En Gud, der lader sig bevæge af menneskers nød

Beretningen om Jesus og enkens søn i Nain er et af de stærkeste øjeblikke i evangelierne. Vi ser en kvinde, som står i en dyb, dobbelt sorg. Først havde hun mistet sin mand, og nu bærer hun sin eneste søn til graven. Det er ikke kun tabet af familie, der smerter. Det er også tabet af fremtid og tryghed. I hendes kultur betød mand og søn forsørgelse og sikkerhed. Uden dem stod hun tilbage som en af samfundets mest udsatte, uden rettigheder, uden indkomst, afhængig af andres nåde.

Midt i dette mørke møder hun Jesus. Lukas fortæller: “Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde til hende: ‘Græd ikke!’” Det er vigtigt at lægge mærke til: Jesus venter ikke på, at nogen beder ham om hjælp. Han tager selv initiativet. Han ser kvindens smerte, og hans hjerte fyldes med medfølelse. Den Gud, vi møder i Jesus, er ikke fjern eller kold. Han er en Gud, der lader sig bevæge af menneskers nød.

Så sker underet. Jesus rører ved båren, og med sin myndighed siger han: “Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Og den døde rejser sig og begynder at tale. Lukas tilføjer de smukke ord: “Jesus gav ham tilbage til hans mor.” Det er mere end et mirakel i sig selv. For kvinden får ikke bare sin søn igen. Hun får også sit liv tilbage. Hendes sorg bliver vendt til glæde, hendes håbløshed til håb. Folket reagerer med frygt og undren:

“En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.” Sandsynligvis så de ligheden med Elias, som i 1. Kong 17 opvakte en enkes søn. Men her sker noget endnu større. For i Jesus selv er Gud kommet nær. Det er ikke blot en profet, men Gud, der handler i egen person. Beretningen åbenbarer Guds hjerte. Han er den, som vender sig mod de svage, de ensomme, de sårbare. Han ser den, der har mistet alt, og han ser den, som frygter for sin fremtid, og hans hjerte er vendt mod de nødlidende.

Og midt i alt minder fortællingen os også om,
at Jesus stadig taler trøst til mennesker i nød.
Hans ord “Græd ikke!” er ikke tomme fraser.
De er båret af hans magt til at skabe nyt liv,
til at rejse håbet, selv hvor alt synes tabt.

Jakobsbrevet sætter ord på dette: “En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden” (Jak 1:27). At være en efterfølger af Kristus er at lade Guds omsorg tage krop i handling. Når vi rækker ud til dem, der står i en sårbar position, bærer vi Jesu hjerte videre i verden. Og midt i alt minder fortællingen os også om, at Jesus stadig taler trøst til mennesker i nød. Hans ord “Græd ikke!” er ikke tomme fraser. De er båret af hans magt til at skabe nyt liv, til at rejse håbet, selv hvor alt synes tabt.

Må denne beretning styrke os i troen på, at Jesus ser os, når vi er allermest sårbare. Og må den kalde os til at være hans hænder og fødder, så mennesker i dag kan erfare, at Gud stadig har omsorg for os.

Prædikentekst: Luk. 7,11-17

Opvækkelsen af enkens søn

”Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende.

Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.”

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.