Når hadet får lov at stå uimodsag

Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.

Josua Christensen
Forfatter, anmelder og foredragsholder

Terrorangrebet mod jøder, der fejrede hanukka i Sydney, bør ikke komme som en overraskelse. Det er en forudsigelig og tragisk konsekvens af en stigende antisemitisme, som i alt for lang tid har fået lov at vokse – ofte forklædt som politisk kritik, moralsk indignation eller ensidig solidaritet. Historien viser, hvad der sker, når had legitimeres ideologisk. Angrebet på Charlie Hebdo i kølvandet på Muhammed-tegningerne demonstrerede med al tydelighed, at målet i den ekstremt radikaliserede islam helliger alle midler. Ytringsfrihed blev besvaret med massakre.

Terrorangrebet mod israelere den 7. oktober 2023 viste det samme – blot i endnu større og mere brutal skala. Terrorens væsen er netop at skabe frygt, og den kender ingen grænser, hverken moralske eller menneskelige. Når jøder verden over igen og igen mødes med råb om, at de – eller staten Israel – ikke har nogen ret til at eksistere, skabes et klima, hvor vold bliver legitim i nogle menneskers øjne.

Hvis det, som nu undersøges, viser sig at være korrekt, at gerningsmændene i Sydney var inspireret af ISIS, så minder angrebet os om noget, vi alt for ofte fortrænger: Radikal islamisme er ikke en abstrakt størrelse, men en konkret og dødelig ideologi, der konsekvent retter sig mod jøder – uanset om de befinder sig i Israel, Europa eller Australien. Det leder frem til vores vestlige dobbeltstandarder. Den færøske politiker Sjúrður Skaale brugte i sin prisvindende tale billedet af lygtepælen – at vi leder efter nøglerne dér, hvor der er lys, selvom vi har tabt dem et andet sted.

Israel bliver denne lygtepæl. Ikke fordi landet er fejlfrit, men fordi det er et demokrati, som ligner os, og derfor er nemt at kritisere. Samtidig undgår vi ofte at rette blikket mod den mørkere virkelighed: den ideologiske ondskab i radikaliseret islam, hvor vold, martyrdød og udslettelse af fjenden ikke blot tolereres, men helliggøres. At Israel i sin selvforståelse fortsat handler efter en gammeltestamentlig logik – øje for øje, tand for tand – er let at forarges over, når man sidder i tryg afstand af faren.

Selvfølgelig bør ingen bifalde, når uskyldige rammes af bomber, eller når magt bruges til at fortrænge mennesker fra deres hjem i Gaza eller på Vestbredden. Men vi er naive, hvis vi tror, at Israel kan tale sig til accept og forståelse fra den arabiske – herunder palæstinensiske – verden, når modstanden i vid udstrækning er drevet af ideologisk og religiøst betinget fjendskab. Vi forventer, at

Israel skal agere, som om landet befinder sig i samme sikkerhedspolitiske virkelighed som Danmark. Det er hverken realistisk eller redeligt. Intet vestligt demokrati ville acceptere massakrer på sin befolkning uden at reagere med militær magt – og alligevel fordømmes Israel ofte hårdere end terrororganisationer, der åbent erklærer deres mål om udslettelse. Samtidig er vi ofte bemærkelsesværdigt tavse, når terror legitimeres religiøst, når kvindeundertrykkelse og politiske likvideringer finder sted i regionen, eller når jødiske institutioner i Europa må leve under politibeskyttelse.

Antisemitismen er ikke et historisk levn. Den er tilbage i gadebilledet, i slagordene – og nu igen i volden. Som kristne – og som samfund – har vi et ansvar for at sige tydeligt fra. Kritik af Israels politik er legitim. Dæmonisering af Israel og jøder er det ikke. Hvis vi fortsætter med at udvise berøringsangst over for den ideologiske drivkraft bag islamistisk terror, mens vi uden tøven retter al kritik mod Israel, så bidrager vi selv til det klima, hvor nye angreb bliver mulige.

Angrebet i Sydney bør vække os. Ikke til mere råben – men til klarhed, mod og ansvarlighed. Had, der får lov at stå uimodsagt, ender før eller siden i vold.