Birgitta Trotzig og den mørke nat

Birgitta Trotzig, der blev uddannet i litteratur- og kunsthistorie, debuterede som 21-årig med novellesamlingen ”Ur de älskandes liv”. Men det er med romanen ”De utsatta”, at hun fik sit endelige gennembrud. Det er da også fra og med denne roman, at hun for alvor bliver interessant for den kristne læser. I denne roman og de følgende er hun nemlig stærkt inspireret af den spanske munk, forfatter og mystiker, Johannes af Korset, og hans tale om den mørke nat. Derfor er det også relevant som indledning kort at skitsere, hvad hans tanker går ud på.

Johannes af Korset som inspirationskilde

Johannes af Korset levede i 1500-tallet og var tilknyttet karmeliterordenen, der på den tid blev reformeret af Teresa af Avila. Han står sammen med hende som de to helt store skikkelser i den orden, som kaldes De Uskoede Karmeliter. Han regnes derudover som én af datidens helt store poeter i Spanien. Digtene, som danner grundlag for hans bøger, blev skrevet, mens han sad i fængsel i sit kloster pga. hans kritik af den slaphedsånd, som havde sneget sig ind i ordenen.

Sansernes og åndens nat

Den centrale tanke i bøgerne er, at den kristne gennemgår to nætter som en renselsesproces på sin vej mod større og større overgivelse til Gud. Den første nat er sansernes nat, hvor den kristne mister glæden ved de sanselige og materielle ting i livet. Natten kan opleves som en tørkeperiode, hvor det er svært at finde retning i mørket, da alt det vante har mistet sin magt. Gennem denne proces frigøres den kristne fra det, som binder ham i verden, for efterfølgende at få det givet tilbage, men nu uden at være bundet af det.

Senere kan den kristne komme ind i en endnu mørkere nat: Åndens nat, hvor han mister glæden ved de åndelige ting og kan føle sig forkastet af Gud. Men gennem denne mørke nat befries han fra at elske Gud for, hvad Gud giver ham af fred og glæde, til i stedet at elske Gud for den, han er. Det menneske, der når dertil, er i sandhed fri.

”De utsatte”

I romanen ”De utsatta” fra 1957, der desværre ikke er oversat til dansk, følger vi hovedpersonen, præsten Graa. Handlingen foregår i 1600-tallet under Den Skånske Krig, hvor Graa kommer i klemme mellem de danske og svenske interesser og afsættes fra sit præsteembede – og ikke nok med det, han ender sine dage i dårehuset. På overfladen er der altså tale om en meget dyster og mørk beretning om et menneskes sociale deroute, mens det på et dybere åndeligt plan er beretningen om, hvordan pastor Graa gennemgår den mørke nat og gennem den – trods hans triste ydre skæbne – bliver mere og mere forenet med Kristus. Man kan derfor betegne bogen som en åndelig udviklingsroman.

Paradokset

For at beskrive dette skisma mellem det ydre og indre benytter Birgitta Trotzig sig af paradokset og det begreb, som kaldes et oxymeron, som er en sammenstilling af modsatrettede ord og begreber i en betydningsmæssig helhed. Det ses bl.a. i vendinger som ”lysende mørke” og ”mørket er klar som havet”. På samme måde smelter lys og mørke, dyb fortvivlelse og jubel sammen i scenen for Graas afsættelse:

”Men på det nederste trappetrin sprang en skælven op, en kilde brød op, den skælvede af jubel gennem hjertet som beholdt tyngden og forvirringen: nu er min befrielse kommet, nu er min frihed her, nu løses båndet, nu går jeg fri.” Her beskriver forfatteren en kristens erfaring af, at man midt i sorg og smerte i det ydre kan opleve en dyb indre glæde ved at tilhøre Kristus.

Kristus i romanen

Forfatteren har kaldt ”De utsatta” en legende i betydningen en helgenlegende. En legende er bygget op med en hel bestemt hensigt, hvor den person, der skildres, beskrives ud fra måden personen peger hen på Kristus. Det er med andre ord ikke den portrætterede, der er i centrum, men Kristus selv. Set i det lys skifter Graas lidelsesvej fortegn. Dette ses fx i Graas ord: ”Og dine mærker er i mig, det er din døds mærker i mig.

Og for mit hjertes hårdheds skyld er din død min; og for min bortvendtheds skyld er din plage min; og for min lunkenheds skyld åbner du dit legeme, og du giver mig din kærlighed, i din døds kærlighed lever jeg, og jeg ser dit ansigt: Herre, din barmhjertighed, din barmhjertighed som overskrider mig og overskygger mig.”

”En berättelse från kusten”

To år efter udgivelsen af ”De utsatta” udkom romanen ”En berättelse från kusten”, hvis indhold har en endnu dybere kristen tematik. Til forskel fra ”De utsatte” er denne roman oversat til dansk af den kendte forfatter Inger Christensen.

”En berättelse från kusten” er en kende mere kompliceret bygget op end ”De utsatta” pga. et mere mangfoldigt persongalleri. Fortællingen består således af en række centrale personer, der parvis danner parallelle handlingsforløb, som hen ad vejen krydser hinanden og ender i en fælles fortælling, som viser, hvordan vi som mennesker er forbundne og griber ind i hinandens skæbner og livsbaner.

Korset i centrum

Romanen udspilles i Sveriges middelalder, og skal man tale om en hovedperson i fortællingen, er det Jesus – symbolsk og konkret repræsenteret ved et trækrucifiks, skåret af en lægbror i byens dominikanerkloster. Ligesom Jesus bliver nærværende i krucifikset, bliver han det på forskellig måde i og gennem personerne i beretningen. De bliver, som romanen siger, ”Guds ansigt og krop”.
Det fineste eksempel på dette og på, hvordan den troende kan komme den lidende Kristus – der gennem sin død bragte os liv – nær gennem sin lidelse, er Apelone, én af de helt centrale personer i bogen.

Apelone er gift med Lavst Peder, byens borgmester, der på alle måder piner og plager hende, – til sidst til døde. Men gennem sin lidelse kommer hun til at afspejle Jesu væsen, som det siges i et af de smukkeste afsnit i bogen:

”Hun kunne have grund til at lægge sig ned på jorden og bede sin Skaber om at tage livets forfærdelige gave tilbage. Men hun var ikke sådan, at hun blev knækket. Ikke heller bøjedes hun. Hun blev båret. Thi hun vidste, hvordan man tilgiver. I tilgivelsens strømmende vand stod hun opret; den bar hende. Og der var en glæde over hende, en glædesvind flød uudtømmelig gennem hendes udmattede lemmer.”

Hun bliver da også til redning for sin mand, der gennem hendes død når frem til en erkendelse af og anger over sin ondskab og bliver forsonet med Gud. Også hendes bror, der er prior i byens dominikanerkloster og ikke har kunnet tilgive sin svogers ondskab mod søsteren, bliver forløst gennem hendes død og gennem Lavst Peders anger. Lavst Peder kommer til klosteret for at skrifte sin synd. Men med ordene:

” – kan du tro, at jeg – at jeg orker bære også dette lige nu? Dig?” viser prioren, at det er umuligt for ham at tage imod hans bekendelse. Men da siger Lavst Peder: ”Herren Kristus bærer også dig”. Da ser prioren ”sit eget liv ligesom man i et lys fra et lyn kan se et helt landskab. […] Og prioren så, at han selv havde et skriftemål at aflægge”.

Mødet med Gud i hans modsætning

Den kristendom, som Birgitta Trotzig skildrer i sine romaner, er ikke af den letkøbte slags. Den går gennem Johannes af Korsets nætter til forløsning og befrielse. Som hun udtrykker det i ”En berättelse från kusten”:

”Vi er mørke og hans, lysets, vej til os bliver for os mørke. Thi vi kunne ikke med det sammen med vores onde, syge øjne se ind i hans blik, han det uforgængelige lys. Så forekom det os, at vi vandrede, som om det var os, der tilbagelagde vejen – en vej i mørke, fuld af skarpe skår. Men i virkeligheden er det ham, som er på vej mod os – han baner sig vej ind i os, han bryder sig vej tværs gennem vores uigennemtrængelighed, han splintrer den til skår for os. Og det ser ud for os, som om vi bliver såret, mens vi stykke for stykke befris.”