Når talsmanden kommer

Helligånden vidner for os om Jesus, sådan at vi kan være vidner om Jesus for andre, medens Helligånden overbeviser dem.
Ifølge Jesus vil vi møde modstand, når vi vidner om ham. For nogle er evangeliet ”de gode nyheder”, for andre er det dårskab, som vækker forargelse. Der vil altid være en pris for at vidne om Jesus udenfor kirkernes trygge talerstol. Derfor forbereder Jesus sine disciple på, at han ikke længere fysisk er tilstede hos dem. Samtidig lover Jesus os en vejleder og tolk, som vi kan læne os op ad. Jesus siger ligefrem, at det er bedst, at han går bort, for at Talsmanden kan komme til dem.
Men at Helligånden kommer og støtter mennesker, er ikke noget nyt. I Gammel Testamente var Helligånden aktiv, fyldte og kom over mennesker, for at de skulle lykkes i deres tjenesteopgaver. Som jeg læser Bibelen, er det nye, at nu vil Helligånden ikke længere ”kun” komme målrettet til specielt udvalgte mennesker, som havde en speciel opgave. Det kræver, at Jesus først fjerner al adskillelse mellem Gud og menneske sådan, at Helligånden endelig kan tage permanent bolig i os alle, som tror på ham (Joh.20:21-23).
Dette er en vigtig præmis, når trængsler og omstændigheder presser på med oplevelse af fortabthed, ensomhed, håbløshed og forvirring. Med den nye dimension er vi ikke alene, idet Helligånden bor fast inden i os. Derudover er det nye, at denne gang kan alle døbes med og fyldes af Helligånd og blive udrustet ved Helligånden, og det er ikke længere kun for de få udvalgte. Vi kan og skal alle være vidner om Jesus.
Og i dagens tekst viser Jesus os, hvordan samspillet bliver: Helligånden vil vidne for os om Jesus, og vi kan vidne om Jesus for den verden, vi er sat i. Og hvor vi vidner om Jesus, vil Helligånden overbevise verden om synd, retfærdighed og dom. Samtidig vil Helligånden vejlede os til hele sandheden, ikke nye sandheder eller nye åbenbaringer, men give os et større blik end vores egen smalle vinkel, så vi kan se og skønne mere af sandheden, som er Jesus.
Det gør Helligånden ved at herliggøre Jesus for os. Netop her er den store gave og udfordring for os. Verden kan acceptere regler og ritualer, disciplin og arbejde som vejen til et åndeligt liv. Verden kan også acceptere indsigt og dybere forståelse som vejen til et spirituelt liv. Verden ligefrem elsker, at der er mange veje og kombinationer, således at den enkeltes præstation gør en til et bedre menneske.
Og den nemmeste forkyndelse er at komme med opskrifter på et lykkeligt, balanceret, dybere, bedre, sundere liv osv, medens det er vanskeligt at sige, at Jesus er livet og at den nye dimension er, at han vil tage bolig i os ved sin Ånd. Verden kan ikke af sig selv forstå, at Jesus er vejen, sandheden og livet, og at den eneste vej til Gud er, at vi i vores egen afmagt siger ja til Jesu kald og Jesu store nåde.
Men her kommer Helligånden os til hjælp, medens vi vidner om Jesus. Han herliggør Jesus, medens vi vidner om Jesus Han overbeviser om synd – som er ikke at have tro og tillid til Jesus og hans ord Han overbeviser om retfærdighed – hvor Jesus har fjernet enhver adskillelse og genoprettet retfærdigheden. Han overbeviser om dom – baseret på, at Satan har tabt, og det sidste ord ikke er sagt.
Vores personlige vidnesbyrd og villighed til at være vidner vil Helligånden tilføre en dimension, hvor vi ikke skal overbevise om noget som helst, men blot selv være ærlige, autentiske og sårbare vidner med tillid til Helligåndens gerning, medens vi bevidner, hvordan Helligånden giver ”medvind” og herliggør Jesus.
Prædikentekst: Joh. 15, 26 – 16:15
(Søndagens tekst er en udvidet tekst fra Joh.15:26- 16:4)
Løftet om talsmanden
Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.
Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.
Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.
Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.