udgave af Kjerlighedens Gjerninger, som gruppen har læst igennem mere end fem år. Afsnittet handler om det at insistere på at forkynde sandheden, uanset den omkostning, at man så må give afkald på ’øjeblikket’ og på at få menneskers yndest. Med afsæt i denne passage – og med tilbageblik til ugen før, hvor teksten handlede om selvopofrende uegennyttighed – reflekterer gruppens medlemmer over, hvad det at ofre sig vil sige, og hvordan man holder fast på sandheden.

”Det med selvopofrende uegennyttighed har jeg tænkt på hele ugen. Det er et fint begreb, som dækker over mange af de ting, vi har talt om tidligere. Det er vel den yderste instans af noget af det helt centrale hos Kierkegaard,” siger en af de psykologistuderende. Jens Munk indfører: ”Det er interessant, at I kan relatere til det begreb, for i vores tid kunne det vel hurtigt blive opfattet som noget usundt, at man ofrer sig og er selvfornægtende?”

En kvinde, der har deltaget i gruppen i otte år, nikker. ”Da jeg kom hjem fra mødet i sidste uge, fortalte jeg min kæreste om det kapitel, vi var i gang med at læse, og nævnte det med det selvopofrende. Jeg prøvede at forklare ham, hvorfor jeg syntes, at der var noget befriende i det. Det blev han nærmest bekymret over. Er du ude på at udslette dig selv? spurgte han, og ja, det synes jeg faktisk, at der er noget tiltalende ved,” siger hun.

Herfra fortsætter samtalen med refleksioner over, hvad det vil sige at udslette sit selv ved at flyde sammen med naturen og transcendere egoet. Og hvorfor det at udslette eller transcendere egoet netop er befriende, fordi egoet altid omfatter bekymringer, egoisme og et forkrampet forsøg på at fastholde et falsk billede af sig selv.

Slavefortid og skyld

En filosofistuderende bringer Danmarks fortid som slavenation ind i samtalen og spørger, om ikke Kierkegaards idé om, at alle individer bærer på både slægtens skyld og en personlig skyld nødvendigvis må medføre en vilje til at angre fortidens svigt og overgreb. Og om hvorvidt der ligger en befrielse i at erkende sin skyld – personligt og som et almenmenneskeligt vilkår. ”Må der ikke i en egofornægtende kærlighed ligge en form for anger. En villighed til at undskylde for fortidens ugerninger?” spørger han.

En af de psykologistuderende mener, at det er en tung byrde at bære på. Mens hendes studiekammerat omvendt mener, at der ligger en befrielse i at indse og erkende sin skyld. ”Uanset om ens morfar har været slaveejer eller ej, er alle mennesker i yderste instans vel lige skyldige på menneskehedens vegne,” siger han. Og Jens Munk svarer. ”Kierkegaard vil sige, at du kun kan blive dig selv ved at blive dig selv som skyld. Det er det, der ligger i at være menneske.”

Oprør mod kærligheden

Flere gange vender Jens Munk tilbage til en passage fra teksten, og det afføder nye refleksioner hos deltagerne. Om stolthed og ansvar og om mening og meningsløshed. ”Når jeg står med et barn, der er dødt af hjertestop, har jeg svært ved at mærke andet end meningsløshed. Men ved nærmere eftertanke kan der godt være både meningsløshed og kærlighed i rummet på samme tid,” siger den nyuddannede læge.

Og en af de psykologistuderende fortæller, at han i de største kriser, hans familie har været igennem på grund af sygdom og død, har oplevet den største meningsfuldhed – i kraft af det fællesskab, afmagten har fremkaldt i familien.

”Kierkegaard ville sige, at for os mennesker forekommer mange ting helt tilfældige og derfor meningsløse. Men det er ikke det samme som, at der ikke er en kærlighedens magt bag alting. Bibelen handler om, at vi mennesker er i oprør mod den kærlighed, og det oprør kulminerer i korsfæstelsen af Jesus. Han har forkyndt kærlighed og vendt den anden kind til, og så bliver han korsfæstet,” siger Jens Munk.

Efter nogle øjeblikkes stille eftertænksomhed fortsætter samtalen. Om at turde se sine egne mørke sider i øjnene og lægge dem frem – i tillid til, at de bliver mødt med barmhjertighed af en Gud, der ikke er fordømmende.

Spejling og selvomsorg

Hen mod klokken 18.30 runder Jens Munk mødet af. Han skal hjem og lave thaimad, og også de fire studerende har noget, der kalder på dem. Men de bevæger sig kun tøvende og langsomt ud af studenterpræstens kontor, for de ugentlige møder med Kierkegaard er særligt frirum, fortæller de.

”Kjerlighedens Gjerninger, som vi nu har læst igennem mere end et år, er den bedste og mest revolutionerende bog, jeg har læst. At samtale med Kierkegaard har ændret mig som menneske. Jeg tror, at jeg er blevet mere rolig og rummelig – og mere bevidst om, hvornår jeg står i en situation, der kalder på et etisk valg. Kierkegaard er på en måde vokset ind i mig, så jeg ofte spørger mig selv: ’hvad ville Kierkegaard have sagt eller gjort nu?’,” siger en af dem.

En anden supplerer: ”Her er tempoet langsomt med fokus på at lytte. Det er et analogt rum, som jeg i første omgang opsøgte, fordi jeg tænkte, at jeg kunne bruge det fagligt, men med tiden er det blevet et terapeutisk rum for mig. Jeg spejler det mindre og mindre i studiet og mere og mere i mit eget liv.” Og en tredje siger: ”Det er et transparent samtalerum, hvor dialogen altid kommer op på den eksistentielle klinge, om man vil det eller ej. Man kan ikke lade være med at knytte an til sine personlige erfaringer. Og det er godt for mig at være i et rum, hvor jeg ikke skal tænke inden for bestemte faglige modeller eller teorier. Det er et personligt og intellektuelt stimulerende rum. At komme her er en form for selvomsorg.”

”Det er godt for mig at være i et rum,
hvor jeg ikke skal tænke inden for
bestemte faglige modeller eller teorier.
Det er et personligt og intellektuelt stimulerende rum.
At komme her er en form for selvomsorg.”

Kierkegaard-samtalegrupper

Siden 2013 har studenterpræst ved Aarhus Universitet, Jens Munk, tilbudt Kierkegaard-samtalegrupper for studerende. Grupperne, som har max. 7 deltagere, mødes en gang om ugen i halvanden time på studenterpræstens kontor. Efter en kort runde, hvor deltagerne fortæller lidt om, hvad de har med sig fra de seneste dage, indledes med højtlæsning af en passage fra et af Søren Kierkegaards værker.

Herefter reflekterer Jens Munk og gruppens medlemmer over teksten – med inddragelse af erfaringer fra deres eget liv. Ofte bringer de studerende svære situationer, bekymringer eller dilemmaer op, som gruppen sammen forsøger at finde ud af, hvad Søren Kierkegaard ville sige til. Tilbuddet er gratis og åbent for alle, der er studerende ved Aarhus Universitet. Der kræves intet særligt forhåndskendskab til filosofi eller teologi, og man skal ikke forberede noget til møderne.