Ikke alle danskere accepterer homoseksualitet
Pastor Benny Blumensaat,
Kirkegade 58
6700 Esbjerg
KD. skriver d. 14. juli, at en undersøgelse viser, at hver femte danske mener, at det er moralsk uacceptabelt for to mænd at have sex med hinanden. Når det nu er sådan, at der ved skabelsen i tidernes morgen blev skabt en mand og en kvinde, der på naturlig vis er skabt til at have sex med hinanden og dermed kan videregive nyt liv, er det vel ikke så underligt, at hver femte dansker samt Paulus og den katolske kirkes lære udtrykker sin afstandstagen overfor sex mellem personer af samme køn.
Et sådant forhold er jo ikke åbent overfor eller fremmer nyt liv, som er grundlæggende i et naturligt forhold mellem en mand og en kvinde. At sex mellem to mennesker af samme køn er moralsk uacceptabelt, er derfor helt naturligt, hvilket hver femte dansker jo også mener og selve naturloven er et udtryk for.