Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd

”Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre.”

Med god grund er netop dette vers fra Zakarias’ Bog kapitel 4 blevet et favoritbibelvers for mange – og også for mig. Hver gang modet svigter, eller når udfordringerne virker større, end vi kan overskue. Når noget ondt rammer os, og vi føler os magtesløse – og måske endda er magtesløse – så er lige præcis disse ord fra Gud befriende og kan være en indsprøjtning med tro og nyt mod. Ikke ved din eller andres styrke eller magt, men ved min ånd, siger Gud.

Hvad er vel du, store bjerg? Står der i det efterfølgende vers, og det er nærliggende at lade tankerne glide hen på Jesu ord om, at selv hvis vi har tro så lille som et sennepsfrø, så har vi tro nok til, at vi kan sige til et bjerg, at det skal rykke sig op og stille sig i havet. Det siger han ikke for at sige, at det handler om størrelsen på vores tro, men helt omvendt for at fortælle os om kraften og styrken hos ham, som vi tror på, om kraften og styrken i den kraft, som vi i vores bøn og i vores tro har fået adgang til.

En kraft, der er så stor, at Gud kan sige til selv det største bjerg, hvad er vel du, store bjerg? Kan du lige flytte dig og gøre plads. Når vi tænker, hvordan skal det hele dog nogensinde gå. Det kan være med vores land, med vores kirke, med vores verden, med Israel, hvad som helst. Så er de her ord befriende, det flytter ansvaret og gør mulighederne uendelige, når Gud siger: ”Ikke ved styrke, og ikke ved magt, men ved min ånd”.

Sjovt nok er Guds ånd jo så også netop styrke og magt og kan vise sig som styrke og magt i synlig forstand, men Guds ånd besidder også en styrke og en magt, som ikke altid ser ud af meget i synlig forstand, men som netop har kraften, styrken og magten til at skabe den forandring, der skal til. Som styrken i rindende vand. Som styrken i kærlighed. Han kan vende sorg til dans, ydmygelse til ophøjelse, nederlag til sejr og mørke til lys. Ved hans ånd.