’Tiden kalder på fordybelse, som giver energi til hverdagen’

Hvad sanser du, hvis du forsøger at leve dig ind i en af Bibelens beretninger? Hvis du for eksempel er til stede ved bespisningsunderet. Hvor står du? Hvem er du? Hvordan reagerer du på det, der sker? Hvad hører, lugter, smager og ser du?

At læse Bibelens beretninger med fantasi og personlig indlevelse kan nok for mange lyde som en forholdsvis moderne metode. Men denne form for meditativ bibellæsning har faktisk en lang historie i kirken, og den er en af de metoder, som den katolske teolog og mystiker Ignatius af Loyola (1491-1556) har efterladt sig. Ignatius af Loyola stiftede Jesu Selskab, også kendt som Jesuiterordenen, der i dag er den katolske kirkes største orden. Ordenen er især kendt for at arbejde med undervisning og retræter, og desuden har ordenens spiritualitet, kaldet ignatiansk spiritualitet, i nyere tid spredt sig også uden for katolske kredse. Det gælder også i Danmark, hvor ignatiansk spiritualitet danner grundlag for mange af de retræter, der afholdes også i folke- og frikirkelige sammenhænge.

Et af de steder, hvor Ignatius’ spiritualitet har stor betydning, er på retrætestedet Ådalen, som blev grundlagt af Johannes og Heidi Pedersen i 2012. De har baggrund i en frikirkelig sammenhæng, hvor Johannes Pedersen var leder i mange år og i en periode ansat som præst. Men udbrændthed førte til, at han søgte hjælp hos den svenske retræteleder Magnus Malm og deltog på en række af hans retræter, der var målrettet præster. Her mødte han den ignatianske spiritualitet og oplevede, at den talte meget stærkt til ham.
”Stilheden og hele den måde at tænke på, som Magnus Malm trækker fra det ignatianske, gjorde noget ved mig. Jeg begyndte at læse om Ignatius og hans spiritualitet for at forstå, hvor det stammer fra, og blev mere og mere fanget ind af det,” fortæller Johannes Pedersen.
Hans kone gennemførte også et retræteforløb hos Magnus Malm, og efterhånden formede der sig en drøm i ægteparret om at formidle noget af den spiritualitet, de mødte på retræterne, i en dansk sammenhæng.

Frikirkefolk bruger katolsk tradition

På det tidspunkt var kendskabet til ignatiansk spiritualitet meget begrænset i Danmark, og udover det katolske retrætecenter Stella Matutina i Kokkedal, som drives af Sankt Joseph Søstrene, blev der ikke regelmæssigt holdt retræter på ignatiansk grundlag. Johannes og Heidi Pedersen arbejdede videre på at realisere drømmen om et retrætested, og sideløbende gennemføret Johannes Pedersen ’de åndelige øvelser’, et 30 dages retræteforløb, som Ignatius udviklede. Netop sådanne forløb med Ignatius’ åndelige øvelser er noget af det, Ådalen Retræte udbyder, både fordelt på 3 x 10 dage for at gøre det praktisk muligt for flere at deltage, og hver andet år som 30 dages retræte. Derudover afholder Ådalen Retræte flere fem dages retræter samt en del weekend-retræter, alle på ignatiansk grundlag.

”Vi kalder os et ignatiansk retrætested, og når vi på Ådalen selv udbyder noget, er det altid præget af det ignatianske. Vi lejer også huset ud til andre, og mange af dem arbejder også med det ignatianske,” fortæller Johannes Pedersen.

Det kan lyde paradoksalt, at to protestantiske kristne med baggrund i et frikirkemiljø driver et retrætested baseret på en 500 år gammel katolsk spirituel tradition. Men Johannes og Heidi Pedersen oplever, at den ignatianske tradition har meget at give kristne på tværs af kirketilhørsforhold og også kan tale til mennesker, der ikke er kirkeligt forankrede.

”Det er en spiritualitet, der har en evne til at tilpasse sig den enkelte og det, den enkelte bringer med sig ind i retræterne, og så er den baseret på en stærk tillid til det, der sker i mødet mellem Gud og den enkelte. Ignatius beskrev, at man som vejleder skulle være tilbageholdende og give plads til, at Gud kan virke i den enkelte. Så vores opgave som vejledere er at skabe det rum, hvor det direkte møde mellem Gud og den enkelte kan finde sted – i tillid til, at Guds ånd er virksom – og så hjælpe med at udvikle evnen til at skelne mellem det, der kommer i processen – hvad er fra Gud, og hvad er ikke fra Gud,” siger Johannes Pedersen.

Han peger på, at netop tilliden til Helligåndens virke er noget af det, mange med frikirkebaggrund kan genkende fra deres egen tradition. Mange finder det også betryggende, at den ignatianske spiritualitet lægger meget vægt på bibellæsning og indlevelse i bibelteksterne.

”Ignatius opfandt ikke så meget selv, men samlede og strukturerede ting, han fandt virksomme. Han arbejdede videre med den ældgamle lectio divina-tradition og udviklede en form for kontemplation, som handler om at bede med sanserne og være til stede i en bibeltekst, så man kan opleve den meget levende og også for eksempel spørge ind til dem, man møder i teksten,” fortæller han.

”Det er en spiritualitet, der har en evne til at tilpasse sig den enkelte og det, den enkelte bringer med sig ind i retræterne, og så er den baseret på en stærk tillid til det, der sker i mødet mellem Gud og den enkelte.

Samtaler i en bibeltekst

Da Johannes Pedersen gennemgik de 30 dages åndelige øvelser på et jesuitisk retrætecenter i England, var hans vejleder opmærksom på, at han ikke kom fra en katolsk baggrund, og hun nævnte, at han for eksempel kunne tale med Helligånden i stedet for med Maria, når øvelserne lagde op til en samtale med Sønnen, Faderen og Maria.
”Egentlig er det jo ikke farligt. Man kan lige så vel samtale med Peter eller Maria i en bibeltekst som med Jesus selv. Men støder man sig på det, kan man tilpasse øvelserne. På den måde er det ignatianske meget fleksibelt,” siger Johannes Pedersen.

Han tilføjer, at Jesu Selskab fra begyndelsen var tænkt som en orden, der skulle være aktiv i samfundet, og hvis medlemmer ikke skulle leve i klostre. Det betyder, at den ignatianske spiritualitet har udviklet sig i samspil med det omgivende samfund, og at der er stor vægt på, at tilbagetrukketheden i bøn og meditation skal give energi og inspiration til et aktivt virke i verden. Det taler ifølge Johannes Pedersen til mange af dem, der kommer på Ådalen Retræte.

Det samme oplever Peder Poulsen, der er tidligere præst og nu fungerer som åndelig vejleder, medvandrer og retræteleder, især på Ådalen Retræte. Da han stiftede bekendtskab med ignatiansk spiritualitet, havde han en baggrund som terapeut med praksis inden for indsigts- og oplevelsesorienteret psykoterapi, og derfra var der ikke langt det til ignatianske.

”Alt det, jeg havde trænet i det terapeutiske, kunne jeg aktivere i den ignatianske praksis. Hans måde at bruge lectio divina handler jo netop om at bo i teksterne – som i en film – og bruge sin indre forestillingsverden. Det er næsten som et rollespil, hvor man bliver medspiller og taler med Jesus. Når man går igennem den proces og går i dybden med den, er det, som om man har været sammen med Jesus – og det bliver et slags eksperimentarium, hvor man prøver ting af og begynder at finde ud af, hvad der er genuint,” siger Peder Poulsen.

I processen spiller vejlederen en væsentlig rolle, påpeger han.

”Retræten har nogle rammer, så forløbet ritualiseres med en dagsrytme, og så er der en vejleder til at ’holde rummet’, så man så at sige kan lege frit uden at sætte alting på spil. Det giver en tryghed, som gør, at man kan begive sig ud på dybt vand,” siger han.

Trætte af terapi

Peder Poulsen tilføjer, at i og med at Ignatius er erfarings- og ikke dogmebaseret, behøver man ikke at være bekendende kristen eller tilhøre et bestemt kirkesamfund for at få gavn af de ignatianske metoder.

”For at gå ind i det ignatianske må man være åben for, at der er en højere magt, og man må have et ønske om at forstå sig selv i sammenhæng hermed. Og så skal man acceptere Kristus eller Jesus som en, der kan vejlede og hjælpe os. Derfra handler det om at tygge drøv på sit liv – med det åndelige som en ressource, der kan reframe ens liv totalt,” siger han.

Han oplever, at mange, som søger det ignatianske, har mange års erfaring med terapi, men ikke orker det mere.

”De er så trætte af den samme gamle historie, hvor de ser sig selv som deres forældres barn og forstår deres liv i lyset af det, de har med sig fra barndommen. I det ignatianske bliver der åbnet op for, at de er så meget mere og andet,” siger han.

Både Johannes Pedersen og Peder Poulsen nævner øvelsen ’det kærlige tilbageblik’, eller ’den daglige eksamen’, som den også kaldes, som et godt redskab, man kan tage med hjem fra retræten og inkorporere i dagligdagen.

”Det kærlige tilbageblik er en måde at holde opmærksomhed på godheden og gavmildheden – at vi lever i et venligsindet univers,” siger Peder Poulsen.

Og Johannes Pedersen supplerer: ”Det er karakteristisk for det ignatianske, at man retter sin opmærksomhed mod, hvor Gud er og har været virksom i ens liv, og det kan give stor taknemlighed at få øje på det, f.eks. gennem det kærlige tilbageblik som en daglig praksis.”

Tillid til ordets smag

Daniel Nørgaard, der er katolsk præst og medlem af Jesu Selskab, bruger den ignatianske tilgang i sit arbejde som skolepræst på Niels Steensens Grundskole og Gymnasium i København, og når han holder retræter og kurser for både protestanter og katolikker.

”Jeg oplever, at der er en ret stor åbenhed over for det ignatianske, også fra protestanter, og jeg tror, at det skyldes, at det ignatianske er meget tilpasningsdygtigt, men også at der er noget fundamentalt i metoderne, som de fleste kristne kan genkende,” siger han.

Han nævner, at især den meget bibelbaserede tilgang, hvor man læser bibeltekster meditativt med personlig indlevelse taler til mange protestanter.

”Det er en måde at møde Jesus på gennem hans ord, som virker meget stærkt, fordi det foregår gennem meditation, og som samtidig er så Kristusbaseret, at det virker beroligende også på dem, der eventuelt er lidt skeptiske over for det katolske,” siger han.

Desuden er den ignatianske tilgang, som også Johannes Pedersen påpeger, præget af, at vejlederen skal træde i baggrunden og lade teksterne tale for sig selv.

”Et af principperne for vejlederne er, at man skal fremlægge bibelteksterne med så få bemærkninger og forklaringer som muligt, så man lader Gud om at nå den enkelte på den måde, som det taler til vedkommende. Vi må stole på, at ordet har smag og kraft nok til at tale til mennesker også i dag,” siger Daniel Nørgaard.

”Et af principperne for vejlederne er, at man skal fremlægge bibelteksterne med så få bemærkninger og forklaringer som muligt, så man lader Gud om at nå den enkelte på den måde, som det taler til vedkommende. Vi må stole på, at ordet har smag og kraft nok til at tale til mennesker også i dag,”

Han tilføjer, at man som jesuit og åndelig vejleder ikke kommer med en taske og pakker Gud ud og viser ham frem, men sætter sig sammen med mennesker og kigger på deres liv og prøver at få øje på, hvor Gud er i netop deres erfaringer og i verden i øvrigt.

”Det betyder ikke, at vi skal tro, at Gud er til stede i alting. Gud er ikke til stede i bomberne, der rammer børn i krig, men selv i en ond situation kan man ofte få øje på, at Gud er til stedet. Det taler bredt til fok, også til kirkefremmede, der kan have det svært med at gå direkte til bibelteksterne,” siger han.

Ignatianske øvelser kan derfor også bestå i at gå en tur i naturen og betragte skønheden og reflektere over, hvordan den taler til én.

”Gud er også skønhed, så det kan være et sted at begynde, som er lettere for mange end at gå direkte til en bibeltekst,” siger han.

Behov for tilbagetrækning

Både Daniel Nørgaard og Johannes Pedersen oplever, at der er en stigende åbenhed over for det ignatianske – og det katolske i det hele taget – i folke- og frikirkelige kredse.

”Vi har de sidste ti år oplevet en meget større åbenhed, også fra de frikirkelige sammenhænge, hvor vi ellers havde svært ved at trænge igennem til at begynde med. I de mere karismatiske kredse er der en voksende forståelse for behovet for tilbagetrækning, og mange finder derfor ind i retrætebevægelsen. Her møder de så det ignatianske og opdager, at det baserer sig på en meget stærk tillid til Helligånden. Så selv om formen er anderledes end det, de er vant til, genkender de noget fra deres egen historie og baggrund,” siger han.

Ignatius af Loyola og de åndelige øvelser

Ignatius af Loyola (1491-1556) var en spansk katolsk teolog, der grundlagde Jesuiterordenen, Jesu Selskab, i 1540. I 1521 blev han såret i kamp og måtte i en lang periode være sengeliggende. Han ville gerne læse ridderromaner, men biblioteket på hans forældres slot havde kun religiøse bøger. Læsningen fik ham til at lægge sit liv om og engagere sig i åndelig kamp frem for militær. Ignatius fordybede sig herefter i kristen mystik og udviklede en række øvelser, som blev samlet i bogen Exercitia spiritualia (Åndelige øvelser). Øvelserne i Ignatius’ bog er ordnet, så de følger et nøje tilrettelagt mønster delt op i fire perioder over i alt 30 dage.