Kritik af Netanyahu er ikke antisemitisme
Nikolaj Hartung Kjærby
3782 Klemensker
Gurli Pedersen fortæller i et læserindlæg i Udfordringen den 24. august om sine årlige besøg i Israel, senest i januar og februar i år. Hun nævner blandt andet, at der er mange enker og faderløse i Israel, fordi så mange israelske soldater har mistet livet under krigen i Gaza, hvilket naturligvis er en tragedie. Derfor undrer det mig, at hun ikke retter sin kritik derhen, hvor den bør rettes, nemlig mod Benyamin Netanyahu og hans regering, hvis forfejlede krig ikke alene har kostet alt for mange israelske soldater livet, men til overmål også alt for mange civile palæstinensere, hvoraf mange ønsker Hamas hen, hvor peberet gror (ligesom stadig flere civile israelere i øvrigt gør med Netanyahu).
Krigen kunne have været afsluttet og gidslerne vendt hjem for længst, hvis Netanyahu havde fokuseret på dét i stedet for på at smadre Gaza sønder og sammen. Senere i læserbrevet skriver Gurli Pedersen: ”Hamas skyder på civilbefokningen ved uddelingsstederne og IKKE IDF!!!” Eftersom hun ikke nævner noget om, at hun selv har besøgt Gaza i forbindelse med sin tur, må jeg undres over, hvordan hun så skråsikkert kan hævde noget, der strider imod samtlige øjenvidners udsagn, og som end ikke Netanyahu selv har dristet sig til at påstå, fordi det så åbenlyst er løgn.
Jeg forstår så udmærket godt, at man som kristen helst vil tro det bedste om Israel. Det vil jeg også helst, men hvad Gurli Pedersen eller jeg helst vil tro, må altså ikke føre til, at vi som en automatreaktion afviser alt, hvad der tyder i en anden retning. Helligånden er Sandhedens Ånd, og som kristne må vi til enhver tid være forpligtet på sandheden. Vi skylder ganske rigtigt at tjene det jødiske folk med materielle goder, men vi skylder ikke blindt at nikke ja til en hvilken som helst jødisk leders påstande.
Husk på, hvad en jødisk leder ved navn Kajfas påstod om Jesus! For mig at se er Netanyahu en dårlig og uærlig leder, der sætter sit eget politiske liv højere end sit folks bedste (en vurdering, som jeg deler med mange jøder både i og uden for Israel, deriblandt mange IDF-veteraner), så det er en fatal misforståelse at sætte lighedstegn mellem at støtte det jødiske folk, som vi er forpligtede på at gøre, og så at tage parti for en bestemt ekstremistisk fløj i israelsk politik.
”Vi skylder ganske rigtigt at tjene det jødiske folk
med materielle goder, men vi skylder ikke blindt
at nikke ja til en hvilken som helst jødisk leders
påstande. Husk på, hvad en jødisk leder
ved navn Kajfas påstod om Jesus!”
Eftersom Netanyahu ikke har nogen fakta at lægge på bordet, når han skal forsvare sig mod de anklager, der rettes mod ham både internationalt og internt i Israel, tyr han rutinemæssigt til den stråmand, at kritik af ham er lig med antisemitisme. Men mange af GT’s profeter kritiserede og undsagde Israels ledere – var de så antisemitter? Eller hvad med Jesus, som rettede meget voldsomme anklager mod sin samtids jødiske ledere – var han antisemit?
Naturligvis ikke! Jesus elskede sit folk, og netop derfor skældte han ud på deres dårlige ledere. Hvorfor kan det så være så svært at forstå, at mennesker med kærlighed til Israel i dag kan støtte en anden fløj i israelsk politik end den, som mange af de mest højrøstede ”Israel-venner” i dansk kirkeliv støtter? Hvis det er antisemitisme at kritisere Netanyahu, så må det være had til danskere, hvis man kritiserer Mette Frederiksen, og det er der vel næppe nogen, der ville påstå, at det er (snarere tværtimod, ville mange af Udfordringens læsere sikkert mene).
