Frydensberg Efterskole får ny forstander

Bestyrelsen for Frydensberg Efterskole har enstemmigt kaldet Søren Senholt som ny forstander for efterskolen.
”Vi er meget glade for, at Søren har taget imod kaldet til at stå i spidsen for Frydensberg Efterskole. Han kender skolens værdier og retning indgående, og med hans erfaring og engagement, tror vi på, at skolens udvikling vil fortsætte i samme gode ånd,” siger bestyrelsesformand Carsten Jensen. Søren Senholt har en solid erhvervsmæssig baggrund fra blandt andet Falck og Derma-Pharm, hvor han har haft ledende stillinger med fokus på strategi, samarbejde og udvikling af medarbejdere.
De seneste otte år har Søren desuden været medlem af Frydensberg Efterskoles bestyrelse og har dermed allerede været med til at præge skolens udvikling i denne periode.
Taknemlig for muligheden
Ud over sin erhvervserfaring har Søren i mange år været engageret i teenage- og ungdomsarbejde – blandt andet som leder af KilifiGaf-lejren, som foregår hvert år i forbindelse med Mosaiks Sommercamp, og som teenageleder i Citykirken Aarhus. Privat er Søren gift med Simone, og sammen har de fem børn. De ser begge virkelig frem til det nye kapitel i deres liv.
”Jeg er dybt taknemmelig for muligheden for at stå i spidsen for Frydensberg Efterskole. Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med at skabe et sted, hvor unge både fagligt, menneskeligt og åndeligt kan vokse og finde retning i livet – og hvor der er plads til den enkelte,” siger Søren Senholt.
Glidende overgang
Bestyrelsen udtrykker en stor tak til den afgående forstander Gideon Jakobsen: ”Gideon Jakobsen efterlader en skole i topform med et solidt elevtal, engagerede medarbejdere og et spændende halbyggeri på vej,” skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse. Planen er, at Søren Senholt gradvist får indsigt i de specifikke opgaver i løbet af foråret, mens Gideon Jakobsen har fokus på at afslutte skoleåret.
”Det er mig en fornøjelse at få lov til at overdrage stafetten til Søren her i løbet af foråret. I forhold til ledelse, økonomi og relationsdannelse med vores bagland, kunne jeg ikke ønske mig en bedre afløser,” siger Gideon Jakobsen. Målet er, at Søren overtager en fuld skole til sommer, flankeret af skolens to viceforstandere Annette Hansen og John Dupont Ravn.



