Formand for Dansk Zionistforbund fortæller sin egen families smertelige historie

Max Meyer blev født i Danmark i 1952 af jødiske forældre – en tysk far og en polsk mor, længe efter holocaust. Men når han fortæller sin families gribende historie, kan man næsten opleve de rædsler, som hans forældre overlevede, og som har formet Max til den person, han er i dag.

Karola, Max Meyers mor, voksede op i Polen i en jødisk familie med cirka ti søskende. Familiens liv var gennemsyret af Toraen. Karolas udvidede familie på næsten 200 personer var en hel landsby, fortæller Max. De levede fredeligt sammen med et tilsvarende antal katolikker, som ikke var særligt begejstrede for jøderne, men alligevel levede i fred med dem gennem mange generationer. Men desværre vendte disse ’naboer’ sig imod jøderne i 1939, da de kom under nazisternes indflydelse.

Max’ mor overlevede Auschwitz

Som kun 12-årig blev Karola og hendes familie tvunget ind i en ghetto. Først fik de lov til at gå ud for at finde arbejde, men snart fik jøderne forbud mod at arbejde. Intet arbejde betød ingen mad, så de var altid sultne og dermed tilbøjelige til at blive syge, så folk døde som fluer dag efter dag. De overfyldte og uhygiejniske forhold, hvor 20 til 30 mennesker var stuvet sammen i små toværelseslejligheder, bidrog til alle mulige sygdomme, og mange morgener vågnede folk og fandt de døde, som ikke havde overlevet natten.

En dag blev Karola og hendes familie, sammen med mange andre, læsset ind i en togvogn. De stod som sild i en tønde, og de rejste i over 30 timer uden at vide, hvor de skulle hen. Da de endelig kunne stige ud, faldt der lig ned blandt de levende, som havde holdt dem oprejst under hele den lange rejse. De var ankommet til Auschwitz. Alle mænd over tretten år blev adskilt fra kvinderne og de yngre drenge. Karola blev adskilt fra alle sine mandlige familiemedlemmer, og hun så dem aldrig igen.

De, der var for syge til at arbejde, blev sendt direkte til gaskamrene. De, der kunne arbejde, blev sendt på arbejde – fx med at grave grave og begrave de døde. Hver dag blev gennemsnitligt 10.000 sendt til gaskamrene. Proceduren var den samme – mænd og kvinder blev samlet, skulle tage tøjet af og blev så gennet ind i gaskamrene. Få minutter senere blev ligene slæbt ud for at blive begravet.

Karolas mor sagde til hende: ”Du skal overleve, så du kan fortælle vores historie.” Hun gav derefter Karola sin vielsesring og bad hende om at gemme den godt. Mirakuløst nok lykkedes det Karola at bevare denne ring, ofte gemt i munden, i de to år hun var fanget. ”Den ring er det eneste, jeg nogensinde har set fra min mors familie,” siger Max.

”Jeg har aldrig nogensinde set et fotografi af nogen af dem. Alle i hendes store familie blev dræbt i gaskamrene. Mor brugte sin kløgt til at overleve, da fangerne blev talt tre gange om dagen, og alle de syge blev sendt til gaskamrene. Da hun var 14, begyndte Karola at lyve om sin alder, bare for at kunne arbejde og overleve. Hun sagde, at hun var 17, mens hun gjorde alt for at se sund nok ud til at arbejde, ofte ved at tappe blod fra fingrene og farve sine kinder med blodet, så hun ikke så for bleg ud.”

I 1945 var der pludselig ikke længere nogen nazisoldater på stedet! Fangerne vidste ikke, at krigen var slut! Der var hundredtusindvis af dem tilbage, og de spekulerede på, hvad der nu ville ske.
”Karola var skind og ben og fuldstændig skaldet. Hun vejede lidt over 20 kilo, da hun mirakuløst blev reddet og bragt til Sverige, hvor det tog hende omkring seks måneder at komme sig fysisk. Men hun kom sig aldrig over traumet fra Auschwitz.

Hun havde mareridt tre til fire gange hver nat gennem resten af sit liv. Hun talte aldrig om sit liv i Polen eller i koncentrationslejrene,” siger Max. ”Jeg hørte hendes historie fra en mand, der interviewede hende som en af overleverne fra holocaust. Det var lige før, hun døde. Hun var meget gammel og havde mistet en stor del af sin hukommelse. Jeg er taknemmelig for denne mand, der venligt gav mig en optagelse af sit interview med hende, for det er al den historie, jeg har om min mor.

Jeg begyndte også at forstå, hvorfor min mor aldrig nogensinde talte om Polen eller sit liv i de forfærdelige år. Jeg var over 50 år gammel, da jeg besøgte Polen for første gang.”

Max’ far kom til Danmark, men mistede hele familien

Max’ far, Willy, voksede op i Berlin. Han boede også sammen med en stor, udvidet familie bestående af forældrene og sin eneste bror. Da han var klar til at starte på universitetet, havde jøder ikke længere adgang til universitetsstudier. Men også mange andre restriktioner blev føjet til listen, da Hitlers Tyskland begyndte at fryse jøderne ud på alle mulige måder. De fik endda forbud mod at bruge offentlig transport.

Willys forældre, der var succesfulde ejere af en dametøjsbutik i centrum af Berlin, begyndte at opleve stigende chikane. Et skilt med ’JØDE’ med en davidsstjerne blev klistret op på deres butiksvindue for at forbyde folk at handle der. De blev også tit fysisk overfaldet på vej hjem fra arbejde. Det blev så slemt, at de, ligesom mange andre jøder, besluttede at sælge alt, hvad de ejede, og flygte fra Tyskland, som havde været deres hjem gennem næsten 20 generationer.

De forsøgte at immigrere til USA, Canada, Australien, Sverige, Frankrig og Danmark uden held, for på det tidspunkt tog intet land imod jøder. At flytte til Palæstina var heller ikke en mulighed, fordi det britiske mandat i 1937 erklærede, at Storbritannien ville trække sig ud af Palæstina efter ti år, men indtil da ville Palæstina være lukket for alle immigranter. Der var mange jøder, der ligesom Willys forældre solgte alt, hvad de ejede, og sejlede hele vejen til Palæstina, bare for at blive afvist, da de ankom til Haifa. Da de ikke havde noget sted at tage hen, vendte de tilbage til Tyskland – og blev sendt direkte til Auschwitz.

Willy var en klog ung mand. Han fandt ud af, at Danmark ønskede at ansætte landbrugsstuderende, så han tilmeldte sig som landbrugsmedhjælper i 1939 og flyttede til Danmark, mens hele hans familie blev tilbage i Tyskland. I 1943 blev Willy smuglet til Sverige sammen med de andre danske jøder. Han vendte tilbage til Danmark i 1945 ved krigens afslutning. Da han fik at vide, at ingen af hans familie havde overlevet holocaust, fik han et mentalt sammenbrud, og resten af sit liv røg han ind og ud af hospitalet flere gange om året.

Han blev eneboer, rejste ingen steder, gik aldrig i biografen, tog aldrig til stranden og nød aldrig en eneste fridag fra sit arbejde.

Traumatiserede forældre

Efter krigen var der en kristen dame i København, der kendte både Willy og Karola i Sverige. Hun hjalp med at få disse to unge jøder til at mødes, og de blev gift i 1949. Deres fælles bånd var, at de hver især var helt alene i verden, efter at have mistet hele deres familie i Auschwitz. Ingen af dem havde andet tilbage end de pinefulde minder, der efterlod dem følelsesmæssigt lammede og ville plage dem resten af deres liv.

”Ingen af mine forældre havde noget ønske om at vende tilbage til deres hjemlande,” siger Max. ”De ville gerne have immigreret til Palæstina, men de var fysisk eller mentalt for skrøbelige til at gøre den drøm til virkelighed. Først da jeg blev ældre, begyndte jeg at forstå omfanget af deres lidelser.”

Max har et smerteligt minde fra sit hjem: ”Allerede som 3-årig, husker jeg, at min far ofte sagde, at hans eneste ønske var at dø. Da jeg blev ældre, forstod jeg, at han ikke kunne tilgive sig selv, at han var flygtet alene til Danmark, mens han overlod sin familie til deres skæbne i Tyskland. Han døde, da jeg var 22, og jeg husker, at da han døde, følte jeg mig ikke trist, men lettet over, at han endelig havde fundet fred efter de lidelser, han oplevede under og efter holocaust.

Da jeg var vokset op i et hjem med forældre, der ikke havde nogen familie i verden, var det først, da jeg startede i skole som 6-årig, at jeg hørte ord som bedstemor, bedstefar, onkel og tante,” siger Max.

”Jeg begyndte at spørge mine forældre, hvorfor jeg ikke havde nogen bedsteforældre, onkler eller tanter ligesom mine klassekammerater. Disse spørgsmål blev aldrig besvaret. Et par år senere, da jeg begyndte at læse, blev jeg intenst nysgerrig efter de år, mine forældre nægtede at tale om. Jeg fordybede mig i historiebøger og begyndte langsomt at læse om omstændighederne i deres liv i disse år. Jeg læste om holocaust og krigen og begyndte at forstå, hvorfor mine forældre nægtede at tale om de unævnelige år.”

Mere ved zionismen end at have et land

”Jeg blev også bevidst om, at jødehadet ikke startede med Hitler. Det har altid eksisteret i verden, men blusser op forskellige steder på forskellige tidspunkter. Jeg indså, at jøderne havde brug for et land, de kunne kalde deres eget, så de kunne have en følelse af sikkerhed og tryghed. Jeg brændte for at gøre noget for mit folks sag, og derfor engagerede jeg mig i zionismen. Zionismen begyndte, da jøder begyndte at længes efter et land, de kunne kalde deres eget; noget, de ikke havde haft, siden de blev fordrevet fra Israel af romerne i år 70 e.Kr. Denne enorme milepæl blev nået i 1948, men der er mere ved zionismen end det,” siger Max.

Dansk Zionistforbund

Med dette i tankerne blev Max for over 20 år siden aktiv i Dansk Zionistforbund, som er mere end 120 år gammelt. Han blev formand for foreningen, hvilket han fortsat er i dag. Forbundet fokuserer på at give folk viden om Israel og opbygge relationer mellem danskere og jøder i Danmark og Israel. Medlemmerne får mulighed for at fejre jødiske højtider og møde dignitarer, der besøger Danmark for at stille dem spørgsmål og opbygge relationer.

Forbundet udgiver et kvartalsmagasin kaldet Israel for at holde kontakten mellem medlemmerne. Man kan blive medlem af Dansk Zionistforbund ved at sende en anmodning til office@zionist.dk. I 2023 var dronningen med til at fejre 400-året for, at Kong Christian IV inviterede jøder til Danmark. Dengang havde kongen set potentialet for jøder i erhvervslivet, og han inviterede dem til at starte virksomheder i Danmark.

Jøderne bosatte sig først i Randers og spredte sig derefter til Aalborg, før de 100 år senere flyttede så langt væk som til Odense. I dag bor de fleste religiøse jøder i København for at være nær synagogen. Når han har midlerne, arrangerer Max ugelange ture til Israel, der er specielt skræddersyet til unge danske politikere, som kan tale på vegne af jøder i Danmark. Han giver dem en nuanceret oplevelse af landet med besøg på kibbutzer, i parlamentet og hos palæstinensere.

Max tager dem også med til steder, som normale turister ikke kan besøge, så folk vender hjem beriget med oplevelser af Israel, der hverken er baseret på medier eller rygter. Hans mål er, at folk danner deres egne meninger om Israel ved at opleve landet personligt, da de fleste mennesker kun ser det Israel, som medierne fremstiller. Han håber, at danske politikere må få en reel og sandfærdig mening om Israel, så de træffer informerede beslutninger om Israel i folketinget.

Max siger: ”Jeg er ikke en religiøs jøde, selvom jeg holder sabbatten og fejrer jødiske højtider. Hver påske læser vi Haggadaen og genopliver de jødiske minder, især udfrielsen fra Egypten, for at hjælpe os med at huske, at vi aldrig skal blive slaver igen. Vi beder tre gange om dagen for Messias’ komme, og en dag vil han komme til Tempelbjerget, hvem ved – det kunne være mange tusinde år fra nu.”

Efterhånden som jøder fra hele verden vender tilbage til Israel, er der kun 6.000 registrerede jøder tilbage i Danmark. Af disse 6.000 er kun 1.400 aktivt involveret i det jødiske samfund, og 70% er over 60 år gamle. ”Mange danske jøder er bange for overhovedet at identificere sig som jøder på grund af den stigende antisemitisme. Vi udgør kun 0,2% af verdens befolkning, og alligevel får vi følelsen af, at vi tager for meget plads,” siger Max.

”Vi udgør kun 0,2% af verdens befolkning,
og alligevel får vi følelsen af,
at vi tager for meget plads”

Det er næsten umuligt at konvertere til jødedommen, fordi jødedommen er en ikke-missionerende religion. Rabbineren vil afvise en person 17 gange, og først den 18. gang, nogen insisterer på at konvertere, vil rabbineren stille nogle umulige krav til den potentielle konvertit. Det første krav er, at man skal bo i gå-afstand fra en synagoge, så man kan deltage i gudstjenesten på sabbatten og andre helligdage, hvor man ikke må køre bil.

Det betyder, at man skal flytte til København og finde et sted at bo i nærheden af en synagoge. Derefter vil rabbineren undersøge, hvordan man bor. Man skal have to køkkener med to køleskabe, så man kan lave kosher mad. Disse strenge regler betyder, at kun to eller tre danskere er lykkedes med at blive jødiske konvertitter. Max stiller et ironisk retorisk spørgsmål: ”Hvorfor tror du, at jøder klarer sig så godt i livet? Hvorfor klarer vi os stadig så godt, uanset hvor vi bor, når jøderne altid har været så forfulgte og undertrykte?”

Han nævner to årsager til jødernes succes: De ambitiøse jødiske mødre og Torahens centrale plads i en jødes liv. ”Jødiske mødre er geniale, når det gælder ambitioner for deres børn, og de presser børnene til det yderste. Torahens centrale plads i en jødes liv starter lige fra fødslen. I en alder af tre år er en ortodoks jøde dybt forankret i Torahen. En 20-årig ortodoks jøde har ingen anden uddannelse end Torahen.

Længe før jeg nogensinde tog til Israel, længtes jeg efter at have et land at kalde mit eget. Selvom jeg er født i Danmark, og jeg hører hjemme her og elsker Danmark meget højt, tænker jeg på, hvad mine forældre og bedsteforældre måtte gå igennem, fordi de ikke havde et land at kalde deres eget. Derfor føler jeg, at det er meget vigtigt for mig og min familie at have et land, vi kan finde tilflugt i, hvis vi nogensinde befinder os i samme situation som mine ulykkelige forældre og bedsteforældre.

Jeg rejser til Israel tre til fire gange om året, og det føles vidunderligt at høre til der. Min familie og jeg har nu israelske pas. Med den voksende antisemitisme i Danmark føler vi ikke, at vi har en tilstrækkelig sikker fremtid her. Jeg lever hver dag i frygt for mit liv, og jeg har en vis grad af politibeskyttelse. Men det er ikke en normal måde at leve på. Jeg ønsker og beder til, at der må findes en bedre måde for os jøder i Danmark, som er godt integreret i den danske kultur og bidrager meget mere til det danske samfund end mange andre etniske grupper, der får en varm velkomst, selvom de nægter at assimilere sig eller bidrage til Danmark lige så meget, som vi gør. Men vi må leve med det, indtil der kommer en bedre løsning, om nogensinde,” siger Max.

Max ender med en invitation: ”Hvis der er nogle kirker eller foreninger, der ønsker besøg, kan de skrive til mig på office@zionist.dk. Jeg vil med glæde komme og fortælle min historie.”