Lyset vinder altid over mørket

I 1960’erne og -70’erne blev mange års konservativ og kristen samfundsopbygning erstattet af noget andet. Præcis hvad, det blev erstattet af, er på bagkant lidt svært at definere. Opgøret, som, jeg tror, på mange områder, men langt fra alle, var tiltrængt, ser ikke ud til at være endt godt.

Det har logisk nok vist sig, at værdier er svære at fastholde som et fællesprincip, når det er op til alle (eller ingen) at definere, hvad der er rigtigt og forkert. Et ærligt ønske om tolerance og frihed blandet sammen med knap så ærlige ønsker om opgør med kristendommen som det bærende element i samfundet, har tilsyneladende gjort vores samfund mindre modstandsdygtigt mod stærke ikke-demokratiske ideologier. Vi er måske nærmest druknet i vores egen frihed og vores økonomiske succes og velstand.

Mens den yderste venstrefløj går hånd i hånd med islamister og ekstremister i hver deres kamp for at undergrave vores eksisterende samfund, bliver flere og flere bange for, hvad det er, der foregår. Vi snakker desperat om åndelig oprustning, om remigration, om ikke at bukke under og ikke gå på kompromis. Frygt kan få os til at reagere på mange forskellige måder. Og på den yderste højrefløj har frygt altid været et godt middel til at få momentum. Frygt og had er godt brændstof.

Danmark, som vi har kendt os selv i mange år, bliver i øjeblikket truet af en ydre fjende – primært i form af Rusland – og af en indre fjende – primært i form af islamisme og mange forskellige varianter af samfunds- og værdinedbrydelige bølger. Så frygten er naturlig, og jeg er helt enig i, at der politisk skal gøres noget, der hvor det kan lade sig gøre. Men er løsningen virkelig hårdt mod hårdt?

I nogle tilfælde, ja, måske. Men som overordnet strategi er had ikke løsningen på had. I hvert fald ikke menneskeligt eller åndeligt set. Jeg vil hellere tabe med kærlighed end vinde med had. Så hvad skal jeg gøre som helt almindelig dansker og kristen? Jeg tror, vi skal gøre noget, som er både verdensfjernt og altomsluttende verdensnært på samme tid, kigge på ’solopgangen fra det høje’.

Solopgangen fra det høje er et af de stærkeste og mest illustrative billeder, som Bibelen bruger om Jesus. En smuk solopgang er så storslået og i fysisk omfang uhåndterligt stor. En voldsom og ustoppelig gennemtrængning af lys og farver, der bryder igennem. Og det er endda bare en jordisk solopgang, hvordan er så ikke solopgangen fra det høje? Politikerne må gøre, hvad de skal gøre, men i kirken og som kristne er det ikke vores vigtigste opgave at sætte hårdt mod hårdt i samfundet. Jeg siger ikke, at det ikke er vigtigt, men det er ikke det vigtigste.

Det vigtigste vil altid være at fortælle om og pege hen på solopgangen fra det høje. Ham, som vi fejrer her i julen. Han lignede heller ikke et stærkt våben. Han lignede ikke en, der slog hårdt mod hårdt. Han endte endda med at ligne en, der tabte. Men han tabte ikke. Tværtimod. Han besejrede det onde. Hans lys besejrede mørket. Kærligheden vandt. Derfor vil jeg også hellere tabe med kærlighed end vinde med had.

Jeg håber, at du, uanset hvordan din verden, din hverdag eller din jul ser ud, må mærke lyset og varmen fra ham, som er solopgangen fra det høje. Som præsten i min kirke sagde i søndags, da det efter længere tids kamp endelig lykkedes at tænde lysene i adventskransen: Lyset vinder altid over mørket.