Kvinder skaber forandring i familier og samfund

”Når kvinder får adgang til uddannelse, økonomiske ressourcer og politisk indflydelse, styrker det ikke kun dem selv – det løfter hele familier og samfund. I ADRA ser vi igen og igen, at investering i kvinder skaber varig forandring. Derfor er kvinder et gennemgående fokus i vores arbejde i det globale syd,” siger Jens Vesterager, der er generalsekretær i udviklings- og nødhjælpsorganisationen ADRA Danmark.
Ifølge Jens Vesterager betragter ADRA kvinder som vigtige medspillere, hvad enten indsatserne handler om klimatilpasning, landbrug, økonomi, fredsopbygning eller at danne borgergrupper i lokalsamfund. Af samme årsag sparker ADRA nu gang i kampagnen ’Hendes stemme’, der formidler inspirerende historier om, hvad der sker, når kvinder viser handlekraft. Kampagnen skal desuden rejse penge til flere af de indsatser, der skubber på den positive udvikling.
”En mere retfærdig verden er kun mulig, hvis kvinder får samme muligheder og indflydelse som mænd,” siger Jens Vesterager.
Som en virus, der ikke vil gå væk
Statistikker fra internationale institutioner som FN og Verdensbanken har gennem årtier dokumenteret, hvordan det står til med kvinders rettigheder og sociale vilkår verden over.
Ligesom en virus, der er svær at komme af med, hvis immunforsvaret er svækket, får det igen og igen negativ indvirkning på pigers og kvinders liv, når samfund rammes af klimaforandringer, krige og pandemier.
Når familier og samfund bliver presset af kriser,
der påvirker deres indkomst og mulighed for
at skaffe mad, er det ofte piger og kvinder,
der betaler prisen i form af overgreb, sult,
manglende skolegang og andre overtrædelser
af deres rettigheder.
Når familier og samfund bliver presset af kriser, der påvirker deres indkomst og mulighed for at skaffe mad, er det ofte piger og kvinder, der betaler prisen i form af overgreb, sult, manglende skolegang og andre overtrædelser af deres rettigheder. Me Too-bevægelsen får verden til at spærre øjnene op, når sandheden kommer for dagen, men statistikkerne for kvinders vilkår generelt på verdensplan flytter sig kun langsomt.
Hvert år bliver 12 millioner piger giftet bort, før de er 18 år. Det svarer til et nyt børneægteskab hvert 3. sekund. Hver tredje kvinde i verden bliver udsat for fysisk eller seksuel vold i løbet af sit liv. Dette svarer til omkring 736 millioner kvinder.
Statistik skygger for gode resultater
”Tallene er dystre, men de gode resultater bør i højere grad komme frem i lyset og nuancere billedet, der ofte bliver gjort sort-hvidt.” Sådan siger ADRA’s kommunikationschef Laura Nygaard Nielsen. Hun har beskæftiget sig med udviklingsarbejde i over 15 år. Man kan finde podcasten: Kvinderne rejser sig i Uganda – især når de står op for hinanden på ADRA’s hjemmeside
”Kvinder er ikke kun ofre, og mænd er ikke kun skurke. I ADRA oplever vi, at det nytter at bakke de lokale kræfter i felten op med ressourcer til at tale deres egen sag. Vi ser, hvordan lokalt organiserede borgergrupper, der repræsenterer begge køn, selv skaber forandring i deres lokalsamfund. Både når de får større indblik i rettigheder, når kvinder bliver dygtigere til at dyrke jorden, og når kvinder i fællesskaber med andre kvinder sparer op og investerer, så de øger familiens indkomst. Kvinderne høster respekt, og det styrker deres mulighed for at deltage i beslutninger, der ændrer lokalsamfund. Det er resultater, vi kan dokumentere,” forklarer kommunikationschefen.
Laura Nygaard Nielsen påpeger, at der stadig er begrænset viden blandt danskerne om effekten af udviklingsmidler. Ifølge en undersøgelse fra Udenrigsministeriet mener 44 procent af befolkningen, at midlerne ofte ender i de forkerte hænder. ”Vi vil med kampagnen ’Hendes stemme’ vise, at udviklingssamarbejde virker. I ADRA ser vi det som en vigtig opgave at formidle menneskers egne erfaringer og fremskridt med respekt og værdighed – uden at forsimple eller fastholde stereotype billeder af Afrika som ét stort katastrofeområde,” siger kommunikationschefen.
Kirkerne er sovende kæmper
Kirker er blevet betegnet som ’sovende kæmper’ i diskussioner om trosbaserede organisationers rolle i udviklingssamarbejde. ”ADRA har kolossale muligheder for at nå ud med budskaber, der kan påvirke sociale normer positivt. Vi er udsprunget af Adventistkirken og har derfor i mange sammenhænge lettere ved at få taleret ind i det globale syds civilsamfund end ikke-trosbaserede NGO’er,” siger ADRA’s generalsekretær.
”Vi forstår og respekterer, hvor meget troen betyder for den enkelte i de afrikanske lande, hvor vi arbejder. Fra det udgangspunkt kan vi pege på problemerne ved, at piger og kvinder behandles som mindre værdige end mænd. Vi er jo alle skabt i Guds billede,” slutter Jens Vesterager. Hendes stemme-kampagnen løber i hele juni. Læs kvindernes historier eller støt her: adra.dk/hendes stemme.