Let at finde fællesskab i Durham

Der er mange fordele ved at være kristen. Et godt liv under nåden og noget endnu bedre bagefter. En åbenlys fordel her og nu er det kristne fællesskab. Det kan findes de fleste steder, men det er aldrig helt perfekt.

Automatisk fællesskab i kirken

Jeg kender et engelsk missionærpar, som efter en årrække i udlandet skulle hjem til deres hjemland og bosætte sig i Durham. Det var et nyt sted for dem. De plejede at bo i Bristol. Men det var lige meget, sagde de. De skulle nok finde nye venner. De ville bare gå hen i den lokale kirke, for så ville de automatisk være med i et fællesskab. Vi besøgte dem senere og fik syn for sagen. De havde fået masser af fællesskab i menigheden. Der var både plads til dem og brug for dem. Og de oplevede ”ejerskab” og følte sig godt tilpas.

Desværre er det ikke alle, som oplever, at det er let at komme ind i en menighed. Men ideelt set er det en kæmpe fordel, at der findes fællesskaber i kirker og kristne foreninger, som er åbne for alle. Vi må alle arbejde med på, at denne fordel kan erfares helt konkret af alle, som kigger indenfor – også første gang de dukker op. Der er selvfølgelig nogen, som gerne vil komme anonymt og gå igen anonymt. Det mest almindelige er imidlertid, at man kommer, fordi man gerne vil have fællesskab omkring troen.

Det at blive taget godt imod og føle sig velkommen er for langt de fleste bestemmende for, om de kommer igen.

Fællesskabet – alle kigger i samme retning

Jeg har oplevet mennesker, som er blevet begejstret for det kristne fællesskab, da de først mødte det. De kunne fx anerkendende sige: ”Her er der ikke mannequinopvisning; folk kommer i, hvad de har lyst til.” Eller ”her kan man snakke almindeligt; der er ikke nogen særlig jargon.” Eller ”folk er interesserede i at snakke. Alle taler med alle.” Det med samtalen har jeg ofte selv tænkt på: Er der andre steder i samfundet, hvor man frit og naturligt kan tale om det, man tænker, tror og føler, og hvor man ikke er i konkurrence med hinanden eller skal fyre fede bemærkninger af?

Jo, selvfølgelig er der ”lommer” andre steder i samfundet, hvor det kan foregå. Men i kirken er det selve sagen. Her handler det om det, vi tænker, tror og tvivler på. Og fællesskabet med Gud og mennesker er på en måde en del af evangeliet. Guds ånd virker det. Der er både plads til alle og brug for alle. Fællesskabet opstår ikke ved, at vi har meldt os ind eller valgt hinanden, men ved at vi kigger i samme retning.

Jesus er det fælles fokus. Når han ophøjes i forkyndelsen og samtalen, kan folk få lyst til at følge ham. Det samme sker også, når vi mand og mand imellem fortæller, hvorfor vi er glade for at være kristne.

Når fællesskabet skuffer

Ind imellem er der nogen, som bliver skuffet over det kristne fællesskab, når de har været med et stykke tid. Folk var alligevel ikke så søde, som det så ud til i begyndelsen. Og forkyndelsen blev i længden for triviel eller populær – eller salmerne for kedelige eller for følelsesbetonet – eller musikken for stille eller for larmende. Det handler også om, hvor man er i sit liv. Som børnefamilie ville jeg fx prioritere mine børns trivsel mere end min egen.

Et af vore små børnebørn taler begejstret om kirken, hvor der er trommer. Det er selvfølgelig vigtigt at finde et sted, hvor man trives. Man skal ikke være nedmuntret hver søndag, når man går hjem fra kirke. Nogen ser alt for tungt på det at skifte kirke – de ser på det, som var det en skilsmisse. Bare et sidste råd: Husk at være nådig i din bedømmelse af andre i menigheden. De er (lige som dig selv) ikke perfekte. Og vær nådig mod dig selv. Kan du ikke være glad, hvor du er, og årsagen ikke kan ændres, så skift. Der er masser af kirker i Danmark. Men husk også: Du finder aldrig et fællesskab som passer 100 % på alle dine ønsker og behov.

Til eftertanke:

Det var let at finde fællesskab i kirken i Durham. Kan du gøre noget for, at det bliver let i din kirke?