”Lad det ske mig efter dit ord”

Min barndoms sommer indeholdt i mange år to ugers bibelcamping på Holmsborg i Vestjylland. Saltvand og blæst, sand, sol og ørntvister. Den særlige lyd af lynlåsen i villateltet. Min mor, der bagte vafler til alle, der kom forbi vores telt. Det store mødeteltet med plads til 1500 mennesker. Sangen, som løftede sig fra de mange stemmer og besøg af ”Agger Strengekor” og ”Flekkerøygutterne”. Efter aftenmødet og kaffepausen kom det mest spændende: eftermødet! Med plads til vidnesbyrd. Jeg elskede at høre om, hvad folk havde oplevet med Gud.

Jeg sad der ved eftermødet, som måske 12-årig. Pludseligt mærkede jeg hjertet banke og indskydelsen til at gå op til mikrofonen og læse versene fra Matthæus kap 6: ”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jeg skatte i Himlen…. for hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.” Men jeg turde ikke.

Fire aftener i træk følte jeg Helligåndens tilskyndelse til at læse versene. I mikrofonen. Foran forsamlingen. Mit hjerte hamrede, men jeg turde ikke rejse mig, gå hele vejen ned ad stolerækkerne og op på scenen og stå foran alle disse voksne mennesker. Så det blev ikke til noget.

Men hvad nu hvis jeg havde turdet gå op til mikrofonen? – ville nogen have haft behov for at høre disse vers? Sikkert. Men jeg har tillid til, at Helligånden har mødt dem på en anden måde. Måske var det mest til mig selv? Jeg har aldrig glemt versene om, hvor det er vigtigt at samle sig en skat. Ikke i teorien i hvert fald. En anden læring jeg selv fik, var også at jeg blev bevidst om lydighed.

Det har jeg vendt tilbage til mange gange. Når jeg mærker Guds ledelse, så vil jeg handle på det. Dog ”ånden er villig, men kødet er skrøbeligt”. Hvor mange gange har jeg ikke haft en tanke, en indskydelse, en oplevelse af Guds tiltale, men at handle på det, er en langt vanskeligere sag. En nat havde jeg denne drøm. – Og bær over med mig, for den er virkelig underlig! Jeg drømte, at jeg var på et seminar og der var blevet profeteret, at Gud ville give os alle en stor velsignelse.

Det ville være noget helt særligt, nemlig at vi ville få tre ben. Alle var meget begejstrede og vi talte meget om det og glædede os til dagen. Da dagen kom, havde jeg taget nederdel på, for hvordan håndterer man ellers tre ben? Da jeg kom ned i undervisningslokalet, var alt ved det gamle. Ingen talte om den store velsignelse. Alt var glemt. Og så vågnede jeg. Vi var ikke klar til at tage imod gaven, men nød tanken om den.

I denne juletid er det skønt at blive mindet om jomfru Maria. Hendes umiddelbare respons på kaldelsen til at bære verdens frelser, og til at være en del af et helt ubegribeligt mirakel var: ”Lad det ske mig efter dit ord”, – eller frit oversat: ”jeg går ”all in” på det her”. Maria sagde ja til en kæmpe forandring og risiko for sit liv. Hun tog imod i lydighed og tillid til Gud. Jeg kan stadig blive bekymret for selv små ændringer eller udfordringer i livet, fx i forhold til tid, økonomi eller magelighed. Vil det mon være for stort eller svært, hvis jeg vil forfølge det, som jeg oplever som Helligåndens tiltale?

Hil dig, Maria, TAK Johannes Døberen og andre, som gik ”all in” og banede vejen for Frelseren. Jeres lydighed, tillid og kærlighed er et kæmpe forbillede.
”Lad det ske mig efter dit ord.”