Var Himmelske Dage en god fest eller en tam fest?
Ikke så overraskende handler svaret på ovenstående spørgsmål nok en hel del om øjnene, der ser. Det er et grundvilkår i livet, at der kan gå to mennesker ved siden af hinanden og opleve noget vidt forskelligt på den selvsamme tur. Sådan er det også med Himmelske Dage. Det handler vel både om forventninger, behov, personlighed og humør.
Personligt havde jeg en fantastisk oplevelse på Himmelske Dage – men jeg var også i godt humør de dage. Jeg ledte efter folk, der smilte, jeg var optaget af at finde historier, der kunne bekræfte min holdning om, at det er godt. Og det fandt jeg. Masser af glade mennesker, masser af gode arrangementer, masser af fællesskab. Det var fantastisk at høre Flemming Møldrups stærke og personlige vidnesbyrd blive blæst ud over torvet i Silkeborg til over tusind mennesker,
hvoraf nogle helt klart bare var på en tilfældig shoppetur i byen – eksempelvis valgte fire kække unge mænd fra en balkon på fjerde sal at lade deres kærlighed til fodboldklubben AGF gjalde ud til alle forbipasserende til en blanding af smil og irritation for de bagerste rækker, der var på torvet for netop at høre Flemming Møldrup have en samtale om tro sammen med Vlado Lentz, Pia Olsen Dyhr og Mikael Wandt Laursen. De fodboldlyriske slagsange ophørte dog efter få minutter, hvilket måske i virkeligheden var et de større hverdagsmirakler, som man skal huske at sætte pris på.
Et andet højdepunkt for mig var det fælles fadervor blandt tusindvis af mennesker til åbningsgudstjenesten og et brag af en gospelfest fredag aften afsluttende med en smuk fællessang med velsignelsen. Nogle ville gerne have haft mere debat på Himmelske Dage. Men det er ikke altid frugtbart. Det kan også være godt på skift at forklare, hvad man tror på. Tag eksempelvis diskussionen om alles frelse, som endnu engang er dukket op til debat.
På Himmelske Dage kunne man fredag kl. 15 lytte til Lars Sandbeck i Eksistensens telt, der fortalte om sit syn på alles frelse, hvorefter man kl. 16 kunne gå over i ProRex’ telt og lytte til Steen Skovsgaard m.fl., der fortalte om deres syn på alles frelse. Det er også en måde at blive klogere på – uden debat. Lige præcis om dette emne deltog Lars Sandbeck og Steen Skovsgaard dog også i en fælles debat.
På Himmelske Dage var en stor del af kirken i Danmark i al sin forskellighed repræsenteret og for de flestes vedkommende med et ønske om at fokusere på det, vi trods alt er fælles om – eller i hvert fald med et ønske om at insistere på at være fælles på trods af forskellighed. Personligt synes jeg godt, at det kan være et formål i sig selv. Himmelske Dage har i år gjort ekstra meget ud af at forsøge at rebrande sig selv ved at kalde sig for Kirkernes Folkemøde.
Jeg har været på Folkemødet på Bornholm flere gange, og Himmelske Dage i Silkeborg gav på flere punkter gode mindelser om Folkemødet på Bornholm, hvor en del af konceptet er, at folket skal mødes med politikerne – hvilket Folkemødet i øvrigt hvert år bliver kritiseret for ikke at gøre. Spørgsmålet er jo så, om Kirkernes Folkemøde primært skal fokusere på at være et sted, hvor kirkerne skal møde folket eller et sted, hvor kirkerne skal møde hinanden.
Altså nærmere et Kirkernes Fællesmøde. Begge dele vil være et helt legitimt formål, men af hensyn til deltagernes forventningsafstemning vil det nok være en god idé, hvis arrangørerne gør det tydeligt, om man primært vil det ene eller det andet. Personligt synes jeg, ’Himmelske Dage – Kirkernes Folkemøde’ var en god fest – om ikke for hele folket så i hvert fald for kirkefolket.
