IPSICC

Årsmøde i Adventistkirken med genvalg af ledelsen

Bjørn Ottesen

Adventistkirken i Danmark holdt årsmøde på Himmerlandsgården nær Hadsund i dagene omkring Kristi Himmelfartsdag.

I år var der valg af kirkens ledelse og Unionsbestyrelse, som alle er valgt for en fire-årig periode. Det førte til genvalg af den nuværende ledelse med Bjørn Ottesen som formand, Lasse Bech som næstformand og Kristinn Odinsson som kirkens økonomichef. På generalforsamlingen blev den nye strategi frem til 2029 med fokus på fællesskab, lederskab og discipelskab vedtaget. Som den nyvalgte formand Bjørn Ottesen siger: ”Vi skal komme til mennesker med ydmyghed, nysgerrighed og respekt.”

I det hele taget var der stor optimisme at spore. Der er mange tegn i samfundet på, at danskerne og ikke mindst de unge er mere søgende end tidligere. Kampagnen ”Lad os tale om tro” har i den grad været med til at sætte tro og kristendom på dagsordenen. Adventistkirken har i Danmark ca. 2.400 medlemmer og 20 millioner medlemmer på verdensplan.