Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald

I Danmark hører man ofte sætningen: “Tro er en privat sag.” Den er blevet en næsten uantastelig sandhed i folkemunde – et argument, der bruges til at lukke munden på kristne, som vover at bekende deres tro offentligt.

Mange tænker, at dette udsagn er udtryk for tolerance og respekt. Men sandheden er, at det hverken har sit ophav i Grundloven eller i Bibelen. Tværtimod er det et levn fra oplysningstidens fjendskab mod kristendommen, og i dag fungerer det som en subtil, men reel form for kristendomsforfølgelse.

Oplysningstidens arv

For at forstå udtrykkets oprindelse må vi tilbage til 1700-tallet. Oplysningstidens filosoffer i Frankrig og Tyskland gjorde op med kirkens autoritet. Voltaire hånede kristendommen og udtalte berømt: “Knus den skændige!” – hvor “den skændige” var kirken. Rousseau ville afskaffe den kristne kirke til fordel for en borgerreligion. I Danmark vandt disse tanker indpas i akademiske og politiske kredse, hvor religion i stigende grad blev reduceret til en individuel overbevisning.

Udgangspunktet var tilsyneladende frihed: ingen skulle tvinges til at bekende tro. Men under overfladen lå en dybere mistillid og i mange tilfælde et had til Bibelens Gud. Det blev ikke bare et forsvar for individets ret – det blev et krav om, at tro skulle forvises til privatsfæren. Dermed blev tro gjort tavs i det offentlige rum.

Fra folkekirke til kulturkristendom

Denne tanke har siden formet Danmark. Grundloven af 1849 sikrede både religionsfrihed og ytringsfrihed, men samtidig fastholdt den folkekirkens særlige stilling. I praksis betød det, at danskerne kunne tilhøre en kirke uden nødvendigvis at bekende troen offentligt. Med tiden gled folkekirken ind i en rolle som kulturbærer frem for forkyndende menighed. Dåb, konfirmation, bryllup og begravelse blev livsritualer snarere end trosbekendelser. Resultatet blev en dobbelthed: formelt set religionsfrihed, men kulturelt en forventning om, at tro skulle holdes privat.

Skolereformen i 1975 – et vendepunkt

Et af de tydeligste eksempler på denne udvikling er skolereformen i 1975. Frem til da havde faget kristendomskundskab et forkyndende element. Børn skulle ikke blot lære om kristendommen, men også oplæres i kristendommen. Med lovændringen blev forkyndelsen fjernet. Kristendom blev reduceret til et kultur- og oplysningsfag på linje med andre religioner. Dermed blev tro ikke længere betragtet som noget, samfundet kunne stå ved i fællesskab, men som et privat valg.

Dette var ikke et resultat af Grundloven, men af en sekulær kulturstrømning, der mente, at tro ikke måtte fylde i fællesskabet. Jeg var en del af den første generation med den nye reform, og jeg oplevede, at der, hvor kristendommen ikke længere måtte forkyndes, fik venstreorienterede politiske partier forkyndelsesfrihed på selvsamme skoler sammen med diverse organisationer, der delte synspunkter med den liberale venstrefløj.

Ander Fogh Rasmussens udmelding i 2006

Et af de mest markante ekkoer af oplysningstidens tankegang i nyere dansk historie kom i 2006. Midt i den ophedede debat om Muhammed-tegningerne udtalte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, at “religion skal ud af det offentlige rum og ind i det private rum.” Det var en bemærkelsesværdig udmelding, fordi den ikke blot afspejlede en folkelig tendens, men blev fremsat på højeste politiske niveau.

Udtalelsen blev stående som en politisk normdannelse: Den fastslog, at religion ikke blot skulle være adskilt fra staten – hvilket de fleste i et moderne demokrati kan enes om – men at religion slet ikke burde fylde i det fælles offentlige rum. Med ét slag blev en kulturel forestilling til en formuleret politisk doktrin: Tro måtte gerne findes, men helst bag lukkede døre. Staten, medierne og uddannelsessystemet skulle være religiøst neutrale – men i praksis blev det ofte oversat til, at borgerne heller ikke måtte trække deres tro ind i fællesskabet.

Grundlovens klare ord

Ironisk nok er udtrykket “tro er en privat sag” i direkte modstrid med Grundloven.

”…hvor kristendommen ikke længere måtte forkyndes,
fik venstreorienterede politiske partier forkyndelsesfrihed
på selvsamme skoler sammen med diverse organisationer,
der delte synspunkter med den liberale venstrefløj.”

– §67: “Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

– §77: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker.” Grundloven beskytter altså netop den offentlige bekendelse af tro. Der står intet sted, at tro kun må være privat. Tværtimod er retten til at udtrykke tro offentligt en grundpille i vores demokrati. Når nogen kræver, at kristne holder deres tro for sig selv, undergraver de selve fundamentet i dansk frihedstradition.

Et brud med Grundlovens ånd

Fogh Rasmussens udmelding gik dermed længere, end Grundloven nogensinde har tilsagt. Grundloven sikrer borgernes frihed til at forene sig, til at bekende troen offentligt og til at udtrykke deres religiøse overbevisning i skrift og tale. Den danske demokratiske tradition hviler ikke på en udelukkelse af religion, men på en pluralisme, hvor forskellige stemmer – også religiøse – kan høres i debatten.

Når landets statsminister alligevel udtrykte, at religion ikke hører hjemme i det offentlige rum, blev der sendt et signal til befolkningen: Offentlig tro er ikke velkommen. Mange danskere har siden henholdt sig til netop denne udmelding, når de hævder, at kristne og andre troende skal tie stille om deres tro uden for hjem og kirke.

Langsigtet effekt

Anders Fogh Rasmussens ord har haft en stærk efterklang i dansk offentlighed. De har været med til at forme en social norm, hvor religiøs tale ofte mødes med mistillid, og hvor troende oplever at skulle forsvare deres ret til overhovedet at udtrykke sig. På den måde blev statsministerens citat en form for legitimering af det sociale pres, der i forvejen eksisterede: “Tro er en privatsag.” Nu var det ikke længere kun en folkelig vending, men et politisk budskab fra øverste hold.

Dermed kom sekulariseringens kulturarv til at fremstå som selve demokratiets norm – selvom den i virkeligheden står i skærende kontrast til demokratiets grundlovssikrede frihedsrettigheder.

Bibelens vidnesbyrd

Endnu vigtigere er, at Bibelen selv modsiger idéen om, at tro skal være privat. Jesus siger: “Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. (Matt. 10,32). Paulus skriver: “For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse” Rom. 1,16). Og apostlene i Apostlenes Gerninger erklærer: “Vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har set og hørt” (ApG. 4,20).

Tro er personlig, ja – men aldrig kun privat. Den kristne tro er kaldet til offentlig bekendelse og fællesskab. Den kan ikke reduceres til en indre følelse eller en privat overbevisning.

En moderne form for forfølgelse

Når kristne i dagens Danmark mødes med påstanden: “Din tro er en privatsag – hold den for dig selv,” er det ikke blot en neutral kulturregel. Det er i virkeligheden en form for kristendomsforfølgelse – mild, men ikke mindre reel. Denne forfølgelse viser sig ikke i fængsler eller forbud, men i socialt pres, latterliggørelse og marginalisering. Det er en forfølgelse, der udspringer af oplysningstidens fjendskab mod Gud, forklædt som tolerance. Frihed til tro er blevet til tvang til tavshed.

At være lys og salt i Danmark

Men netop her må vi kristne rejse os med frimodighed. Vi lever i et land, hvor Grundloven giver os retten til at udtrykke vores tro offentligt. Og endnu vigtigere: vi lever under en Gud, der kalder os til at bekende Kristus åbent. At bekende troen er ikke at påtvinge andre noget. Det er at være sandfærdig om den glæde og det håb, der bærer vores liv. Det er at være lys i mørket og salt i en verden, der har brug for bevarelse.

”Denne forfølgelse viser sig ikke i fængsler eller forbud,
men i socialt pres, latterliggørelse og marginalisering.
Det er en forfølgelse, der udspringer af oplysningstidens
fjendskab mod Gud, forklædt som tolerance.
Frihed til tro er blevet til tvang til tavshed.”

En pastoral opmuntring

Kære kristne brødre og søstre: Lad jer ikke skræmme af kulturens stemme, der siger, at tro er en privatsag. Troen er personlig – men den er ikke privat.

– Del evangeliet i ord og handling.

– Lev et liv, der naturligt vidner om Kristus.

– Vær ikke bange for at nævne Gud i samtalen, selv når andre tier.

– Skam jer ikke over jeres tro – for evangeliet er Guds kraft til frelse.

At bekende Kristus offentligt er ikke blot en juridisk ret. Det er vores åndelige privilegium og kald. Så lad os i Danmark ikke skjule lyset under en skæppe. Lad os stå frem som kristne, frimodige og kærlige, vidnende om Jesus Kristus, verdens frelser.