Ikke at gøre, men lade sig gøre

Man taler om at vokse i troen. Men en kristen vækst er i virkeligheden en vækst nedad. Som Johannes Døberen sagde, da han pegede på Jesus: ”Han bør vokse, men jeg blive mindre”. Eller som én af mine bibelskolelærere sagde en gang for mange år siden: ”Vi kristne skal have det ligesom koens hale, der vokser nedad”. Med andre ord er den eneste sande åndelige vækst den, at Jesus bliver større for og i os.

En, som både har levet og udtrykt dette på en hel særlig måde, er en ung fransk kvinde ved navn Marie-Antionette de Geuser, der levede fra 1888 til 1918. I sit korte liv oplevede hun meget svaghed og sygdom. Som barn var hun genert og nervøs, og fysisk var hun ikke stærk. Som otteårig fik hun leddegigt, og hun havde problemer med at spise og sove. Meget tidligt havde hun samtidig en længsel efter at give Gud noget, men netop pga. hendes svaghed, følte hun ikke, at hun havde noget at give.

Dette blev imidlertid hendes første lektion i at lade Gud vokse og hende selv blive mindre. I dag, hvor vi taler meget om selvværd og selvtillid kan hendes ordvalg måske støde os, når hun taler om sig selv som et intet, men hvis vi ser bag dette, har hun noget vigtigt at lære os om, hvad helliggørelse i virkeligheden går ud på.

En fattigdom, som gør rig

Hun skriver: ”Der eksisterer en fattigdom […] som Gud lader mig praktisere allerede nu. Det er den sande fattigdom, at man er berøvet alt og ikke har noget at give Gud. Den største vederkvægelse man har, når man elsker, er at kunne bevise det ved at give sig selv, men det formår jeg ikke, eftersom jeg er et intet. Det er ikke bare sådan, at jeg ingenting har, jeg er helt enkelt intet. Det er som om min sjæl er fuld af ild, og jeg tror, det er Kærligheden.

Og denne ild vil have noget at brænde op, den vil sprede sig. Men jeg synes ikke, jeg har noget, som kan brænde. […] Det eneste jeg formår, er at overgive mig uden forbehold. […] Jeg tror ikke jeg skal gøre andet end at acceptere alt i fred, glæde og kærlighed, og når den brændende ild har fortæret alt, kommer Jesus selv og sætter sig i mit sted og giver den hellige Treenighed al den herlighed, taksigelse og kærlighed, som jeg gerne vil give ham.”

Med andre ord er den fattigdom i os, som vi kæmper imod, i virkeligheden vejen til ægte rigdom og storhed, fordi den, der lever i en sådan total hengivelse, ikke længere er begrænset af sine egne sparsomme ressourcer, men lever i og af Guds uendelighed og grænseløshed. Man behøver ikke at nøjes med at elske Gud med sin egen menneskelige og begrænsede kærlighed; man kan elske ham med hans egen guddommelige og grænseløse kærlighed.

Redskab til at optænde en kærlighedsbrand

Igen påpeger Marie-Antoinette, at vores lidenhed og svaghed ikke er en hindring for, at Gud kan bruge os – snarere tværtimod. Hun bruger billedet af en skovhugger og af det træmateriale, han bruger. Her er der store brædder af ædelt træ, som er lige til at sælge, og så er der alt resttræet, alle stumperne, der samles sammen og bruges som brænde:

”Nu vel, jeg synes, at Kirken er en stor skov for Gud”, skriver hun. Det materiale, som er ædelt træ kan han bruge som byggemateriale. Men der findes også de små stykker, som tilsyneladende ikke er noget værd og ikke kan bruges til noget: ”Men for alligevel at anvende dem, lader Gud dem brænde i sin kærlighed. Meningen med dem er, at de skal fortæres helt og holdent for at varme og optænde de andre i Kærligheden. Gud anvender dem til at optænde den kærlighedsbrand, som skal fortære hele verden”.

At leve af Guds handlen

Derfor skriver Marie-Antoinette også om denne opdagelse: ”Siden jeg helt har tilpasset mig til Gud alene, kan jeg bare følge direkte med og så at sige leve af hans handlen ved helt at være tilintetgjort for at kunne give ham fuld frihed […]. Jeg tror, at om man af egen kraft ophøjer sig, støder man hurtigt på en grænse pga. ens egne kræfter. [Men] hvis man derimod stiger ned i sin egen elendighed ved at gøre sig til intet, så tror jeg, at man ved jeg’ets yderste grænse falder i hans favn, og det er, hvad der er sand hellighed, hans egen.” Men hendes fortsættelse er også vigtig: ”Jeg ser ikke længere på mit intet, på min urenhed, jeg vil glemme alt for at miste mig selv i Gud”.

Lad dig gøre af Gud

Men overgivelsen til Guds vilje har været en lang proces for hende, hvor hun først kun glimtvis har forstået og kunnet leve i og af Gud – men efterhånden mere og mere. Disse glimt kan ind imellem virke frustrerende, fordi man ikke kan fastholde dem. Det, som det ene øjeblik er en åbenbar indsigt, er i det næste øjeblik omsluttet af mørke. For endnu ser vi i et spejl, i en gåde, som Paulus udtrykker det i Korintherbrevet.

Men selve det frustrerende ved ikke at kunne forblive i Gud er en stor nåde, fordi det langsomt lærer os, at alt beror på Gud. Helliggørelsesprocessen består ikke så meget i at gøre noget, som i at blive stadig mere åben, så Gud kan gøre det i os: ”Jeg har ingenting gjort, men jeg tror også, at det er hans vilje, at jeg helt enkelt skal lade mig gøre”, udtrykker Marie-Antoinette det så rammende.
Vægten løftes mere og mere fra hende og lægges på Gud:

”Min stræben er ikke længere at træde ud af mig selv for at gå til Gud, men bare at forblive i ham. Jeg må snarere åbne mig mod himlen end lukke af for jorden. I stedet for at glemme mig selv, skal jeg kun tænke på ham. I stedet for at ofre og fornægte mig selv, skal jeg nu bare se på ham og give ham plads. Jeg tror ikke længere, jeg behøver at stræbe efter forvandlingen, men bare gøre den mere og mere strålende. Jeg tror, jeg skal betragte ham uden ophør, og det er ved at se på ham, at værket fuldendes”.

Da elastikken sprang

Derfor kan hun da også skrive: ”Det ser for mig ud til, at jeg indtil nu har været lukket inde i mig selv, og når nåden fik mig ud af mig selv for at føre mig op i de højere regioner, var der altid en elastik, der trak mig tilbage til mørket. Men denne gang sprang elastikken, og jeg forblev i ham. Gud alene er mit Alt. Jeg ønsker intet andet og al min lykke er at omgås med de tre guddommelige personer i Treenigheden, at tage del i den evige samtale, som foregår i Helligånden i kærlighedens enhed”.

Guds vilje

Så helliggørelse er ikke en vækst opad, men snarere en vækst nedad, forstået på den måde, at den består i, at vort eget gradvis må vige pladsen for Guds vilje. Vejen dertil kan være smertefuld, for det er sin sag at give slip på egne ambitioner og planer og nå dertil, hvor man erkender, at Gud er alt, og jeg et elsket ”intet”. Vor værdi ligger ikke i, at vi kan en masse og er elskelige, men i, at vi er elsket og villet af Gud. Og vor tjeneste for ham bærer frugt ikke ved, at vi gør en hel masse, men ved, at vi lade ham virke igennem os.

Som Marie-Antoinette siger: ”At bare være hans levende vilje, det er det, som er hele mit liv, hele min fred og hele min lykke”. – Ikke at gøre en masse, men lade sig gøre!