Eleonora vil have os til at tale åbent om depression og angst

Eleonora Skov Andersen kender til psykisk sårbarhed både fra sin familie, sig selv og sit mangeårige arbejde som terapeut og har derigennem fået en dyb indsigt i menneskesindet. Meget af denne indsigt deler hun i sin nye bog ’Bag vandfaldet – om depression, angst og sorg’.

Når man træder ind i Eleonoras og hendes mands hjem, er det som at træde ind i hendes bog. Allerede i forgangen mødes man af ikonen ”Den gode hyrde”, som man kan genfinde i bogen. I stuen hænger flere billeder fra bogen, bl.a. forsidebilledet af et vandfald malet af Juliane Kiel. Titlen til bogen var bestemt, inden Eleonora faldt over det billede, der nu pryder forsiden. Også forsidebilledet fra hendes tidligere bog fra 1986, ’Depressionens udfordringer’, hænger på væggen, et vævet billede, der viser vinduet ud af depressionens greb.

At billederne betyder meget for hendes måde at udtrykke ikke bare livets mørke sider, men også Guds nærvær midt i det hele, bevidner hendes begejstring for at vise mig originalerne til illustrationerne, jeg kender fra bogen.

Teolog og terapeut

Netop kombinationen af Eleonoras gudstro og hendes varme engagement i folk, der på den ene eller anden måde kæmper med livet, ses også i hendes uddannelse. Oprindelig er hun uddannet teolog. Allerede dengang var hendes interesse for psykologi og sjælesorg imidlertid vakt. Hendes speciale omhandlede således grænsefeltet mellem psykiatri og sjælesorg. Interessen bundede i erfaringer med psykisk lidelse i hendes familie. Hun understreger imidlertid, at der i de første år af hendes liv var meget sundhed:

”Men omkring det tidspunkt, hvor jeg skulle konfirmeres, begyndte min bror at få angst. Lidt senere blev min mor meget deprimeret og orkede slet ikke sit liv. Inden det var der imidlertid lagt en meget god bund i min familie, som jeg er meget taknemlig for. Men der var en skævhed, som blev mere skæv, jo mere syg mor blev, og med en far, der ikke rigtig kunne finde ud af at snakke følelser og ikke kunne se ideen med psykologer og psykiatere.

Han mente, at vi bare skulle bede til Gud og så ellers tage ud og hakke roer, tærske og give køerne mad. Men han ville det jo godt. Han elskede os imidlertid lidt for hårdt og mor lidt for blødt. Vi har aldrig hørt ham sige undskyld for noget. Mens mor, da hun blev syg, i sin syge skyldfølelse sagde undskyld for alt – også, hvad hun ikke havde noget med at gøre.”

Arv eller miljø

Eleonora endte også selv med at få en depression, mens hun var småbørnsmor og lærer på Indre Missions Bibelskole i Børkop. Og med sin families historik var det nærliggende at se en sammenhæng her:

”Men så gik jeg op til lægen i Børkop og sagde, at jeg troede, at jeg havde en depression. Han fik den fantastiske ide at kontakte den psykiater, der 9-10 år inden havde behandlet min mor. Mors psykiater kom så ud i lægehuset i Børkop. Jeg havde aldrig mødt ham før. Jeg bliver helt rørt, når jeg fortæller det, for han fortalte meget kærligt om min mor, og han kunne huske – selvom om det var mange år siden – at hun snakkede om, at det var bedst for os andre, at hun ikke var der, for hun var kun en pestilens og en byrde. Jeg skriver et sted i bogen, at hun elskede blomster og var så kreativ og følsom. Hun har bl.a. malet et helt kaffestel, som jeg har. Men da hun fik en depression, vendte hun det hele mod sig selv – og hun troede, at blomsterne blev forgiftede, når hun rørte ved dem. Det er jo en hel syg tanke. Da spurgte jeg så psykiateren om det med arv og miljø, og om jeg nu havde 50% arv, for nu sad jeg jo selv i et lidt sort hul. Så viste han med hænderne en lille afstand, som skulle vise den større sårbarhed og udsathed, man kan have, når man har psykisk sygdom i familien, og sagde, at man skal regne med en arv. Men derefter tog han hele favnen ud, så hænderne kommer så langt fra hinanden, som de kunne, og sagde, at det så er, hvad vi kan gøre ved arven. Jeg ved ikke, hvad forholdet er rent matematisk, men jeg synes, jeg mange gange har set, at det ikke er 50:50, der er mere håb end som så.”

For at kunne hjælpe

Det var også, mens Eleonora var lærer på bibelskolen, at hun besluttede, at hun ville uddanne sig til terapeut: ”Jeg underviste bl.a. i sjælesorg og oplevede, at den ene elev efter den anden kom og fortalte om svære ting. Jeg kunne godt lytte til dem, men jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg kunne støtte dem. Jeg kunne jo se, at det ikke var nok at citere Bibelen eller bede en bøn. Jeg havde brug for at vide, hvordan jeg kunne hjælpe dem videre. Det blev derfor et behov for mig at uddanne mig. Så i slutningen af min tid som bibelskolelærer tog jeg en uddannelse som familieterapeut.”

I 1991 – kort efter færdiggjort uddannelse – flyttede Eleonora med sin mand og deres børn til København, hvor hun blev ansat i Sankt Lukas Stiftelsens rådgivningstjeneste i Hellerup.

En bog bliver til

Efterhånden oplevede Eleonora, at en del af hendes tidligere bibelskoleelever og klienter opfordrede hende til at genudgive en opdateret udgave af ”Depressionens udfordringer”. Men der var i mellemtiden løbet en del nyt vand i åen, så det endte med at blive en helt ny bog:

”Jeg vidste ikke, hvordan det ville ende. Jeg ville rigtig gerne have noget fra min tidligere bog med, og jeg har også kigget i den. Men skal jeg gætte, er der måske ca. ½ % fra den, som er med i min nye bog. Og så blev den større, end jeg havde tænkt mig. Jeg ville gerne have både sjælesorgens aspekt, bibelstederne og de psykiske sygdomme med.”

Også til den kirkefremmede og til unge

Eleonora inddrager mange bibelcitater. Men i stedet for at lave henvisningerne til de bøger, kapitler og vers, hvorfra de er taget, har hun valgt at henvise til på hvilken side i Bibelen, de står, som man ville gøre med andre bøger: ”Forlaget spurgte, om jeg ville holde fast ved det, og det ville jeg, for jeg ønskede, at folk, som ikke kender så meget til Bibelen, let vil kunne finde henvisningerne. Blandt de sange, jeg har med i bogen, har jeg også bestræbt mig på ikke kun at have gamle sange med, men også nyere. Jeg citerer Brorson og Grundtvig, men også nogle af de moderne salmer.”

Inddragelsen af bibelcitater, salmer, digte og citater fra dagspressen gør bogen, som i omfang er tung, let tilgængelig for læseren, hvilket Eleonora også har haft med i sine tanker. ”Bogen er også illustreret med 24 billeder. Bag i bogen er der en billedoversigt. For nogen siger: ’Nej, hvor er den tyk, den får jeg ikke læst, Eleonora!’ Men det er heller ikke meningen, at den skal læses fra første til sidste side. Man kan dykke ned lige i det kapitel, man ønsker, og så blæse på de andre kapitler eller ind imellem hvile sine øjne og kigge på billederne.”

Bed og arbejd

Mens vi sidder og snakker, slår Eleonora op i slutningen af sin bog, hvor hun har samlet en række sentenser og læser så, hvad hun husker som et citat af Augustin: ”Bede som om intet arbejde hjælper. Arbejde som om ingen bøn hjælper”, og forklarer, hvorfor hun trækker lige netop det frem:

”Jeg har tænkt på det på følgende måde: Jeg er A-menneske og vågner ved 6-tiden hver morgen. Hele sidste år stod jeg op alle dage ved den tid, og så begyndte det at køre rundt i mit hoved, hvorefter jeg gik op på loftet, hvor bøger og artikler lå i en spredt forvirring. Jeg skrev og skrev og knoklede med det. Men jeg har også bedt om, at Gud vil bruge bogen til gavn, håb og lægedom for folk.”

Puslespillet

Processen fra idé til bog har været lidt af et puslespil og er foretaget på den gode gammeldags måde: ”Jeg har siddet med kinabøger og A4-mapper. De 27 kapitler havde jeg ret tidligt styr på. Når jeg så var i gang med et kapitel, kom der lige en artikel, som jeg tænkte skulle bruges et andet sted i bogen. Så jeg klippede artiklen ud og skrev i kinabogen, hvor jeg skulle bruge den – og samlede på den måde tingene som et puslespil. Så fra starten af havde jeg altså skabelonen til bogen og byggede så til på den efterhånden, som jeg fandt og læste ting.”

Kontaktede alle, hun citerer

Som det er påkrævet, sørgede Eleonora for at få tilladelse til at bringe de billeder, som er med i bogen. Men hun gik et skridt videre og kontaktede alle dem, hun citerer i bogen, hvilket hun ikke havde behøvet. Hun skrev for at sige tak for deres hjælp til at skrive bogen. Og måske kunne det også medvirke til, at den når ud til mennesker, som ellers ikke ville have været opmærksom på den:
”Det var en idé, jeg fik, da jeg var ved at være færdig med bogen. De fleste af de citerede kender jeg jo slet ikke, men jeg fik flere rørende svar.”

Et eksempel er fra kapitel 11, hvor hun bl.a. deler sin egen historie med børn med handicaps. I dette kapitel citerer hun bl.a. professor Birgit Kirkebæk, der skriver, at menneskesynet er blevet hårdere, og retorikken er præget af kampagnen for aktiv dødshjælp. Kirkebæk skriver: ”Jeg ser det som en glidebane. Det, der skulle få drabene på folk med handicap til at glide ned under nazismen, var tanken om, at ’skulle jeg leve sådan, var jeg hellere død’. Og det er det, Mette Frederiksen selv har sagt. For mig er det en meget farlig retorik.”

”Jeg er helt enig med Kirkebæk. Jeg skrev så også til hende og fik den mest kærlige mail. Hun skrev, at hun var blevet berørt af bogen og fortalte, at hun var med til at redigere ’Handicaphistorisk tidsskrift’. Jeg anede ikke, at der var noget, der hed det. Hun har nu skrevet en anmeldelse af bogen til tidsskriftet, og her for nyligt sendte hun den til mig. Den kommer i tidsskriftets oktobernummer.”

Eleonora kommer med endnu et eksempel på, at hendes arbejde med at skrive tak til dem, der er citeret i bogen, netop har banet nogle veje for bogen, som måske ellers ikke ville være blevet åbnet:
”I kapitlet om angst kommer jeg ind på internetpsykiatrien og skrev efterfølgende til hende, der står for den. Hun skrev tilbage, at hun vil foreslå bogen til sine kollegaer.”

Gud som hyrde – ikke byrde

Ét af kapitlerne har Eleonora kaldt ”Gud som hyrde eller byrde?” Hun henviser hermed til dem, der har oplevet relationen til Gud som en byrde – ikke mindst pga. deres opvækst. Men hvad kan man som forældre, forkyndere og menighed gøre for at undgå, at børn og unge får et skævt Gudsbillede? ”En vigtig ting er som forældre og pædagoger at høre efter og ikke kun snakke og sige ’sådan skal det være’. Lyt efter, hvordan dit barn har det og brug tid med det.”

Det betyder imidlertid ikke, at man som forældre skal gå på kompromis med sin egen overbevisning, understreger Eleonora. Men det er vigtigt, at børn, helt fra de er små, lærer, at det er ok at være uenig med forældrene, og at de stadig er lige elskede.

”Jeg kommer til at tænke på sætningen at være sandheden tro i kærlighed. For nogen bliver det så kærligt, at de løber fra sandheden, mens det hos andre kan blive så ”sandt”, at de bliver hårde og fordømmende. Men det er noget, man skal blive ved med at øve sig på som forældre og som lærere. Og så må man huske, at det ikke er os, der skal frelse dem, men Gud. Det er ham, der skal bære dem og os til himlen. Vi kan kun være en lille Johannes-finger, der peger på ham og beder for dem. Vi skal som Johannes pege på Guds Lam, men det er Gud selv, der vil bære dem hjem. Men en lille pegefinger, det kan vi klare.”

”…så må man huske, at det ikke er os,
der skal frelse dem, men Gud.
Det er ham, der skal bære
dem og os til himlen.
Vi kan kun være en lille Johannes-finger,
der peger på ham og beder for dem.
Vi skal som Johannes pege på Guds Lam,
men det er Gud selv, der vil bære dem hjem.
Men en lille pegefinger, det kan vi klare.”

Også som forkynder har man et stort ansvar. Eleonora kommer ind på, hvordan nogen simpelthen har været nødsaget til at finde en anden kirkelig sammenhæng, fordi de er blevet såret i den sammenhæng, de er vokset op i. Det kan være pga. en skæv forkyndelse eller magtstrukturer i menigheden: ”Det kan gå gruelig galt, hvis menighedsledere og præster bliver magthavere og ikke tjenere. Det var tungt at skrive kapitlet om overgreb og magt over andre. Der er så megen sorg i det, og der er så mange slags overgreb – det er ikke bare seksuelle.”

Depression og angst som anfægtelse

Men psykisk lidelse kan også blive en anfægtelse for troen, for hvordan kan man som angstlidende leve op til ord som ’Frygt ikke!’, eller hvordan kan man som deprimeret opfylde ordene ’Glæd jer altid i Herren!’? ”I kapitel 10 i bogen om angst skriver jeg, at man akkurat lige så godt kan blive syg af angst som af influenza, når man er kristen. Der er nok også en grund til, at Jesus så ofte siger ’Frygt ikke!’, for vi bliver bange hele tiden.

Men han skælder ikke ud over det. Han siger, at han er med os, når vi er angste. Og så er vi også forskellige af natur. Nogen bliver lettere ængstelige. De er som bævreasp, der bævrer, når der kommer en svag vind, mens andre er som mere robuste træer, hvor der næsten skal en orkan til, inden grenene bevæger sig. Der er nogen, som bekymrer sig, og derfor får vi også meget at vide om bekymringer i Bibelen, så vi får kærlighed ind i vores angste og bekymrede sind. Vi får ikke at vide, at vi ikke må være bange, men vi får at vide, at han er hos os i angsten og bekymringen.

Samtidig siger Paulus, at han bekymrer sig for alle menighederne, og Jesus dryppede angstsved som blod i Gethsemane Have. Han var selv bange og sagde – ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”, men derefter ”Far i dine hænder betror jeg min ånd!” Så ordene om ikke at frygte er ikke et forbud mod angst, derimod ønsker Gud at være med os i vores angst. For nogen slipper den så lettere end hos andre, for det er ikke helt det samme, vi skal bakse med. Men vi har alle noget at bære på.”

Psykisk lidelse skal ikke forties

Eleonora vender også det hele lidt på hovedet og siger, at det er lige så vigtigt, når et menneske lider af en depression eller har angst, som hvis det lider af en fysisk sygdom, og det behøver mere omsorg fra Gud og mennesker:

”For det psykiske er mere usynligt end megen fysisk sygdom og kan derfor være en endnu større lidelse. Man ligger derhjemme og græder, men det er der måske ikke nogen, der opdager eller ser. Så depressionen skal snarere tales op i stedet for at tales ned, for at det psykiske og det fysiske skal få lige stor berettigelse, og der kommer ligevægt. Der skal en mentalitetsændring til – også hos kristne.”