Kirken som håbets stemme for børn i krig
Asta Klosterskov Handberg, kommunikationskonsulent, CKU
I disse år præger krige og konflikter verdensbilledet. Når bomberne falder, og krigens skygger lægger sig over byer, lande og lokalsamfund, er det ofte børnene, der rammes hårdest. De mister ikke blot deres hjem og skolegang, men også det, der burde være en selvfølge: deres barndom. I den virkelighed har kirken en særlig rolle – som håbets stemme og som fristed for krigens ofre, herunder de børn, der er fanget midt i den konflikt, som de voksne har skabt.
For nylig faldt jeg over et citat fra ukrainske Oksana, hvis 7-årige søn har deltaget i en camp for internt fordrevne i Ukraine. Campen er drevet af Baptistkirken i Ukraine i samarbejde med Baptistkirken i Danmark og støttet af CKU – Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde. Oksana blev bedt om at fortælle, hvad campen har betydet for hendes søn, og sagde: “I tider som denne er det vigtigt, at vores børn får et afbræk – som for eksempel den camp, min søn deltog i. Når han ser tilbage på sin barndom, skal det ikke kun være alarmer og nætter i beskyttelsesrum, han husker.”
Oksanas håb – at hendes søn husker andet og mere end luftalarmer og beskyttelsesrum – deles af millioner af forældre verden over. De håber, at deres børn får lov til at være børn – også midt i krigens kaos. Derfor er camps, som den Oksanas søn deltog i, altafgørende for både børn og deres forældre. Børn er blandt de mest sårbare, når konflikter bryder ud. De mister tryghed, skolegang og ofte deres nærmeste.
Disse tab sætter dybe spor, som kan følge dem langt ind i voksenlivet. Derfor er det afgørende at skabe trygge rammer – både fysisk og psykisk – hvor børn kan finde ro og håb. Her spiller kirken en nøglerolle. I Ukraine samarbejder kirker og kirkelige organisationer med internationale partnere for at sikre skolegang, traumehjælp og gode barndomsminder – ligesom Baptistkirkens camp. En af kirkens styrker er dens lokale tilstedeværelse og det netværk af tillid, der allerede er opbygget.
Som Morten Kjær Kofoed, international sekretær i Baptistkirken i Danmark, tidligere har udtalt i Udfordringen: “Vores partnere i Ukraine havde allerede erfaring med sommerlejre og rådgivning. Det gjorde det meningsfuldt for os at engagere os – og vi kunne gøre en forskel for relativt få midler.” Også Det Danske Bibelselskab arbejder tæt sammen med ukrainske kirker. Psykolog Olena Nosova, facilitator ved Trauma Healing Institute under Ukraine Bible Society, fortæller:
“Vi har ikke kunnet give slip på børnene efter lejren. Mange af dem har mistet deres fædre ved fronten. For dem er kirken blevet et trygt sted – et sted, hvor deres sår på sjælen kan heles.” Erfaringerne fra Ukraine viser, at kirker kan være afgørende i arbejdet med børn og unge i krigszoner. De fungerer som samlingspunkter, uddanner traumehjælpere og tilbyder psykosocial støtte. Den viden og erfaring bør vi bringe videre – og bruge der, hvor behovet er størst.
Kirken har en særlig stemme i arbejdet med børn i krig og konflikt. Den stemme skal bruges til at skabe håb, fremme fred og engagere lokalsamfundet i børns trivsel. For når kirken taler, kan den være med til at sikre, at børn vokser op med minder om leg, læring og fællesskab – og ikke kun om krig.
