Kan traditionel kristendom blive straffet som hadtale?

Da jeg for nyligt mødte en gammel bekendt, som i dag driver et stort kristent medie i Canada, spurgte jeg selvfølgelig, hvordan det gik. Han tøvede et øjeblik, før han svarede. Øjnene flakkede. “Det ser ikke godt ud,” sagde han. “Måske ender jeg i fængsel, hvis ikke jeg flytter ud af landet.”

Sagen er den, at han er det, man ville kalde konservativt kristen. Han udtrykker sig på bibelsk grundlag og i forlængelse af en klassisk kristen tradition – om moral, køn og ægteskab. Og netop den slags udsagn frygter han, at myndighederne i fremtiden kan komme til at betragte som hadtale. Ikke nødvendigvis fordi han ønsker at angribe nogen, men fordi den politiske og juridiske ramme omkring ytringer om bestemte emner er under forandring.

Bekymringen er ikke grebet ud af den blå luft. I Canada pågår der i øjeblikket en politisk og juridisk debat om at ændre landets hate-speech-lovgivning. Helt konkret handler det om at fjerne en såkaldt religiøs undtagelse i straffeloven, som i dag giver et ekstra værn til ytringer, der fremsættes i god tro og med henvisning til religiøse tekster og traditioner. Hvis denne undtagelse fjernes, betyder det ikke, at kristendom – eller andre religioner – i sig selv bliver forbudt.

Men det betyder, at religiøse udsagn ikke længere behandles særskilt. De vil blive vurderet på samme måde som alle andre ytringer: udelukkende ud fra deres indhold, form og virkning. Og netop her opstår uroen. For i canadisk lov er det strafbart bevidst at fremme had mod såkaldte beskyttede grupper – blandt andet defineret ved seksuel orientering, kønsidentitet, religion og etnicitet. Tærsklen er juridisk set høj, men uden den religiøse undtagelse bliver det langt mere uklart, hvor grænsen går mellem klassisk kristen forkyndelse og det, en domstol kan opfatte som hadtale.

Lad os tage nogle konkrete eksempler. Hvis min ven i sit medie skriver, at ægteskabet ifølge Bibelen er mellem én mand og én kvinde, vil det næppe i sig selv være strafbart. Det er en teologisk holdning. Men hvis han skriver, at homoseksuelle relationer er ødelæggende for samfundet, eller at bestemte grupper udgør en trussel mod børn eller nationen, bevæger han sig ind i et juridisk grænseland, hvor hensigt og formulering kan blive afgørende.

Det samme gælder bibelcitater. At citere Paulus’ breve eller mosebøgerne er ikke ulovligt. Men hvis citaterne bruges til at legitimere udstødelse, nægtelse af rettigheder eller systematisk mistænkeliggørelse af bestemte grupper, kan det – uden den religiøse undtagelse – blive vurderet som hadfremmende ytringer. Ikke fordi Bibelen citeres, men fordi den bruges som argument for social eller politisk fjendtlighed.

For en, der driver et meningsmedie som min ven, er konsekvenserne derfor ikke blot teoretiske. Han risikerer ikke nødvendigvis fængsel for én artikel eller klumme. Men han risikerer anmeldelser, retssager, økonomiske byrder og en konstant usikkerhed om, hvad han må sige højt. Det, jurister kalder en “chilling effect”: man tier af frygt – ikke fordi man er dømt, men fordi man ikke ved, hvor grænsen går.

Det er denne usikkerhed, jeg så i hans ansigt. Ikke en lyst til at såre andre, men frygten for, at århundredgamle kristne overbevisninger i et nyt juridisk klima pludselig kan tolkes som noget farligt eller strafbart. I princippet kan søndagsskoler også komme i skudlinjen, hvis de skønnes at lære børnene en moral ud fra Bibelen, der kunne opfattes som krænkende for andre grupper. Debatten i Canada handler derfor ikke kun om lovudformning.

Den handler om, hvorvidt et samfund kan rumme dyb, principiel uenighed – også når den er religiøst begrundet – uden at gøre staten til dommer over, hvilke overbevisninger der er acceptable at udtrykke offentligt. Og det er en debat, der rækker langt ud over Canadas grænser.