Hanne Terp Legarth bliver KFS’ første nationale leder

Fra 1. august 2025 bliver Hanne Terp Legarth en del af den daglige ledelse i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), når hun tiltræder i den nyoprettede stilling som national leder i KFS.
Hanne Terp Legarth er et kendt ansigt i KFS, hvor hun tidligere har været lærer på KFS’ Ledertræningscenter LTC gennem en årrække, og siden 2024 har hun været en del af KFS’ bestyrelse. Hanne forlader dermed sin nuværende stilling som institutleder for Kristent Pædagogisk Institut, en stilling, hun overtog i oktober 2023 efter den mangeårige leder Claus Hjort. Som national leder træder Hanne Terp Legarth ind i KFS’ daglige ledelse, hvor hun primært vil fungere som personaleansvarlig leder for KFS’ konsulenter og volontører og som lejrchef for Påskelejr og Discipeltræf.
”Hun skal med andre ord være med til at skabe rammerne for det, vi allerhelst vil i KFS: At se studerende kende Jesus og gøre Jesus kendt blandt deres medstuderende,” skriver KFS på deres hjemmeside. Jakob Højlund, der er generalsekretær i KFS, glæder sig til samarbejdet med sin nye kollega:
”Det glæder mig utrolig meget at få Hanne med i KFS’ ledelse. Hun har et stort hjerte for KFS’ mission og for de studerende, og jeg er sikker på, at hun bliver en dygtig leder for konsulenterne og vores store lejre. Jeg kender Hanne som utroligt dedikeret og vis med et skarpt blik for den overordnede retning – og i sidste ende er det jo altid Jesus. At han kommer til os i kærlighed og nåde. Dét er Hanne optaget af.”
Hjerte for KFS
Det er også en glad national leder, der tager fat på arbejdet til august: ”KFS har en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg kan ikke forestille mig ret meget, der vil være mere meningsfuldt for mig end at være med til at skabe gode rammer i KFS, så studerende kan kende Jesus og gøre Jesus kendt,” siger Hanne til KFS’ hjemmeside. Hannes indtræden i KFS’ ledelse betyder også en omstrukturering af opgaver.
Efter KFS’ ledertræningscenter blev lukket, har der været to personer i KFS’ ledelse, selvom antallet af ansatte i KFS samlet set ikke blev mindre. Her kommer den nationale leder til at afhjælpe en ledelsesflaskehals, så der bl.a. frigives tid til mere udvikling af KFS’ arbejde, skriver KFS.