To kirkelige projekter har opnået stor succes – særligt én ting har de til fælles

Over det seneste års tid er to projekter blevet lanceret i form af gospel-koret Praise og kampagnen ’Lad os tale om tro’, som begge har fået uvant meget succes for kirkelige projekter. Praise gik på få måneder fra at være 150 mennesker den første gang til at melde udsolgt af de 700 gratis billetter på et halvt minut, fordi opmærksomheden var så stor.

’Lad os tale om tro’ nåede på de første tre måneder 1,9 millioner unikke danskere og 7,8 millioner med deres videoer, og i Aarhus blev Musikhusets store sal fyldt ud med 1.600 mennesker til en samtaleaften med bl.a. Casper Christensen og Flemming Møldrup som et blandt mange arrangementer i hele landet. Ingen af projekterne lægger skjul på sine rødder og bagland, men begge projekter er karakteriserede ved at fokusere mere på tro, begejstring og de større ting i livet end på Jesus, synd, evangelium, og hvad man ellers kan nævne af specifikt kristne begreber, som man nok har fokuseret mere på i tidligere kirkelige udadvendte projekter.

Hvad er det for en udvikling, og hvilke tanker har Praise og ’Lad os tale om tro’ gjort sig om, hvor fokus skal ligge?

Ville fremme begejstring

De første idéer bag Praise startede sidste sommer, hvor Daniel Ostersen fik et savn efter et lovsangsudtryk, der ikke var så spirituelt og individualistisk, men hvor man kigger hinanden i øjnene og smiler og klapper. De tanker blev delt med et par venner, og så tog det fart. ”Det kom hurtigt til at handle om, at vi gerne ville fremme begejstring. Helt generelt. Hvorfor er det, at vi i Danmark ikke kan være glade ud over, når der er EM? Så blev det lige pludselig taget meget bredere ud, og det var megafedt,” fortæller Daniel Ostersen.

Den brede målsætning førte også med det samme til nogle specifikke rammer. ”Vi vil ikke gøre det i en kirke, fordi dørtærsklen skal være så lav, at alle kan komme ind. Vi vil gerne frembegejstre den brede danske befolkning. Og så var det en ting for os, at vi prøvede på at forme det, så det var spiseligt for alle. For eksempel, at vi ikke kun sang lovsange. Ideen kom også lidt af, at der er mange gospel-inspirerede sange, der er populære, sådan med Kanye-bevægelsen og samplingen i hip-hop. Vi tænkte, om vi kunne bruge noget af det, når vi alligevel synger lovsange. Om vi så gennem den kanal kan komme til at synge lovsange med dem, der ikke kender lovsange,” siger han.

Brug for at få gang i trossamtalen

For ’Lad os tale om tro’ startede idéerne hos den nu tidligere generalsekretær for FrikirkeNet Mikael Wandt Laursen som en vision om at sætte trossamtaler på dagsordenen i Danmark. Han fik samlet et meget bredt kirkeligt bagland og en styregruppe, hvor blandt andre hans efterfølger på generalsekretær-posten, Claus Bækgaard, sad med. ”Det var enormt spændende at sidde med til de møder, hvor vi jo startede med at skulle finde noget fælles.

Hvor missionalt kunne det være, og hvor meget kunne vi tale om? Vi havner ud i, at det primært kommer til at være et projekt, som vil facilitere en trossamtale mere, end den skulle være docerende, men det skulle stadig være en kristen trossamtale,” fortæller Claus Bækgaard om de første tanker bag. Vægtlægningen på det faciliterende frem for det missionerende er helt tydelig hos ’Lad os tale om tro’, men hvorfor er det sådan, de har valgt at gøre det?

”Det er fordi, vi oplever, at det er der brug for. Der er brug for at få gang i trossamtalen,” siger David Viftrup, som er daglig leder i Aarhus Valgmenighed og har overtaget projektleder-rollen på ’Lad os tale om tro’ hen over sommeren. I Aarhus Valgmenighed var David Viftrup med til at lave en medlemsundersøgelse, hvor det, der gik igen, var en frygt for at pådutte andre noget og en længsel efter naturlige anledninger til at snakke om tro.

”Hvordan bliver en samtale naturlig? Der er mange ting, der kan gøre det, men noget af det er, at der er åbnet op for den side af verden. Ikke bare hos de kirkelige, men hos alle mennesker, at det her er noget, vi kan snakke om, og noget, der giver værdi at snakke om. Det er jo også noget, der bærer det, at vi tror på, det giver værdi at få pakket hele din åndelighed op. I en undersøgelse blandt danskerne foretaget af Wilke kom det frem, at hver tredje dansker ville ønske, de talte mere om tro med andre, men mangler ord, anledninger eller føler det er for blufærdigt. Det er en høj procent, at en tredjedel kan udtale det, i forhold til hvad vi nogle gange fra kirkeligt perspektiv kan tro,” siger David Viftrup.

Den første kampagne blev lanceret i efteråret 2024 med meget større rækkevidde på sociale medier end forventet, og det vidner måske om, at ’Lad os tale om tro’ har ramt en sult i befolkningen efter samtaler om tro og eksistentielle emner. Alligevel er der et spørgsmål, der presser sig på. Selvom både Claus Bækgaard og David Viftrup vedkender sig, at arbejdet med kampagnen sker i en tillid til Gud, er det erklærede mål med ’Lad os tale om tro’ ikke, at flere mennesker skal komme til tro på Jesus, men at flere mennesker kommer til at tale om tro. Og er det et mål, som op mod 20 kirkelige organisationer bør kaste en masse ressourcer ind i?

Det mener David Viftrup helt bestemt. ”At tale om tro er en del af kirkens opgave. Og i vores kontekst, hvor tro slet ikke snakkes om, vil jeg mene, det er et kæmpe skridt at få den åbnet,” siger han. ”Der synes jeg, det er et fantastisk mål at gå sammen om at få åbnet samtalen om tro med en åbenhed om, hvad der sker der, afhængig af hvem der er i den samtale. De emner, som ’Lad os tale om tro’ har taget op indtil nu, er emner, som kirken ikke har patent på, fordi de er almengyldige, men det er emner, som kirken og den kristne tro har noget at sige til. Videoerne sagde noget om tro håb og kærlighed. Det kan man snakke med alle om, men kirken har også noget at sige.”

Praise åbner døren til trosspørgsmål

Sulten efter tro og at få åndeligheden sat i spil kan Daniel Ostersen godt genkende fra dem, der kommer til Praise, hvor de oplever, at det har prikket til noget i folks åndelighed. ”En typisk bevægelse er, at de tager det med hjem, tror jeg, og måske prøver på at bede under en presset situation. Men det kan vi jo ikke se på teamet, det håber vi bare, folk gør. Eller at de hører vores sange og tænker på Gud eller et eller andet. Der er nogen få, der er kommet med i kirke. Jeg tror, det har været vanskeligt for dem, det der med, vi har så indspist en kultur i kristendom. Det er sådan, det har været lidt spændende at følge.”

”Men på samme måde, så kan man mærke, at der er et eller andet, der er prikket til i dem, som de ikke kan lukke. Vi havde en med til ’Lad os tale om tro’-eventet i Musikhuset, som bagefter sagde, ”der var blevet talt om tro hele tiden”. Og hun var bare sådan: Hvor er I nederen, at I har åbnet den her dør. Jeg kan ikke lukke den igen. Men jeg gider ikke tage stilling til det. Det var så meget lettere, da jeg ikke behøvede at tænke på, om Gud fandtes, og om mit liv var rigtigt, og om mit liv fandtes, på en eller anden måde. Der var bare åbnet et helt nyt kapitel, og det gad hun bare ikke. Men nu er det blevet åbnet,” fortæller Daniel Ostersen om en af deltagerne til Praise.

Sulten hos Praise handler for deltagerne også om, at der er blevet skabt en speciel type fællesskab, som mange af de ikke-kirkevante deltagere aldrig er stødt på. De første gange til Praise var en stor andel af deltagerne kirkevante, men efterhånden blev fordelingen vendt på hovedet, så flertallet af Praise-deltagerne ikke er kirkevante. Her er det netop fællesskabet, der er trækplasteret. ”De er sådan: ’What? Et fællesskab? Sindssygt.’ Og det er jo bare fedt, fordi det er både folk, der virkelig mangler et fællesskab, fordi de er… ja, hvordan siger man det politisk korrekt? Fordi de er anderledes, ikke grebet på samme måde i samfundet. Og det er også folk, der bare er sultne efter fællesskab, fordi de synes, det er sjovt,” fortæller Daniel Ostersen.