To danske biskopper til pavebegravelse

To danske biskopper deltog i pavens begravelse – den ene på vegne af Det Lutherske Verdensforbund, skriver Folkekirkens Mellemkirkelige Råd i en pressemeddelelse.
De to biskopper er Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop i Aalborg Stift, og biskoppen i Viborg Stift, Henrik Stubkjær, som er præsident for Det Lutherske Verdensforbund (LVF).
Kirkerne deler samme håb
Aalborgs biskop mødte pave Frans i 2022. ”Selvom der er forskelle mellem kirkerne, deler vi det samme håb. Pave Frans har som person været betydningsfuld for vores tid, og det er naturligt, at folkekirken også er repræsenteret ved begravelsen,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen. Biskop Henrik Stubkjær har to gange været i audiens hos pave Frans som en del af en delegation fra LVF. Han kalder paven en ”markant kirkeleder”, som kunne trænge igennem med budskaber om fx værdighed for fattige, klimaet og menneskets ansvar for skaberværket.
”Det er der, vi som lutheranere står i stærkt fællesskab med katolikkerne,” siger Henrik Stubkjær.
Paven styrkede relationen til den lutherske kirke
De venskabelige forbindelser mellem den katolske kirke og den lutherske kirke blev styrket efter pave Frans’ besøg i 2016 i Lund i Sverige ved den internationale markering af 500-året for Reformationen. Her manede paven til enhed, og der blev indgået samarbejdsaftaler mellem det lutherske og det katolske internationale nødhjælpsarbejde – hhv. LVF’s World Service og det katolske Caritas Internationalis.
”Da jeg besøgte paven i juli sidste år, talte vi både fred og kirkernes fælles arbejde for kristen enhed. Også her var han en foregangsmand. Efter besøget har vi nu sat et dialogarbejde i gang mellem Den katolske Kirke og Det Lutherske Verdensforbund, hvor vi sammen læser Den Augsburgske Bekendelse fra år 1530, som er en del af folkekirkens bekendelsesgrundlag. Vi ser på, om ikke vi her 500 år efter faktisk har nærmet os hinanden og ser ens på mange af de centrale trossætninger,” siger Henrik Stubkjær.