Lidelsen er en dårlig læremester

Det var den uforglemmelige sommer i 1992, hvor jeg blev HF-student, og Danmark overraskede hele Europa ved at vinde EM i fodbold. Jeg husker stadig de varme sommeraftener, der gled over i lyse nætter og tidlige morgener med fuglesang.

Man gik hjem fra studenterfester med en boblende fornemmelse af frihed og fremtid – af at livet netop var begyndt og bare ventede på én. Der var en særlig, næsten berusende følelse af livskraft, som om man var usårlig, måske endda udødelig. Efter den sommer ventede mit drømmeår: Et volontørophold på en efterskole. Jeg glædede mig til at give noget videre, få erfaring og måske finde ud af, hvad livet skulle bringe. Hele verden lå for mine fødder og bad om at blive indtaget.

KLIP

Kort tid efter sidder jeg kronraget med en kasket på hovedet i en lille bibelstudiegruppe. Vi er unge og taler om tro og liv – og forsøger at finde mening i det hele. Jeg er træt og udmattet efter endnu en uge med kemoterapi på Rigshospitalet. Et par måneder tidligere fik jeg konstateret testikelkræft. Det begyndte med en operation og nu kemobehandling, fordi kræften havde spredt sig med metastaser til maveregionen.

For ikke at ligne en halvplukket kylling bad jeg min nye kæreste hjælpe mig med at barbere håret af. Det var vores anden date. Ja, hvad laver man ellers, når man er ung og forelsket midt i kaos? Min sygdom havde hurtigt spredt sig som en nyhed i de kirkelige miljøer, jeg var en del af. Denne aften spørger et par af de andre unge ind til forløbet. En velmenende leder i gruppen føler sig kaldet til at sige noget klogt:

“Du kan helt sikkert lære noget af at have kræft senere i livet.” Jeg blev helt tavs. En klump voksede i maven. Vrede, protest – men pakket ind i høflighed. Jeg havde ikke ord, og måske var det netop det, der nagede mest.

Der er nu gået over 30 år. Jeg har stadig ikke tal på, hvor mange gange netop den kommentar har genlydt i mit hoved. Og i dag er jeg overbevist om, at han tog fejl. Sygdom og lidelse er ikke noget, vi skal forvente at lære noget af. Når vi siger ting som “tiden læger alle sår” eller “hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere” eller “der er en mening med det hele”, forsøger vi måske mest af alt at trøste – både os selv og andre. Men bag den slags sætninger ligger ofte en dyb afmagt over, at lidelsen måske ikke tjener nogen højere mening.

Forestillingen, om at modgang nødvendigvis gør os stærkere, er en sejlivet myte. Sandheden er, at ulykker, tab og kriser alt for ofte gør os svagere. Nogle mennesker bliver invalideret – fysisk, psykisk eller åndeligt – af det, de bliver ramt af. De bliver mærket for livet. Ikke styrket, men tynget. Mennesket er et meningssøgende væsen, og vi har et stærkt behov for, at tingene hænger sammen. Derfor konstruerer vi forklaringer. Vi ser mønstre, hvor der måske ikke er nogen. Vi søger mening i det meningsløse, og vi spørger ofte: “Hvad har jeg gjort, siden dette rammer mig?”
Men som regel findes der ikke noget svar. Og det må vi kunne leve med.

Jeg lærte ikke noget af at være syg. Ikke noget, jeg ikke allerede vidste. Jeg vidste udmærket, at også jeg kunne blive ramt – som alle andre. Og selv hvis jeg skulle have lært noget, ville jeg til enhver tid hellere være blevet i lykkelig uvidenhed – med mit helbred i behold. Men skal vi nu alligevel give ungdomslederen bare en flig af ret, så vil jeg dog indrømme, at der måske ligger en halv sandhed i hans ord.

Ikke at vi lærer noget, som om vi gik til undervisning. Ikke som at lære spansk eller at cykle. Men måske er der – i nogle tilfælde – en erfaring, som ikke er bevidst erkendelse, men noget dybere: En vilje til liv, der dukker op, når alt synes tabt. Det er en urkraft. Et instinkt. En livskraft, der trods alt hjælper os til at rejse os igen. Den livsgnist Gud indblæste menneskeheden med skabelsens morgen. Ikke fordi vi forstår lidelsen, men fordi livet insisterer på at fortsætte.

Det rungende ’hvorfor’

I Salme 22 i Det Gamle Testamente lyder ordene: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”. Det er den salme, Jesus tager i munden på korset. Et råb fra det lidende menneskes hjerte – ikke bare mod verden, men mod Gud selv. Senere i salmen sker et skift: “Du har svaret mig.” Men som læser venter man forgæves på svaret. Det bliver aldrig konkret. Ligesom i Jobs Bog, hvor Gud heller ikke forklarer, hvorfor Job må lide. I stedet åbenbares det, hvem Gud er. Det er ikke et svar, men et nærvær.

Måske kan lidelse ikke forklares. Måske må vi leve med det ubesvarede spørgsmål. Måske består modet i netop ikke at forsøge at svare, men at blive hos det spørgende menneske. Hos den, der lider. Og det er dér, jeg selv finder mit håb: At der i mennesket findes en livskraft, skabt af Gud, som ikke altid kan forklares, men som igen og igen viser sig i det sårbare og knuste. En kraft, vi som medmennesker ikke skal forklare eller analysere, men støtte og ære.

I Salme 22 i Det Gamle Testamente lyder ordene:
“Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”.
Det er den salme, Jesus tager i munden på korset.
Et råb fra det lidende menneskes hjerte
– ikke bare mod verden, men mod Gud selv.

Der findes et evigt ‘hvorfor’ i det lidende menneskes hjerte. Det kræver mod at lade det stå ubesvaret – blafrende i vinden.