Kirken er ikke et politisk parti

Efter Charlie Kirks død har jeg fulgt med i debatten. Den har været hård. Ord som racist, hadtale og cancel-kultur flyver frem og tilbage. Og det er endda nærmest i den pæne ende af den lange række af skældsord. Polariseringen er enorm. Det minder mig om en slagmark, hvor to parter sidder i hver deres skyttegrav og skyder løs på hinanden. Alle er overbeviste om, at netop deres sag er den eneste retfærdige.

Og jeg tænker: Hvor hører kirken hjemme i det her?

Som Røde Kors på slagmarken

Jeg ser et billede for mig. Midt i krudtrøgen går nogle mennesker med et rødt kors på armen. De skyder ikke. De råber ikke slagord. De samler sårede op. De forbinder sår. De giver vand til de tørstige. Røde Kors er ikke neutrale i spørgsmålet om liv og død på slagmarken, men de er neutrale i konflikten. Deres opgave er at samle de sårede op, forbinde deres sår og give dem en chance for at leve videre.

Sådan skal kirken være i en polariseret tid. Vi er ikke sat til at føre kulturkrig. Vi er sat til at bringe håb, heling og forsoning. Men hvem er de sårede i vores tid? Det er de udstødte, der ikke længere føler sig hjemme nogen steder. Det er dem, der er trætte af at vælge side i hver eneste debat. Det er de unge, der bliver angste og stressede over presset til at mene det rigtige. Det er dem, der har opgivet at finde sandhed, håb og kærlighed i en relativistisk samtid.

Det er de gamle, der føler sig glemt i kampen om at vinde de næste likes. Det er os alle sammen, når polariseringen slider på relationer og samfund. Kirken skal være der for dem. Ikke med våben eller slogans, men med tilgivelse, heling og håb. Vi skal repræsentere Kristus og pege hen til hvilens vande.

Politisk – men ikke partipolitisk

Misforstå mig ikke: Som kristne skal vi helt sikkert blande os i samfundsdebatten. Vi bærer værdier, vi er forpligtede til at dele, fordi vi ved, verden bliver et bedre sted, når de danner fundament under fællesskabet. Lige nu diskuteres abort igen her på Færøerne. Her må vi som kristne sige klart: Livet er helligt. Kun Gud skal være Herre over liv og død. Når mennesker begynder at tage retten til at afgøre, hvem der har krav på livet, så kan det hurtigt få konsekvenser for flere end de ufødte børn.

… kirken som kirke er ikke et parti.
Den kan ikke reduceres til højre eller venstre.
Den bærer korsets tegn – ikke partifarver.

Hvis et menneske kun har værdi, når det kan klare sig selv – hvad så med de handicappede? De svage gamle? Hvilket krav har de på livet? Vi ser allerede i England, at man er lidt ude på en glidebane, i forhold til hvem man vælger at lade leve, og hvem der må dø. Derfor skal vi engagere os. Ikke for at tvinge troen ned over nogen, men fordi vi tror, at Gud har planer om lykke for os, og at hans vej er god for alle mennesker. Når vi som samfund går andre veje, ender vi ofte med at ødelægge det. Her har vi som kirke noget værdifuldt at bringe til bordet.

Men netop derfor er det afgørende at skelne: Vi er kaldet til at være politisk engagerede som borgere. Men kirken som kirke er ikke et parti. Den kan ikke reduceres til højre eller venstre. Den bærer korsets tegn – ikke partifarver.

En anderledes stemme

Og her er vi tilbage ved slagmarken. Verden råber: Vælg side!. Men kirken skal være et folk, hvor højre og venstre, sort og hvid, stærk og svag kan sidde side om side ved nadverbordet. Ja, vi blander os i debatten. Ja, vi peger på værdier, vi tror er afgørende for et menneskeligt samfund. Men vi gør det på en anden måde. Vi råber ikke højere end de andre. Vi løfter korsets tegn – og vi bøjer os ned for de sårede. Det er dér, vi er mest radikale. Ikke når vi vinder en debat, men når vi lever anderledes. Når vi viser, at vores identitet ikke er bundet til et parti eller en fløj, men til Kristus.

Fem påmindelser til os selv

Kirken er ikke et politisk parti – vi bærer kors, ikke farver.
Vi er sendt som fredsstiftere – vores våben er bøn, tilgivelse og tjeneste.
Vi kan være Røde Kors på slagmarken – hente, forbinde, helbrede i Jesu navn
Vi skal bringe vores værdier til bordet – men uden at gøre kirken til en fraktion.
Vi peger fremad – mod det rige, hvor Guds vilje sker, og hvor hadet får sin ende.