Hansa og Niels mistede to børn i en natlig brand 2. juledag

Det var formentlig en tændt adventskrans, der startede branden natten til 2. juledag. Hansa og Niels Vestergård vågnede ved, at der lød larm.

”Radiatorerne larmede. Jeg troede, de var blevet for varme, og at vandet i dem kogte. Men da jeg åbnede døren fra soveværelset ud til gangen, slog tyk sort røg imod mig, og jeg var klar over, at der var gået ild i huset,” husker Niels. Datteren Tikva havde værelse ved siden af. Hansa kunne høre, at Tikva kaldte på hende, og Hansa forsøgte desperat at komme ind til datteren, men forgæves på grund af den tykke røg og flammerne.

Hansa og Niels flygtede ud af det brændende hus via en trappe. Niels fandt hurtigt en stige og kravlede op til vinduet, hvor Tikva og Levi havde værelse. Han smadrede vinduet, men branden havde allerede så voldsomt fat, at den brændende hede gjorde det umuligt at komme ind. Kort efter eksploderede noget i huset, så vinduerne blev blæst ud imod dem på gårdspladsen. Forældrene var i dybt chok over, at deres børn på kun 8 og 14 år indebrændte i huset på 1. sal. De kunne ikke fatte, hvad der skete.

Det var uvirkeligt. De var magtesløse, men Niels var alligevel fristet til at gå ind i huset og dø sammen med børnene. Kort efter ankom Falcks brandbiler med røgdykkere – kun 11 minutter efter, at de var blevet alarmeret. Men det var for sent. Alligevel blev Hansa og Niels ved med at håbe på, at der ville ske et mirakel. De råbte til Gud, selvom de vidste, at børnene allerede var døde – kvalt af røgen.

En stor engel i røgen

”Den nat, da vores gård brændte, og vi ikke fik børnene med ud – og Niels og jeg stod i gården, og det var iskoldt, for det var jul – da tænkte jeg: ”Nu går mit liv i stykker,” fortæller Hansa. ”Og mens vi stod der alene i undertøj, før der kom brandfolk, så jeg pludselig, at der kom en stor engel. Den gik ind igennem vinduet til det rum, hvor børnene lå, og den tog Tikva på armen og Levi i hånden, en pige på 8 år og en dreng på 14 år.

Og jeg så, at de kom ud ad vinduet og ud gennem røgen, og at de fløj op over vores hestestald og videre op i himlen. Jeg vidste jo, at de lå derinde og var døde, men det syn, jeg så, gjorde, at det ikke slog helt klik for mig. Jeg var jo nok i chok, og mens jeg så det, var jeg et øjeblik helt væk, så kom jeg tilbage og kunne trække vejret igen. Uanset hvad vi går igennem, så ved Gud, hvad vi har brug for,” opmuntrer Hansa.

Kroppen lukker ned

”Jeg blev næsten misundelig på Hansa, for jeg så ikke englen,” bemærker Niels. ”Jeg oplevede bare, at det var så forfærdeligt, at jeg ikke kunne holde mig oprejst. Jorden var frossen, og det frøs 15 grader. Jeg havde bare underbukser på, men jeg mærkede ingenting. Min krop var følelsesløs. Og jeg kunne mærke noget herinde i brystkassen, som blev revet ud. Jeg observerede det alt sammen, men jeg var følelsesløs.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå der, men der kom så en kvindelig politibetjent og rejste mig op. ”Du skal over til naboen. Du skal indendørs,” sagde hun. Men jeg kunne ingenting mærke, før jeg sad i naboens sofa. Så kom naboens kone med nogle cowboybukser, en skjorte og nogle sokker. Så kunne jeg begynde at mærke min krop igen,” husker Niels. Politibetjenten forsøgte forgæves at få fat i en psykolog, som kunne yde psykologisk krisehjælp til ægteparret, men på grund af juledagene lykkedes det ikke, før længe efter. I stedet fik de en beroligende sprøjte.  Niels har undret sig over, hvad der sker i sådanne voldsomme situationer.

”Jeg gik engang på et psykologikursus nede i Holland hos nogle kristne psykologer fra Amerika. En af dem forklarede, at du kan blive ramt så hårdt psykisk, at din krop lukker ned. Han fortalte, at når jøderne i kz-lejrene under 2. verdenskrig stod og skulle ind i gaskamrene, så lukkede de ned. De var desperate og skreg, men lige pludselig var det psykiske pres så stort, at kroppen lukkede ned. Og så var de nærmest som nogle zombier. Jeg tror, det er en beskyttelse, som Gud har lagt i os, når smerten bliver for stor.”

Et liv for andre

Hansa og Niels købte som ungt par en nedlagt skole i Karstoft ved Brande. De følte et kald til at tage sig af narkomaner, alkoholikere, prostituerede og andre med uoverskuelige problemer. Og de fik rigtig mange på ret køl igen. Det mest imponerende var, at de faktisk drev behandlingsstedet ”Betesda” uden offentlig støtte i 15 år. På mirakuløs vis fik de det, de skulle bruge. Gode mennesker støttede deres arbejde. Og behandlingen var tro, håb og masser af kærlighed. Og det virkede!

Bagefter oprettede de en efterskole for ordblinde og utilpassede unge, der ikke kunne trives på andre skoler. De drev Sdr. Bork Efterskole i 23 år. Og imens oprettede de også et stort nødhjælpsarbejde for Tjernobyl-børn og sigøjnere i Rumænien. Nu havde de slået sig ned på en gård, hvor Niels opdrættede avlsheste. Men så kom branden.

Dæmonerne hånede os

Gennem årene har Niels og Hansa haft mange overnaturlige oplevelser. De fleste var gode. Men indimellem oplevede de, at der var noget ondt, som ville dem til livs. Den skæbnesvangre nat, da gården pludselig stod i lys flamme, lagde Hansa mærke til, at der sad to sorte bæster i vinduerne til venstre for indgangen. Hansa husker, at de hånligt råbte: ”Niels og Hansa! I er færdige! Vi har jer!”

Og det var ikke noget, du bare forestillede dig?

”Nej, jeg så deres grimme hoveder, og jeg hørte deres råb. Så må man tro det eller lade være,” svarer Hansa. Hun er kendt for at være en fornuftig jysk kvinde med begge ben på jorden. Hun er godt klar over, at det kan være svært for andre at forstå. Men hun ved, hvad hun så. ”Det er klart, at jeg så det. Hvor skulle jeg ellers have det fra,” spørger hun.

I chok uden lyst til at leve

”Vi fortsatte med at være i chok i lang tid,” tilføjer Hansa. ”Jeg kan da huske, at når nogen spurgte, hvordan jeg havde det, så svarede jeg bare: ”Ja ja, jeg har det godt.” Men efter nogle måneder skvattede man helt sammen.”

”I mig skete der det, at skjoldbruskkirtlerne holdt op med at virke. Det er dem, der giver energi til kroppen. Og da de holdt op med at virke normalt, måtte jeg have noget medicin, som hedder Eltroxin, og det får jeg stadig. Men det er blevet bedre med årene. Jeg fik forklaret dengang, at det psykiske chok havde sat kirtlerne ud af kraft. Og det er faktisk godt at få en fornuftig forklaring på det, der sker med ens krop,” siger Niels.

‘Jeg skal dø eller på psykiatrisk’

”Jeg gik i naboens tøj i otte dage og kunne ikke få tingene til at hænge sammen. Men selv der, hvor man ikke engang kan bede en fornuftig bøn eller læse et ord i sin bibel, og hvor det bare er mørke – dér er Han med. Som der står i Salmernes Bog: ”Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, frygter jeg ej ondt, for du er med mig.” Og det er hele hemmeligheden, at han er med os – også når vi går igennem sådan nogle ting. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive menneske igen. Og jeg havde faktisk forudset, at jeg enten skulle dø eller ligge på psykiatrisk afdeling. Men Gud greb ind. Gud er god. Selv når tingene er helt derude, er han med os. Hvis du har lagt dit liv i Guds hånd, så er han også med dig, ligegyldigt hvor du skal vandre. Og Gud ske lov, vi fik lov til at leve videre,” siger Niels.

Deres kristne tro hjalp dem igennem den svære tid. ”Vi var helt nede og ”suge bundvand”, men Gud løftede os op.

Et syn ind i himlen

”Et halvt år senere var alt ved at blive bygget op igen,” fortæller Hansa. ”Store maskiner kørte vores blomsterhave ned. Tikva havde været så glad for blomsterne, og nu blev de alle kørt ned. Og da knækkede jeg. For Tikva havde været så glad for blomsterne, at hun endda havde nægtet at gå i skole, fordi hun ville se blomsterne springe ud,” husker Hansa.

”Men så viste Gud mig et syn af himlen, og jeg så, hvilket blomsterflor der er dér. Jeg så Tikva sidde midt i blomsterne, og hun var så fyldt af glæde. Og farverne var overnaturligt smukke. Jeg kan stadig se det for mig. Vi har ikke den slags her på jorden. Og Levi stod i et kæmpekor af unge mennesker. Og de sang, så jeg stadig kan høre det i mine ører. Det var så smukt. Smukkere end jeg nogensinde har hørt det på jorden. Og jeg forstod, at børnene nu havde mere, end jeg nogensinde kunne give dem.”

– Det syn, du så, Hansa, var det for dit indre blik?

”Nej, det var virkeligt. Jeg så hen over parkeringspladsen, og så åbnede himlen sig. Det var ligesom et gardin, der blev trukket fra, så jeg kunne se ind. Og jeg kan stadig se det for mig. Der var en stor skare, en guddommelighed over det hele og en stor fred. Jeg kan slet ikke sætte ord på. Jeg elsker farver, men de farver, jeg dér så, var helt anderledes. Jeg var selvfølgelig stadig i dyb sorg. Men på den måde helbredte Gud noget i mig. Vi fik ikke børnene tilbage, men vi ved, hvor de er, og vi glæder os til, at vi en dag skal være sammen med dem igen.”

Hansas tegninger

Hansa gik til psykolog i tiden efter branden, men hun syntes ikke rigtig, det hjalp hende, så hun stoppede igen. Hun havde meget svært ved at tale om det forfærdelige, der var sket. ”Jeg kan se det som et billede, men det er svært at sige,” sagde jeg. ”Men så tegn det! Du kan da tegne, Hansa,” opfordrede en ven, som vidste, at Hansa kunne lide at tegne. Tegningerne blev ligesom et nyt sprog. En god terapi i sorgen og den vanskelige tid, der fulgte.

Hansa gemte disse tegninger i en mappe. På vores opfordring gik hun med til, at vi måtte bruge nogle af tegningerne i den bog, vi sammen skrev, selvom hun pointerer, at det jo ikke er kunst. Men det er jo en kunst at udtrykke noget i et billede, som man ikke helt kan sige med ord.

Der er et liv efter krisen

I et interview i 2007 fortæller Hansa og Niels til magasinet Domino om ”Dødens julenat”, som artiklen hedder. Interviewet er skrevet af journalist Runa Pihlmann. Her fortæller de, at det stadig – ca. 11 år efter – gør ondt at tale om ulykken. Når de gik med til interviewet, var det for at hjælpe andre, ”der har oplevet at synke ned i meningsløshedens hav,” til at få øjnene op for, at der ER et liv efter krisen.

”Hundredvis af mennesker har det svært, og det sidste, man skal gøre, er at tie stille. Når man er så langt ude, som vi var, bilder man sig selv ind, at livet ikke er værd at leve. Tankerne martrer én dag og nat; man er bedøvet af smerte og død og ser ingen anden udvej end at lægge sig til at dø. Sådan har jeg tænkt masser af gange, og havde det ikke været for troen på Gud og kærligheden fra familien, havde vi gjort alvor af det,” siger Hansa i interviewet.

”Jeg har ofte været vred på Gud, men jeg ved, Han kan bære det. Det er ikke Hans plan, at vores liv skal ødelægges, men så længe vi er på jorden, er vi mennesker i en verden med både godt og ondt,” siger Hansa. Trods deres ubeskrivelige tab har bitterheden mod Gud aldrig slået rod. – Og en dag sagde jeg til Gud: ”Nu skal jeg have glæden tilbage. Jeg vil leve igen.” Og Gud gav mig glæden tilbage, fortæller Hansa.

Bogen ’Et dramatisk liv i tro’ er skrevet af Henri Nissen og kan bl.a. købes på Hosianna.dk. Hansa og Niels tager også gerne ud og fortæller om deres liv i alle slags foreninger og kirker. De kan kontaktes på hansaogniels@gmail.com.