I et frit samfund mener alle ikke det samme
Jens Jakob Schmidt
Morten Frisch, overlæge og professor ved Statens Serum Institut, udtaler i TV Avisen den 12. juli 2025 kl 12.00, at han er overrasket over, hvor udbredt homofobi stadig er i Danmark. Nye undersøgelser viser, at mere end hver femte dansker har homofobiske holdninger. Morten Frisch kalder på politisk handling, da han mener, at der er en social slagside, som er iøjnefaldende. Blandt mennesker med homofobiske holdninger er der en lavere grad af uddannelse, flere har økonomiske problemer, de har dårligere helbred, højere arbejdsløshed og flere lever som singler – alt sammen forhold, han mener, det er svært at gøre noget ved.
Samtidig påpeger han, at der er en stærk religiøs skævvridning: ”Jo mere religiøs man er, desto større sandsynlighed er der for, at man har homofobiske holdninger”. Det er her, han mener, at man politisk kan tage affære ved at få de religiøse i tale og stille krav for at ændre på situationen. Han henviser især til islamiske og visse kristne menigheder. Susanne Branner, sekretariatschef for LGBT+, udtaler derefter, at hun er overrasket og nedslået over, at antallet af homofobiske i Danmark stadig er så stort.
Hun mener, at det er begrænset, hvad LGBT+ selv kan gøre for at ændre på dette, da det er svært at nå ud til folk, som ikke ønsker kontakt. Hun er af den opfattelse, at der skal kaldes på politisk handling, da det ikke kan være rigtigt, at man ikke kan leve frit som LGBT+ person i Danmark. Hun påpeger, at det at møde en person med homofobiske holdninger kan have store konsekvenser for ens mentale trivsel.
Dette, mener hun, kan bevises gennem undersøgelser, som viser, at mange LGBT+ personer scorer dårligt på målinger af mentalt helbred, trivsel og sundhed – noget, hun mener, netop skyldes mødet med personer, der har homofobiske holdninger. Når man opfordrer til politisk handling, synes jeg, det er på tide at stille et vigtigt spørgsmål: Hvad mener vi egentlig, når vi taler om homofobi?
Taler vi om en form for angstlidelse – altså en irrationel frygt for homoseksuelle? Eller mener vi bare, at det handler om had? Det er vigtigt at få afklaret, så vi kan føre en ordentlig og ærlig samtale om dette. Jeg er nemlig bekymret for, at mange af de anklager om homofobi, vi ser i dag, bygger på skjulte antagelser, som ikke bliver undersøgt. Og hvis vi ikke gør det, får vi et skævt billede af virkeligheden.
Når jeg hører overlæge Morten Frisch udtale sig om homofobi, får jeg indtryk af, at han også kritiserer mig som bibeltro kristen. Hvis det er tilfældet, så rejser det et andet problem. For hvis vi tolker hans udtalelser, som om man enten er for eller imod homoseksualitet, må vi vel også konkludere, at 4 ud af 5 danskere er “kristofobiske”. Og det virker jo ikke rimeligt. Jeg synes, det indslag, der blev vist i TV Avisen, var præget af følelsesladede argumenter og fejlslutninger – ikke af rationel tænkning.
Det virker som et resultat af en krænkelseskultur, hvor man hurtigt bliver stemplet, hvis man har en anden holdning. Så jeg vil gerne stille spørgsmålet: Er retten til ikke at blive krænket vigtigere end retten til at ytre sig? Hvad ville det føre til, hvis vi prioriterer følelser over fri debat? Jeg tænker: Hvis det virkelig handler om at beskytte mennesker mod at blive krænket, hvorfor bliver jeg så ikke beskyttet?
Der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke oplever at blive krænket. Et eksempel kunne være LGBT+ miljøets parader, som de kalder “mangfoldighed”. Her ser man ofte påklædning og rekvisitter, som jeg ærligt mener ikke hører hjemme i det offentlige rum – især ikke, når der er børn til stede. Jeg synes, det hører hjemme i det private. Derudover bliver jeg ofte mødt af disse mennesker med ubegrundet anklager om, at jeg skulle være et hadefuldt menneske, bare fordi jeg har et andet syn på tingene end dem. Det føles uretfærdigt og urimeligt.
”Hvis det virkelig handler om at beskytte mennesker
mod at blive krænket, hvorfor bliver jeg så ikke beskyttet?
Der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke oplever
at blive krænket.”– Jens Jakob Schmidt
Et andet eksempel er de mange reklamer med letpåklædte kvinder på busser og bygninger. Det overskrider mine grænser, og jeg har ikke lyst til at se på det – men det er svært at undgå i det offentlige rum. Jeg kunne nævne flere ting, men min pointe er: Jeg har accepteret, at det er prisen for at leve i et frit samfund, hvor folk ikke nødvendigvis deler mit syn på verden. Jeg ønsker ikke, at politikerne skal forbyde det. For hvis vi begynder på det, så lever vi jo ikke længere i et frit og åbent samfund.
Et samfund med forskellige meninger og livssyn er vel netop det, vi har kæmpet for – ægte mangfoldighed. Kritisk tænkning har altid været en styrke, ikke en svaghed. Min pointe er, at hvis frygten for at krænke nogen får overtaget, så mister vi evnen til at føre ærlige samtaler. Det oplever jeg selv som bibelsk kristen. Jeg bliver stigmatiseret på baggrund af antagelser, som ikke bliver undersøgt, og som ikke stemmer overens med virkeligheden.
Det er problematisk, fordi det begrænser vores mulighed for at udfordre ideer og tænke nyt. Evnen til at tale frit og tænke kritisk er vigtig for både personlig og samfundsmæssig udvikling.
Selvfølgelig skal vi ikke acceptere had og diskrimination. Men før vi beskylder nogen, skal vi være enige om, hvad vi mener med de begreber – og sikre os, at de ikke bruges til at stigmatisere dem, blot fordi man er uenig med dem.
For hvis vi fokuserer for meget på ikke at krænke nogen, risikerer vi at skabe et samfund, hvor man ikke tør sige noget – og hvor vi stopper med at udvikle os. Vi bliver mere optagede af at beskytte vores egne følelser end af at forstå andres synspunkter. Måske er det sundere at acceptere, at vi vil møde holdninger, vi er uenige i – og at det ikke nødvendigvis er et overgreb. Kritisk tænkning og selvrefleksion forsvinder, hvis vi hele tiden skal skånes. Og uden de egenskaber bliver det svært at udvikle et frit samfund.
