Maggie fra Burundi: ”Kærlighed er stærkere end had og vold”

”I choose love – love is stronger than hate and violence”. Jeg vælger kærlighed – kærlighed er stærkere end had og vold.

Ordene kommer fra Marguerite Borankitse, herefter kaldet Maggie, og har alene af den grund langt større vægt, end hvis det fx var undertegnede, der udtalte sig. Torsdag den 15. maj var Maggie på et kort besøg i Danmark. Udfordringen mødte hende til et kort interview om hendes liv og hendes arbejde for flygtningebørn og fattige familier i Rwanda. Tilbage i 1993 oplevede Maggie en massakre i borgerkrigen i Burundi mellem tutsier og hutuer på nærmeste hold. Maggie, der ikke er gift, havde adopteret syv børn. Fire hutuer og tre tutsier. Maggie er selv tutsi.

Den 21. oktober 1993 blev præsidenten i Burundi dræbt af to tutsier. Det startede myrderierne, hvor hutuer i mange landsbyer dræbte deres naboer. Det begyndte syv måneder før folkemordet i Rwanda, fortæller Maggie. ”Jeg mistede 60 medlemmer af min familie den 22. oktober. Jeg ville gerne flygte og ville have mine tutsivenner til at hjælpe, men de ville ikke, når jeg havde hutubørn. Jeg spurgte mine hutuvenner, om de ville beskytte mig. Det ville de ikke på grund af mine tutsibørn.”

Maggie forlod landsbyen alene med sine syv børn. Hun havde besluttet sig for at søge tilflugt i en compound hos den katolske biskop, hun arbejdede for til daglig. Det var et stort område med et stort hus, og biskoppen var ikke længere i landet. På vejen mødte hun mange andre, som hun foreslog at tage med hende. Både hutuer og tutsier. Undervejs blev de stoppet af tutsier, som afhørte hutuerne, men det lykkedes efter en lang dag at komme til biskoppens hus.

”Etnisk vold er så dumt,” tilføjer Maggie, ”Ja, jeg er tutsi, men det er ikke noget, jeg har valgt, det er bare noget, jeg er. Jeg har til gengæld valgt at blive døbt og være kristen.”

”Jeg kæmpede for hver eneste af dem.
Først fysisk, indtil de bandt mig.
Derefter råbte jeg og bad for hver eneste,
alt hvad jeg kunne.”

En ufattelig massakre

Næste morgen gjorde Maggie klar til at fejre søndagsgudstjeneste, da hun opdagede, at der var tutsier udenfor huset. ”Jeg sagde til de andre hutuer, at de skulle gå indenfor og gemme sig. Jeg gik ud med hænderne over hovedet og sagde, ”det er søndag, vi skal fejre gudstjeneste, hvorfor kommer I for at dræbe jeres brødre og søstre. Vil I være som Kain, der slog sin bror ihjel?” Jeg håbede, at de ville skåne os, når vi var på et helligt sted,” fortæller Maggie. Men det ville de ikke.

Tutsierne anklagede Maggie for at være forræder, hvorefter de henrettede samtlige 72 voksne for øjnene af Maggie. Det er mange år siden nu, og man fornemmer undervejs i samtalen, at Maggie har fortalt sin historie mange gange, men man kan også mærke, at netop denne sidste del af hendes fortælling er så smertefuld, at det stadig gør ondt at fortælle om. Jeg spørger hende, hvad hun gjorde, da de blev henrettet for øjnene af hende, om hun fx lukkede øjnene.

”Nej. Hvis du elsker, kan du ikke lukke øjnene. Jeg kæmpede for hver eneste af dem. Først fysisk, indtil de bandt mig. Derefter råbte jeg og bad for hver eneste, alt hvad jeg kunne, at de måtte lade være. Til nogle af dem, de henrettede, sagde jeg: Du skal ikke være bange. Kig mig i øjnene. Du kommer et godt sted hen,” fortæller Maggie og kigger mig i øjnene – og min sædvanlige nysgerrighed efter at vide mere stopper faktisk der.

Hjælpearbejdet begynder

Det lykkedes Maggie at overtale drabsmændene til at skåne børnene – mod betaling. 11.000 dollars i kontanter, som Maggie havde adgang til i compounden. ”I det øjeblik besluttede jeg, at jeg ville bruge resten af mit liv på at sprede kærlighed.” Og det var her Maggies hjælpearbejde begyndte. Ikke som en plan, men af nød. Hun havde nu ansvaret for 25 forældreløse børn midt i et borgerkrigshærget land uden penge.

”Vi kunne ikke blive i biskoppens hus, fordi alle børnenes forældres døde kroppe var der. En af børnene kendte en mand på den tyske ambassade, og sent om aftenen sneg vi os i mørket hen til ham, og han hjalp os ind på ambassaden. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med alle de børn og ingen penge, og alt var kaos,” fortæller Maggie. De tyske myndigheder evakuerede alle medarbejderne på den tyske ambassade med helikoptere, og Maggie fik også muligheden for at komme med, men takkede nej.

Herefter tager det ene ligesom bare det andet, og lige siden har Maggie brugt sit liv på at hjælpe børn. Først i Burundi, hvor hun i de følgende år hjælper op mod 10.000 børn, indtil hun i 2015 blev nødt til at flygte til Rwanda, fordi myndighederne i Burundi anklagede hende for mange ting og ønskede hende af vejen. I Rwanda gik Maggie straks i gang med at etablere hjælpearbejde for børn fra Burundi, der boede i flygtningelejre i Rwanda.

”Hvis du hader, så ødelægger du dig selv […]
men hvis du spreder tilgivelse,
så helbreder du verden,
og du helbreder dig selv.”

”I det ene land er jeg kriminel, i et andet land er jeg en helt og modtager en flot pris,” siger Maggie med et stort grin og med en henvisning til den pris hun modtog i 2016 for sit hjælpearbejde.
I 2016 blev Maggie nemlig den første modtager af den internationale pris ”Aurora Prisen”. Sammen med prisen modtog hun 1 mio. dollars, som skulle bruges til hjælpearbejde.

Tilgivelse helbreder verden

Maggie har etableret organisationen Maison House, som årligt hjælper omkring 7.000 børn og unge primært fra flygtningelejre i Rwanda, men også fattige lokale, med skolegang, uddannelse, psykologhjælp, IT-kurser og undervisning i økonomi og landbrug og meget mere. Samtidig holder Maggie fast i et meget stærkt budskab om kærlighed. Et budskab, hun deler overalt, hvor hun kommer frem.

”Folk spilder så meget tid med dumhed. De glemmer, at vi har en vigtig mission; at sprede kærlighed og gøre andre glade,” siger Maggie. På spørgsmålet om, hvordan man tilgiver det ummiddelbart utilgivelige, svarer Maggie:

”Hvis du hader, så ødelægger du dig selv. Hvis du gerne vil blive i hadet, hvis du gerne vil dø i det had, så fortsæt, men hvis du spreder tilgivelse, så helbreder du verden, og du helbreder dig selv. Det kristne dna er tilgivelse. Dem, der begik massakren i Burundi, er også mine brødre, og dem må jeg også bede for. Tilgivelse helbreder verden. Had ødelægger menneskeheden,” siger Maggie og tilføjer:

”Jeg vil blive ved med at sprede budskabet om kærlighed. Det er ikke kun flygtninge og fattige, der har brug for budskabet. Det har alle brug for.”

Mangler mad og penge

Lige nu mangler Maison House penge – blandt andet på grund af manglende støtte fra USAID. ”Folk mangler mad lige nu. Jeg er meget vred over det. Vi mangler ikke penge, fordi folk er fattige, men fordi folk er selviske. Vi er én menneskehed, hvordan kan vi være glade og bruge vores penge på dumheder, mens andre dør,” slutter Maggie. Maggie, der snart runder de 70, har de seneste år deltaget i mange konferencer og har også deltaget i en TED-talk på YouTube og er i det hele taget blevet en efterspurgt person til store humanitære arrangementer.

”Vi er én menneskehed, hvordan kan vi være glade
og bruge vores penge på dumheder, mens andre dør?”

Da vores samtale slutter, skal Maggie og hendes vært ud at finde noget at spise et sted i København, inden hun skal deltage i et møde på den franske ambassade.