En anden religion

Af Sognepræst Uffe Kronborg,
Ansgars Kirken, Aalborg

I Den Danske Folkekirke foregår der aktuelt en større debat om forståelsen af frelsen og dommen. Men det er en debat, som ikke bare er forbeholdt Folkekirken. De allervigtigste spørgsmål om tro, Jesu død og opstandelse, frelse og fortabelse er på mange måder i bevægelse i disse år for hele det kirkelige Danmark. Vi lever derfor i en særlig tid, hvor vi i menighederne rundt omkring i hele det kirkelige Danmark både oplever en ny åbenhed, søgen og længsel efter den kærlighed, som bare Jesus kan give, men samtidig er der en stærk modbevægelse, som vil definere Guds kærlighed på fornuftens og den menneskelige erfarings præmisser.

Dybest set handler debatten derfor om tillid til Bibelen som Guds åbenbaring eller en modvilje mod at underlægge sig Bibelens autoritet. Ligner vores billede af Gud mest en humanistisk kærlighedsforståelse, skabt i menneskets billede? Eller er vores gudsbillede den forståelse af kærlighed, som Jesus åbenbarer i handling og i ord? Allertydeligst bliver disse spørgsmål i synet på frelse og fortabelse. Findes der en dobbelt udgang eller bliver alle mennesker frelst?

Enhver Jesu discipel må håbe og bede til, at alle bliver frelst, men samtidig kan ingen Jesu discipel love det, hverken for sig selv eller for andre. For kærlighedens Gud, Jesus Kristus, taler og advarer allerstærkest om risikoen for at gå fortabt. Det er frelsens åndelige virkelighed, som rummer både glæden, alvoren og lidenskaben. Derfor er omkvædet i Jesu egen forkyndelse: Omvend jer og tro på evangeliet, for Guds rige er kommet nær!

Den teolog, som i disse år er den tydeligste repræsentant for en ”alles frelse”-forståelse, er Lars Sandbeck, som er lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster. Ved bogudgivelser og i utallige kommentarer og klummer har Sandbeck igen og igen gjort sig til talsmand for denne alles frelse forståelse. Teologien om en Gud, der kan lade mennesker gå fortabt i Helvede, den teologi kalder han pervers, og vi præster og teologer, der fremholder, at dommen er Guds, kalder han ironisk og nedsættende for ”fortabelseskristne”, som formørker og ødelægger Guds kærlighed.

I en klumme i Kristeligt Dagblad d. 13. september går han planken ud. For her hedder det, at i forhold til sådanne fortabelsesteologer har Lars Sandbeck en helt anden religion. Og for én gangs skyld er jeg enig med ham: Den fortolkning af kristendom, som han abonnerer på, er en anden religion end den evangelisk-lutherske. Den fortolkning af kristendom, som han abonnerer på, er en anden religion end den fælles forståelse af frelse og fortabelse, som kirkens ældste trosbekendelser sætter ord på. En forståelse, som enhver folkekirke og frikirke i Danmark er grundlagt på.

Men så er vi også der, hvor Folkekirkens
profil svarer til en borgerlig regering,
der vælger en politiker fra Enhedslisten
som ordfører. Det bliver utroværdigt
og selvmodsigende.

Men det er en helt anden religion, siger Lars Sandbeck. Det er da klar tale. For i sin markedsføring af troen på alles frelse kommer Sandbeck nu med et nyt perspektiv. Her sammenlignes forskellen mellem kristne, der tror på alles frelse, og kristne, der tror på en mulig dobbelt udgang, med et ufrugtbart religionsmøde. Et religionsmøde, der ligestilles med forskellen på kristendom og islam, for her er tale om forskellige opfattelser af, hvem Kristus er, hvem Gud er, og hvad frelse betyder. Konklusionen er enkel for Sandbeck. Til dem, der ikke deler hans forståelse, nøjes han ikke bare med at tænke det i sit stille sind, nej, nu proklamerer han det højt: ”Det er ikke min religion”.

Som pædagogisk illustration af et sådant sammenstød anfører han forskellen på to af de ældste kirkefædre, Augustin og Gregor af Nyssa. Og selvom det er meget tvivlsomt at gøre Gregor af Nyssa til en entydig fortaler for alles frelse, så er Sandbecks mening til at forstå: Augustin er den største tænker i den europæiske åndshistorie og er den teolog, som Martin Luther lader sig inspirere mest af. Men ifølge Sandbeck har Augustin taget fejl i alle væsentlige teologiske spørgsmål om frelsen og det evige liv og peger derfor på en helt anden Gud.

Dermed bliver Augustin legemliggørelsen af den falske teologi om frelsen, som beskrives både i Folkekirkens grundlag og i de ældste trosbekendelser, som alle kirker i Danmark er bygget på. Det er nemlig uden for al relativistisk fortolkning, hvad ordene om Kristus, Gud og frelse betyder her. På samme måde kan man kun så tvivl om den rent semantiske forståelse af frelse, dom og det evige liv ved at gøre vold på sprogets evne til kommunikation. Men en sådan omtydning af ord er selvfølgelig også en afgørende præmis for Sandbecks teologiske projekt.

Sandbeck er en teolog, der er dygtig til at udfordre, provokere og ”ryste posen”. Det gavner almindeligvis den teologiske samtale og det nødvendige kritiske blik på egen tradition. Men nu er Sandbecks projekt og formidling kuldsejlet. Den meningsfulde samtale er aflivet, og Sandbeck erklærer sig i samme klumme i Kristeligt Dagblad for resistent overfor alle argumenter. Vi taler jo alligevel ikke samme sprog, siger han, og vi har ikke samme religion.

Hvilken begrædelig indstilling for en lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, der netop i samtale, dialog og undervisning skal styrke og videreuddanne præster til arbejdet i Folkekirken. Som privatmenneske kan Sandbeck tro, sige og skrive, hvad han vil. Som universitetsteolog, der ikke er bundet af konfession og trosbekendelse, kan Sandbeck tro, sige og skrive, hvad han vil. Ja, han må i trosfrihedens navn have lige præcis den religion, han ønsker. Fred være med det. Men som Folkekirkens repræsentant er det, i min optik, dybt problematisk.

Den fortolkning af kristendom, som han abonnerer på,
er en anden religion end den fælles forståelse af frelse
og fortabelse, […] som enhver folkekirke og frikirke
i Danmark er grundlagt på.

Sandbeck nøjes jo ikke med at sige, at en overbetoning af dommen ikke er hans kop te. Nej, om Folkekirkens og den verdensomspændende kirkes klassiske forståelse af dom, frelse og den kommende verdens liv, siger han: ”Det er ikke min religion”. Derfor handler det ikke længere om ytrings-, fortolknings- og forkyndelsesfrihed, men om troværdighed. Hvis forkyndelse og samtale om kirkens grundlag ikke er andet og mere end fonetisk bedrag, ja, så er det selvfølgelig uproblematisk at erklære, at vi har forskellige religioner i Folkekirken.

Men så er vi også der, hvor Folkekirkens profil svarer til en borgerlig regering, der vælger en politiker fra Enhedslisten som ordfører. Det bliver utroværdigt og selvmodsigende. Til sidst: Hvem kan fremføre eller forkynde den dobbelte udgang uden at smertes, anfægtes eller rystes? Jeg kan ikke. Hvem kan fremføre eller forkynde den dobbelte udgang uden samtidig at håbe og bede om Guds barmhjertighed over mennesker, der har vendt ham ryggen? Jeg håber.

Men det afgørende er ikke, hvad jeg, Lars Sandbeck eller andre vil tænke, håbe, føle og sige. Det afgørende er ham, der altid har det sidste ord, både nu og i al evighed. Guds ord.